Palmesøndag del 477
(Jim Jarmusch, USA
Cannes 2005, Jury Grand Prix)
Broken Flowers blev en af Jim Jarmuschs mest succesfulde film. Han vandt Jury Grand Prix, normalt set som andenpræmien, i Cannes i 2005, hvorefter filmen blev hans største kommercielle succes, med et billetsalg på næsten 50 millioner dollars, fem gange så meget som de ca 10 millioner dollars filmen kostede. Det er en lidt lettere og mere humoristisk udgave af Jarmusch, uden for mange meta-lag, strukturelle kompleksiteter og tunge genre-lege. Bare superstjernen Bill Murray, der trasker rundt og møder folk.
Alligevel er det en rigtig Jim Jarmusch-film. Selvom den ikke føles strengt opdelt som f.eks Night On Earth eller Down By Law gør det, så er filmen alligevel episodisk og fyldt med gentagelser, og med dens brug af etiopisk jazz som bærende element understreger den, at Jarmusch stadig var en hipster. Men en aldrende hipster, og som noget helt nyt fokuserer Broken Flowers på ældre hovedpersoner, hvis liv nærmere lægger bag ved dem end foran dem. Så langt så godt.
Men jeg har lidt fornemmelsen af, at Broken Flowers ikke er ældedes med så megen ynde. Det er sjældent den jeg ser folk nævne, når de snakker om Jarmusch. Dertil er den lidt for meget en gentagelse, og jeg er ikke sikker på hvor mange gensyn den holder til.
Bill Murray spiller Don Johnston (med t, som han gentagne gange er nødt til at præcisere, for at adskille ham fra skuespilleren Don Johnson), en midaldrende mand, der allerede har trukket sig tilbage, efter at have en tjent en formue på noget med computere. Han har ingen børn, og lader til ikke at være så god til forhold, hvorfor hans seneste kæreste forlader ham i filmens første scene. Men så popper der et brev ind af døren, der fortæller ham, at han faktisk har en søn på 19 år. Der er bare ingen afsender. Så med hjælp fra sin nabo Winston (Jeffrey Wright), der i modsætning til Don både er en dedikeret familiefar, og som stadigvæk er fascineret af internettes fagre nye verden, rejser Don nu rundt til de kvinder han var kæreste med for sådan ca 19 år siden, for at se om nogen af dem har sendt brevet til ham. Og så følger en række møder med kvinder, med kørescener tilsat musik af Mulatu Astatke, fra en cd som Winston har givet til ham.
Der kan ske meget på 19 år. Laura (Sharon Stone) er enke med en teenagedatter, og tager varmt imod Don. Flere af de andre kvinder har ændret sig meget siden Don kendte dem, og flere af dem er ikke ligefrem glade for at se ham. En enkelt er død. Idéen om at opklare, hvem der har sendt brevet, glider rimelig hurtigt i baggrunden, omend der er hints her og der, hvis man har lyst til selv at teoretisere. Men først og fremmest er det Bill Murray, der gentager sin trætte charmetrold-figur fra Lost In Translation (2003) i en række akavede og småkomiske optrin. Det er rigtig fint.
Der ligger en karrierevej her, som Jarmusch aldrig rigtig tog. Plottet i Broken Flowers er såmænd bare et påskud for at få en pudsig karakter tvunget ud i verden til nogle mærkelige møder med skæve eksistenser, hvilket sådan set er præcis det samme som sker i Jarmuschs debut Permanent Vacation. Man kan sagtens se Jarmusch lave en række film over præcis det her tema: Nogle gange én hovedperson, der skal møde folk fra fortiden, nogle gange en række urelaterede møder (det er vel egentlig hvad Night On Earth (1991) og Coffee & Cigarettes (2003) er) og nogle gange måske nogle gentagelser af mere emotionelle situationer (hvilket vel er hvad Father Mother Sister Brother (2025) er). Jarmsusch kunne være blevet den amerikanske indieudgave af Hong Sang-soo her, der både leger med strukturer og gentagelser, men som også til tider undersøger reelle emotionelle dilemmaer og problemer. Det valgte Jarmusch så ikke at gøre, han gik tilbage i genre-retningen i hans næste film, men det kunne have været interessant.
Men det havde nok været mere interessant, hvis Broken Flowers var bedre. Min største anke mod filmen er, at den forbliver en bagatel. Det er da meget sjovt at se Bill Murray, det er nogle pudsige situationer, der er fint med gentagelser og struktur, og musikken er fremragende, men det hele er lidt småt. Og det var Jarmusch første nye spillefilm i 6 år (Coffee & Cigarettes bestod i høj grad af gamle kortfilm) og der skulle gå 4 år før han lavede Limits of Control, og så er der godt nok ikke meget gods i det. Idéen med at bygge en filmografi op om variationer og gentagelser kræver ligesom også noget kvantitet, for at man reelt kan variere og gentage særlig meget.
Og så lider Broken Flowers også lidt af, at fotograferingen ikke er lige så god som før. Jarmuschs sædvanlige fotograf, Robby Müller, var stoppet med at lave film, Coffee & Cigarettes var hans sidste, og i stedet er Broken Flowers fotograferet af Frederick Elmes. De havde også tidligere lavet Night On Earth sammen, som er virkelig flot, men der mangler lidt i Broken Flowers. Det er meget mainstream-indie billeder, som Elmes f.eks også lavede dem med Ang Lee, og der mangler noget særpræg. Nogle uforglemmelige billeder. Det hele er meget pænt og skævt, og nogle gange lige så akavet og afdæmpet mærkværdigt som plottet er det, men det rykker ikke rigtig. Det er ikke cool og hipt længere.
Det er plottet jo heller ikke. Det mest særlige ved Broken Flowers er, at den handler om at blive gammel. Jim Jarmusch, den cooleste fyr i amerikansk film, lavede ikke længere film om folk, der var oppe på beatet, men som var tilbagetrukne, langsomme, uengagerede. Egentlig kan man sagtens forestille sig flere af Jarmuschs tidligere karakterer blive til folk som Don Johnston, når de bliver ældre. Folk ændrer sig jo. Og egentlig havde Broken Flowers været en ret fin måde at blive gammel på: Lave uambitiøse men fine variationer over tidligere bedrifter. Det valgte Jarmusch dog hurtigt ikke at gøre. Nok til hans egen ulempe, men godt for os filmfans.
Serien om Jim Jarmusch fortsætter med Only Lovers Left Alive