The Search

Palmesøndag del 27
(Michel Hazanavicius, Frankrig
Cannes 2014)

En gang imellem, når en hypet film overraskende ender i en af sidekonkurrencer, siges det at det måske er for filmens eget bedste, at den af den ene eller anden grund ikke var stærk eller flashy nok til at klare hovedkonkurrencen, og at den måske vil klare sig bedre ude i periferien, med mindre opmærksomhed og måske mere villighed til at tilgive ujævnheder. The Search, Michel Hazanavicius’ opfølger til hans overraskende succesfulde The Artist, der debutterede i Cannes i 2011 og endte med at vinde fem oscars inklusive Bedste Film, er en film hvor det modsatte er tilfældet. Tag ikke fejl: Den er nærmest komplet kunstnerisk bankerot, der er vitterlig ikke ret meget der fungerer. Men den er bankerot på en sigende måde, der udstiller problemer der også kunne anes ved instruktørens tidligere værker, samt ved den genre han denne gang forsøgte at imitere. Det er et bevidst forsøg på en Oscar-film, der rammer stort set alle beats en Oscar-film skal ramme, men som gør det så kunstigt, at intet af det fungerer.

Michel Hazanavicius viste sig som en fremragende pastiche-skaber med de to film om OSS 117, samt den moderne stumfilm The Artist. The Search vil være noget mere. Den bygger også på tidligere filmhistorie, men denne gang blot som et remake: Det drejer sig om Fred Zinnemann’s The Search fra 1948, hvor en soldat tager sig af et lille barn i ruinerne efter Anden Verdenskrig. Hazanavicius opdaterer historien til krigen i Tjetjenien i 1999, men i modsætning til hans tidligere film bliver den gamle historie leveret ret straight. Det har været kritiseret, at filmen dermed bliver overflødig, men det er egentlig ikke problemet. Det er ganske fint at genbruge gamle plots i nye omgivelser, hvis man så bruger de nye omgivelser produktivt. Det er f.eks. det som tyske Christian Petzold ofte gør, han bruger plottet fra Postmanden Ringer Altid To Gange til at undersøge en tyrkisk immigrants status i Tyskland i hans Jerichow, og Phoenix er i høj grad Hitchcock’s Vertigo omplantet til Tyskland efter krigen og fortalt fra en kvindes synspunkt. Netop ved at genbruge plots der har bevist deres styrke sættes Petzold fri til at fokusere på så meget andet end plottet, og skaber stærke verdener og karakterer. Hazanavicius forsøger noget lignende, men fejler fuldstændig.

For det første, så nytter det jo ikke noget at have et superstærkt plot, hvis man først introducerer det 40 min inde i filmen. Men så lang tid går der før Carol (Bérénice Bejo), der arbejder i Tjetjenien for FN’s Menneskerettighedsråd, møder Hadji (Abdul Khalim Mamutsiev), den lille forældreløse purk, hvis familie er væk. Der er ingen balance mellem plot og digressioner, så plottet bliver blot til øer af melodrama mellem de passager, der lader til at interessere Hazanavicius. Han synes mere interesseret i at skildre dynamikken omkring en krig, hvordan soldaterne brutaliseres så de kan brutalisere andre, og hvordan civilbefolkningen traumatiseres og lader frustrationerne gå ud over hinanden. Der gemmer sig en udmærket film her, en film holdt i dokumentarisk stil om forskellige typer unge mennesker på forskellig side, der traumatiseres af krigen i Tjetjenien. Og der er faktisk allerede lavet en god film om lige netop det, den hedder The 3 Rooms of Melancholia, og er en dokumentar fra 2004 instrueret af finske Pirjo Honkasalo. Den skildrer lige præcis unge russiske soldater under træning, samt civile i Grozny og på et børnehjem. Jeg tror at foruden Zinnemann’s The Search må Hazanavicius også have haft lyst til at genskabe den film.

20-the-search

Men Hazanavicius kan ikke skabe en dokumentarisk virkelighed, for hans filmiske stil er generelt alt for narrativt fokuseret, hvor det håndholdte kamera blot nøjes med at ville fange det plotmæssigt vigtigste i scenerne, og derfor ikke kan fange stemningen, verdenen, virkeligheden, i billederne. Hazanavicius er en stor og opfindsom stilist, der kan genskabe tidligere tiders stil, og samtidig bruge det konstruktivt. Men æstetikken i The Search kan næsten bedst beskrives som ‘neutral’. Det er som om trangen til at være seriøs har kvalt den sædvanlige opfindsomhed. Og dog er der scener, der virker som pasticher på tidligere film: En scene hvor Carol diskuterer Hadji med Helen (Annette Benning), der leder børnehjemmet, er filmet som var det en walk-and-talk i The West Wing. Første gang den russiske soldat Kolja (Maksim Emelyanov) er i kamp er det filmet i ét klip, og stilet som Saving Private Ryan. Og desværre helt grotesk er der en scene hvor lille Hadji viser livsglæde og danser for sig selv, hvor han danser tjetjenske trin, men af den ene eller anden grund er musikken Bee Gees og der er filmiske hints til Travolta’s berømte scene fra Saturday Night Live. Det er vitterlig en scene hvor filmen kammer fuldstændig over fra det blot kedelige til det grotesk ringe.

Det er desværre ikke den eneste grotesk ringe scene. Filmen fik elendige anmeldelser, men et godt stykke inde kunne jeg ikke rigtig greje hvorfor den dog skulle være værre end så mange andre Oscar-film, den var mest af alt bare lang og kedelig. Men åh, dansescenen er godt nok skidt. Og filmen foregår på fire sprog, tjetjensk, russisk, engelsk og fransk, og det er tydeligvis kun fransk der falder instruktøren naturligt, og hvor scenerne på russisk og tjetjensk har en amatøristisk stil over sig, som film-publikum nok er vandt til at håndtere, så er scenerne hvor Bejo og Benning diskuterer på gebrokkent og tonløst engelsk meget svære at kapere. Hvordan faen får man Annette Benning til at virke som om hun ikke kan tale engelsk? Det må godt nok være dårlig kommunikation på settet. Franske Bejo er mere tilgivet, selvom hun vitterlig spiller dårligt i de scener.

I det mindste sker der det i de elendige scener, at det kammer over og bliver interessant på en ‘hvad-faen-har-de-tænkt-på’-måde. Det er som Tolstoj sagde om familier: Al vellykket Oscar-bait er ens, men de forfejlede fejler på hver sin måde. The Search fejler specifikt fordi dens instruktør er god til satirisk pastiche, men denne gang forsøger at være dybt seriøs omkring krig og traumer og manglende vestlig indgriben. Det skaber en ret unik elendig film. Men alligevel ikke helt unik, for fiaskoen med The Search understreger også lidt svaghederne ved The Artist. Allerede i den film fra 2011 er Hazanavicius på vej væk fra den satiriske stil fra filmene om OSS 117. Agent-filmene tager tykt pis på agenten som helt, hvor hovedpersonen er sexist, xenofob og komplet uegnet til at influere ting i fremmede lande. Til tider er tonen ganske giftig, som når Cairo, Nest of Spies, der foregår i 1955, året før Frankrig invaderede Egypten sammen med England og Israel under Suez-krisen, ender med at OSS 117 hævder at franskmænd altid kan finde ud af at ordne sagerne dernede, eller når han i Lost in Rio får opremset alle beviserne for at Brasilien i 67 er et militærdiktatur, og svarer at det da bare lyder som Charles de Gaulle’s Frankrig. Der er kraft og energi i de film. The Artist kan mange ting, men den holder sig fra at gøre grin med Hollywood, og lader som om den har noget seriøst at sige. Og kan man så klandre Hazanavicius for at tage endnu et skridt i den seriøse retning når The Artist var så stor en succes som den var?

Så egentlig var det godt at The Search var så synlig en fiasko. Den burde have fået Hazanavicius til at tænke lidt mere over hvordan han kunne lave mere seriøse fortællinger. Det gjorde han så også, da han vendte tilbage med Redoubtable. Meget kan man sige om den film, men den er det mindste både mere kompleks og langt bedre end The Search.

Serien om Michel Hazanavicius fortsætter med Redoutable

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.