Palmesøndag del 475
(Romería, Carla Simón, Spanien
Cannes 2025)
Spanske Carla Simón er en af de mere unikke nyere europæiske instruktører. Der er to ting, som får hende til at skille sig ud: For det første har hun fokuseret på hendes egen families tragiske historie, gennem spillefilm, kortfilm og essayfilm. Der er en kerne af tabuiseret smerte i hendes film, som er hendes egen.
For det andet har hun hidtil dyrket en semidokumentarisk håndholdt filmisk stil, med lange takes og løse plots, der minder om det man engang kaldte for ‘cinéma vérité’. Det har gjort hendes film ganske levende, særligt når der var legende børn på skærmen, hvilket var vidunderligt ofte.
Med Romería – Min sommer i Galicien fortsætter Simón sit fokus på sin families forhistorie, og det er den dybeste og bredeste undersøgelse, hun hidtil har lavet. Et væld af karakterer introduceres, tabuer behandles, modstridende fortællinger spilles op imod hinanden, i et filmsprog der blander vérité-stilen op med digital dokumentarisme, lidt dans og musical, og nogle drømmende og næsten psykedeliske flashbacks.
Det er vældig ambitiøst, og understreger, at Carla Simón er en vi skal holde øje med mange år fremover. Men de nye idéer fungerer ikke lige så godt som det gamle, og særligt når der alt for sjældent er børn i fokus, mindes man om hvor meget bedre hendes film potentielt kan blive, hvis hun bliver lige så god til at forløse alle hendes idéer, som hun er til at filme børn, der taler i munden på hinanden.
Roméria – Min sommer i Galicien er nærmest en sequel til Simóns debut, Sommeren 93. Den kunne have heddet Sommeren 04 for at understrege sammenhængen. I filmen om 93 fulgte vi en lille seks årig pige, der måtte flytte ind hos hendes onkel og tante, eftersom begge hendes forældre var døde af AIDS. Filmen viste hovedsagligt bare, hvordan den lille pige legede med hendes nye familie, og særligt hendes nye lillesøster, indtil hun i den aller sidste scene fik hul på bylden, og brød sammen i gråd over hvor meget hun savnede hendes mor. Det var som om hendes liv her gik rigtigt i gang, hvor den formative tragedie begyndte at blive bearbejdet.
11 år senere rejser den unge kvinde Marina (Llúcia Garcia) til byen Vigo i Galicien, for at besøge sin fars familie, som hun ellers aldrig har mødt. Hun skal også have fundet sin fars dødsattest, for uden den kan hun ikke få det studielegat hun skal bruge. Men der er noget galt med dødsattesten, for dels siger den at faren døde langt senere end hun har fået at vide, hvilket vel ikke kan passe, for så ville han da have besøgt hende? Og dels står der, at han ikke havde børn. Marina må nu få bedsteforældrene til at officielt bekræfte at Marina er deres barnebarn, men det viser sig at være mere besværligt end som så. De har mere lyst til at feje det hele ind under gulvtæppet.
Der var også traumer og tabuer i Simóns anden film, Ferskenlunden i Catalonien, der vandt Guldbjørnen i Berlin i 2022. Her stod en kæmpe familie til at miste retten til at dyrke ferskener på den jord, som de ellers havde haft lov til at dyrke siden de hjalp jordejeren under den spanske borgerkrig, fordi den nye ejer af jorden hellere ville sætte solceller op. Social uretfærdighed og traumer fra fascismetiden lurede i baggrunden, men mest fulgte filmen bare familien i deres sidste høst – og igen, særligt børnenes leg var vidunderlig midt i den triste fortælling om tab.
Begge de to første film handlede på den vis om at leve midt i tab og tragedie. Der foregik triste ting udenom, men filmenes vérité-stil fokuserede mere på at vise liv. Ting blev skabt i de her film: Familiært sammenhold, bånd mellem mennesker, noget som kunne blive til fundamentet til et videre liv. Nye fortællinger kunne begynde her.
Hvis begge de to første film handlede om hvordan nye liv og fortællinger blev skabt, så handler Romería om alligevel at forsøge at stykke den tidligere historie sammen, den historie, som man er for lille til at have levet, som man i sidste ende aldrig helt forstår. Marina får fortalt mange forskellige ting, noget af det er bare forkert, noget af det er rygter, noget af det er upræcist. Hun har også morens dagbog, som beskriver et kærligt og spændende liv med faren, men det er ret tydeligt fra onkler og tanter, at der også her udelades en del af de mørkere sider. Marina forsøger med sit digitale kamera at dokumentere omgivelserne i Vigo, og kan måske herigennem bedre forstå det liv forældrene levede. Og hun forsøger at forestille sig deres liv. Resultatet forbliver meget fragmentarisk.
Filmen er opdelt i de forskellige dage Marina bruger på sit besøg. De forskellige onkler og tanter besøges, og Marina forsøger at falde ind i deres rutiner og traditioner. Der danses og synges, en meget stor gruppe af fætre og kusiner har deres eget sammenhold, og når det er bedst, minder det om de bedste scener fra Sommeren 93 og Ferskenlunden i Catalonien. Særligt da de yngste børn introduceres kommer der energi ind i filmen, for de er fuldt ud så charmerende som Simóns andre små karakterer, og Simón er altså fantastisk til at instruere børn. De får meget bare lov til at sidde og smile og reagere på hvad der sker, og det er altid bare vidunderligt.
Men generelt er filmen langt mere konstrueret end tidligere. Marina er en køligere karakter end tidligere hovedpersoner, nok ganske logisk. Hun forstår særligt fordommen omkring forældrenes AIDS-sygdom, noget hun har levet med hele livet – både Sommeren 93 og Romería har scener, hvor folk advares mod at røre ved hovedpersonens blod. Men når det kommer til at forstå deres heroin-afhængighed, hvor det kom fra, hvorfor de stak af fra deres forældres liv, så er hun mere som et barn. Bedsteforældrene er skræmmende patriarkalske, optaget af kongehus og af dyre både. Det bliver aldrig sagt, men man fornemmer at forældregenerationens oprør i firserne nok har haft noget at gøre med bedsteforældregenerationens opførsel under Franco og fascismen. Traumer er historiske og generationelle i Simóns film.
Det er igen her Simón er så spændende: Som krønikør af tredjegenerationstraumer. Det er ikke fascismens forbrydelser, det er ikke det heroiske oprør mod forældrenes konservatisme, det er hvordan traumer, fordomme og snærende patriarkalske bånd påvirker familier generationer frem. Blandt hendes film findes også kortfilmen Those Little Things (2015), en hyldest til hendes tante, der havde akondroplasi, noget mormoren dårligt accepterede, samt essayfilmene Lacuna (2016), Letter To My Mother For My Son (2022) og Correspondence (2020, lavet med den chilenske instruktør Dominga Sotomayor), der er mere direkte dokumentarisk selvbiografiske. Egentlig har hun over ti år blandet et væld af genrer, i forsøget på at komme overens med særligt moderens død.
Romería er første gang man virkelig mærker stil-blandingen i Simóns spillefilm. Og derfor kan man sagtens tilgive, at det ikke helt hænger sammen, og hun stadig er bedst, når filmen ligner hendes to første.