16_valley_of_love_-_r__malerie_marder_01

Valley of Love

Han er en af USAs vigtigste komponister, men der er ikke mange film der bruger musik af Charles Ives. Den mystiske mand (1874-1954) arbejdede som forsikringssælger, og var ikke i stand til at få opført ret meget af sin musik mens han skrev det. Måske kom det til at lyde så sært fordi han så sjældent selv fik hørt det? Jeg var engang inde og høre hans ‘Holiday Symphony‘, fire satser til hver sin mærkedag, med flere af dem kulminerende i én, to, mange dansemelodier og fanfarer oven i hinanden: Den reelle lyd af løsslupne festligheder. Guillaume Nicloux’ film Valley of Love lader til at bygge på et stykke, der ligner i form, men er ganske anderledes i udtryk. ‘The Unanswered Question’, fra 1906, består ifølge dens program af tre dele: Langsomme strygere, der illuderer ‘the silence of the druids.’ Seks gange stiller en trompet det samme spørgsmål, og seks gange svarer en træblæser-kvartet, mere og mere agiteret. Syvende gang spørgsmålet stilles er der intet svar. Stemningen er meditativ, søgende, frustreret. Ligesom filmen, hvori musikken vender tilbage hver gang der sker noget mystisk.

Valley of Love foregår i Death Valley (så den burde måske hedde Love Valley, men det lyder nok lidt dumt). Dertil kommer et midaldrende skuespiller-eks-par (Isabelle Huppert og Gérard Depardieu), på anledning af deres søn, der har begået selvmord nogle måneder forinden, men som hævder han vil vende kortvarigt tilbage på det øde sted. Og så sker der mystiske ting. Jeg tror det hænger sådan her sammen: Landskabet er strygerne, er druidernes stilhed; Gerard og Isabelle er træblæserne, mere og mere frustrerede; og trompeten, det mærkelige spørgsmål, er de mærkelige ting som sker rundt omkring dem. Jeg sidder og tænker om der måske endda er syv af dem i filmen, hvis også man medtæller en hund, en bil, en dværg, der i bedste Lynch-stil fortæller dunkle ting til Depardieu, og nogle flere jeg ikke skal spoile. Men jeg er i tvivl. Måske er det en bevidst uvished? Jeg har på fornemmelsen det ganske simpelt er en svaghed i filmen. Der er mange mærkelige ting her, både plotmæssigt og filmisk, men det løfter sig aldrig rigtigt.

Guillaume Nicloux har lavet lidt af hvert. Thriller. Thriller-komedier. En filmatisering af Denis Diderot’s roman La Religieuse, der også var filmatiseret i 1966 af Jacques Rivette. Hans største succes kom i 2014, året før Valley of Love, med The Kidnapping of Michel Houllebecq, der også spillede på CPH:PIX. Også denne film blandede virkelighed og fiktion, med en kendt kunstner i hovedrollen. Jeg kan mistænke at Valley of Love er et forsøg på at fortsætte i samme rille. Men det fungerer altså ikke. Filmen om Houllebecq var en komedie, optaget på billig digital, med en amatør i hovedrollen – Houllebecq spiller ret fabelagtigt som misantropisk hængehoved – og filmen lever af det absurde i situationen. Det er en overraskende morsom film, en lille perle. Valley of Love, derimod, har store stjerner, tung symbolik, og glat kunst-look. Det bliver for stort sat op, og der mangler energi. Derudover fungerer metaplanet ikke lige så godt. Isabelle Huppert og Gérard Depardieu’s karakterer lader til have samme navn som dem selv, og at spille lidt på dem selv, men kemien mellem dem bliver ikke rigtig troværdig. Gérard Depardieu har en død søn, Guillaume Depardieu, der blandt andet spillede med i Pola X, før han døde af lungebetændelse som 37-årig, men det er ikke med Huppert, men med skuespillerinden Élisabeth Guignot. Selvom filmen påpeger hans vægtopgang, så bliver der ikke snakket om Rusland, skat, tis på passagerfly, eller nogen af de andre ting den store skuespiller har givet sig i kast med på det seneste. Men det er da meget sjovt da en amerikansk turist ikke kan huske hvem han er, alligevel beder om en autograf, just in case, og Gérard skriver ‘Bob de Niro’ i mandens paperback. Det er dog ikke ret meta-dybt. Uden meta-dybde skal filmen finde en anden mystik, men det bliver lidt for megen sub-Lynch uro der dyrkes, hvilket ikke virker synderlig originalt eller spændende heller. Mest uheldigt er filmsproget ganske enkelt ikke så godt som det burde være, i en stemnings-film som denne. Især virker klipningen klodset. Isabelle sidder og spiser, så går hun, og så kommer Gérard gående imod hende. Der er ikke nogen rytme, ikke nogen spænding, og så bliver ting blot ting der sker, i en film hvor der alligevel ikke sker ret meget. Der skal ske mere end det der sker, og det kan ikke skabes uden filmisk finesse.

09_valley_of_love_-_r__les_films_du_worso_-_lgm_cinema_01

Jeg har respekt for Valley of Love. Den forsøger, og fejler, hvilket til tider er mere interessant end at køre den sikkert hjem. Og der er semi-originale del-elementer. Ikke så meget Death Valley, californisk ødemark er fast tilbagevendende punkt i små-psykedelisk film fra Zabriskie Point og til landsmanden Bruno Dumont’s Twentynine Palms. Men koblingen til Charles Ives er ret fint tænkt. Helt basalt handler Valley of Love om det samme som så mange andre arthouse-film handler om: Om modernismens meningstab, om de livsløgne den moderne verden har opgivet i rationaliteten og fremskridtets navn, det fremskridt som også driver udviklingen af film-mediet og -industrien. Megen musik klinger under denne type film: Arvo Pärt, Ligeti, gammel barok og kirkemusik. Guillaume Nicloux finder en amerikaner, en forretningsmand, der helt tilbage i 1906 havde de samme spørgsmål, og satte det i en form, der både er hypermoderne, og nærmest kitchet gammeldags (druider?). Californien, franske skuespillere, swimming pools. Billeder og musik passer sammen. Nogen kommer til at lave en stærk kunstfilm baseret på The Unanswered Question. Men det var ikke Guillaume Nicloux i denne omgang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.