Right Now, Wrong Then

Hong Sang-soo laver nærmest den samme film – instruktør og kvinder mødes, drikker soju, snakker – men nogle gange laver han den særlig, og nogle gange knap så særlig. In Another Country fra 2012 havde Isabelle Huppert, og udspillede tre variationer over samme tema ved en strand i Korea. Den var særlig. Hill of Freedom fra 2014 var den helt konventionelle Hong-historie, men genfortalt via brev, hvis sider blev blandet hulter til bulter, så kronologien var helt hevet fra hinanden. Den var også ret særlig. Our Sunhi og Nobody’s Daughter Haewon var mindre særlige, men er så også begge fra 2013. Prøv at se traileren nedenunder. Ser det ikke særligt ud? Right Now, Wrong Then er langt hen ad vejen den arketypiske Hong-film, instruktør møder pige, drikker kaffe, soju, thé, med det egentlig også ret typiske twist at vi ser historien to gange. Så mange af Hong’s film har været tvedelte, fra The Power of Kangwon Province over Women on the Beach til Ha Ha Ha. Men alligevel er Right Then, Wrong Now en særlig Hong-film, hans længste i årevis, og også netop qua at hans gentagelsestwist denne gang er eksplicit, det er ikke blot en instruktør som møder to piger, eller en pige der møder tre mænd, det er det samme par som mødes to gange, og to variationer udspilles. Det er måske det tætteste den afdæmpede instruktør kommer på et ‘hovedværk’, og det var herligt at den vandt Guldleoparden på sidste års Locarno-festival.

Hong Sang-soo arbejder med gentagelser og variationer. Så ofte ser hans film ud til at have samme plot, men han fortæller dem aldrig på samme måde. Og selvom han forsøgte at lave samme film ville han ganske enkelt ikke kunne, hans film har udviklet deres look i takt med film-mediets moderne udvikling. Først var de analoge, cool og mystiske, men tidligt skiftede Hong til digitale kameraer. Det gav i en periode et utroligt billigt look, også fordi filmene generelt var meget lavbudget (jeg plejede at joke med hvor mange gange boom-stangen faldt ind i billedet i hans film) Efterhånden er udviklingen blevet sådan, at billige digitale billeder kan se ganske professionelle ud, og Hong’s filmiske udtryk ser mere og mere selvsikkert ud. Måske derfor er Hong’s anseelse også steget gevaldigt i de sidste år? Og måske derfor er instruktøren i hans nye film også en af de mere velansete af Hong’s mange instruktør-figurer?

Filminstruktør Ham er strandet i Suwon en dag, da han skal præsentere en af sine film og afholde en q&a dagen efter. Han møder den unge kvinde Yoon ved et tempel, og inviterer hende på kaffe. Efter kaffe drager de hen til hendes atelier, hvor Ham fortæller Yoon hans mening om hendes billeder. Derefter tager de på sushi-bar og drikker sig fulde i soju, men de er nødt til at skifte planer da Yoon kommer i tanke om at hun har en aftale med nogle venner i forvejen. Hos vennerne er de efterhånden godt fulde, og det bliver pinligt. Derefter drager Yoon hjem, hun bor sammen med sin mor. Næste morgen er Ham til film med tømmermænd. Og den simple historie bliver så gentaget med variationer. Generelt er Ham langt mere ærlig anden gang.

Første gang siger Ham til Yoon, at hendes malerier viser hun er på vej i en retning hun ikke ved hvor fører hen. Det bliver Yoon meget glad for at høre. Det credo ligger også under Hong Sang-soo’s filmografi, hvor han sjældent ved hvad en film skal handle om inden han går i gang. I stedet finder han ud af hvor i landet filmen skal foregå – det føles næsten som om vi efterhånden må have besøgt samtlige koreanske byer med Hong som guide – og skriver sig så frem i en retning. Vi finder dog ud af, at sandheden i virkeligheden er det modsatte, Ham siger ofte om alt, at det er på vej i en retning han ikke ved hvor fører hen, især om hans filmværker. Det er ironisk nok en velafprøvet sætning han er nogenlunde sikker på hvor fører hen: Sengen. Generelt synes første Ham at sidde fast i gentagelser, han gentager med Yoon hvad han har lavet med andre unge kvinder før i tiden.

Anden gang siger Ham til Yoon, at hendes malerier har kvalitet, men synes malet for at give hende trøst. Hvilket han ikke har noget imod, trøst er godt. Men ironisk nok er den Ham der taler om trøst jo så også den Ham der nægter at give Yoon nogen. Og endnu mere ironisk er den her beskrivelse måske endnu mere rammende for Hong Sang-soo’s kunst, eller i hver fald for mit forhold til den. Det er nu fjerde PIX i træk jeg ser den nye Hong-film. Siden 2008 har han lavet minimum én film om året, og som sagt ved man ofte hvad man får. Andre instruktører kommer og går, leverer et mesterværk og venter fem år på at lave den næste. Hong Sang-soo skaffer lidt penge, laver en film, sender den til en festival, og så er han i gang med at lave den næste. Og hans filmsprog er efterhånden ved at være fuldstændig fejlfrit. Ingen boomstænger i billederne. Udsøgte kompositioner, med et væld af flotte linier, ikke kedeligt symmetrisk, men med fornem brug af rum. Selv de zooms som Hong begyndte at eksperimentere med for nogle år siden, og som gav en film som f.eks. Ha Ha Ha noget upoleret og eksperimenterende, synes nu at være en komplet logisk del af det samlede udtryk, og bruges gang på gang til at bryde rummene op, isolere karaktererne én og én eller to og to. Men uden den slags modhager, er det så ved at blive til en pacifier for cineaster som mig og mine med-fans?

Jeg holder meget af Hong Sang-soo, men ca halvvejs inde i anden genfortælling gik det op for mig, at jeg var ved at blive langt mere trist end glad af filmen. Jeg har ikke før rigtig taget til mig, hvor meget hans karakterer synes at være fanget i en slags skærsild. Fanget i deres gentagelser, men også bare fanget uden mål og med. Ham’s problem med at være kommet til Suwon en dag for tidligt, og ikke have noget at tage sig til, er ganske typisk. Historierne i In Another Country bliver skrevet af en ung pige, fordi hun keder sig mens hende og hendes mor er på flugt fra deres kreditorer. Haewon fra Nobody’s Daughter Haewon føler sig revet op med rode efter hendes mor flytter til Canada. Der er et limbo, som bliver så meget forstørret når historierne på den her måde bliver gentaget, i The Day He Arrives er det endda utydeligt om tiden overhovedet bevæger sig, og Hill of Freedom kan ikke bevæge sig nogen steder hen fordi slutningen af brevet er blevet væk. Pludselig blev jeg også helt trist af, at karaktererne altid er alkoholikere… Eller rettere, de er som regel fanget i et limbo mellem at være fulde og ædru, sløret tale, lidt for ærlige, lidt for følsomme, men man ved aldrig om de er rigtig fulde. Heller ikke i denne film, hvor Ham insisterer på aldrig at blive fuld. Helt ærlig tror jeg melankolien kommer op til overfladen som aldrig før i den anden gennemspilning, fordi vi kender alle grundende til at Ham og Yoon er et dårligt par, og alligevel skal vi se dem flirte og være pinlige over for hinanden. Men så sker der noget! Uden at ville røbe for meget, så bevæger filmen sig ud i det tætteste Hong nok nogensinde har været på ren slapstick, og leverer karrierens måske sjoveste scene. Og fra da af er der ingen vej tilbage for Ham, og hvad der før var melankolsk er nu blevet i det mindste mindeværdigt.

Denne film er ikke den eneste, der arbejder med gentagelser. Tom Tykwer’s Lola fra 1998 er måske det kendteste eksempel, hvor Lola får tre forsøg på at skaffe penge til at betale sin kærestes gæld. Den film mindede i høj grad om Kieslowski’s Blind Chance, hvor variationer over hvorvidt en ung mand nåede sit tog ledte til en politisk fremtid som dissident, kollaboratør eller apatisk. Men disse to film fungerer modsat af Right Now, Wrong Then, de kobler skæbnen til tilfælde, og underkender dermed individets egen indflydelse. Mere er vi i nærheden af Alain Resnais’ to film Smoking / Non-Smoking, hvor historien konstant looper tilbage og finder en ny sti, hvor menneskers andre valg leder til nye resultater. Gilles Deleuze skrev om Resnais, at de handlede om ‘territorier’, ‘flugtlinjer’ og blokeringer af disse flugtlinjer. Med det mente han hvordan Resnais’ karakterer var indhegnet af historiske traumer – Anden Verdenskrig f.eks. – og forsøgte at finde en vej ud af deres egne traumer, men konstant rendte på forhindringer. I virkeligheden er det måske på samme måde Hong Sang-soo’s film fungerer. De handler ikke om traumer men om det moderne territorie i forholdet mellem mænd og kvinder. Og problemet med flugtlinjerne er ikke så meget af de bliver blokeret, men at de går i ring. Men derudover minder det om hinanden! Gentagelser og variationer, rent figurligt er det en blanding af cirkler og linjer. Og hvad Right Now, Wrong Then har i så høj grad, er dels den enkleste cirkel, samme plot to gange, og dels den største og sjoveste flugtlinje. Deraf dens mulige status som den Hong’este Hong indtil videre.

Hvor mange af os laver i virkeligheden den samme film hver gang? Starter vi virkelig forfra hver gang vi tager på en ny date, starter et nyt job, finder en ny ven? Eller tager vi bare den samme cirkel med en ny lille variation? Det er det liv som Hong stiller op, men denne gang giver han et dejligt svar: Hvis blot vi finder en fantastisk nok flugtlinje, så kan selv en så håbløs cirkel som Ham og Yoon’s dødsdømte forhold være tid og indsats værd. Det er en morale som er værd at huske på i disse tinder-tider.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.