The Search

Palmesøndag del 27
(Michel Hazanavicius, Frankrig
Cannes 2014)

En gang imellem, når en hypet film overraskende ender i en af sidekonkurrencer, har jeg læst at det måske er for filmens eget bedste, at den af den ene eller anden grund ikke var stærk eller flashy nok til at klare hovedkonkurrencen, og at den måske vil klare sig bedre ude i periferien, med mindre opmærksomhed og måske mere villighed til at tilgive ujævnheder. The Search, Michel Hazanavicius’ opfølger til hans overraskende succesfulde The Artist, der debutterede i Cannes i 2011 og endte med at vinde fem oscars inklusive Bedste Film, er en film hvor de modsatte er tilfældet. Tag ikke fejl: Den er nærmest komplet kunstnerisk bankerot, der er vitterlig ikke ret meget der fungerer. Men den er bankerot på en sigende måde, der udstiller dels problemerne ved instruktørens tidligere værker, og den genre han denne gang forsøgte at imitere. Det er et bevidst forsøg på en Oscar-film, der rammer stort set alle beats en Oscar-film skal ramme, men som gør det så kunstigt, at intet af det fungerer.

Michel Hazanavicius er en pastiche-skaber. Han brød igennem med komedierne OSS 117: Cairo, Nest of Spies og OSS 117: Lost in Rio, der parodierede gamle franske Bond-kopier, komplet med filmsprog der efterlignede halvtreder-tresser stil og en satire over ideologien der lå bagved den slags film om virile hvide mænd der rejser rundt og løser hele verdens problemer. The Artist fra 2011 var en moderne sort/hvid stumfilm, en komedie om overgangen til lyd og en skuespiller der ikke kunne tilpasse sig. The Search bygger også på tidligere filmhistorie, men denne gang blot som et remake: Det drejer sig om Fred Zinnemann’s The Search fra 1948, hvor en soldat tager sig af et lille barn i ruinerne efter anden verdenskrig. Hazanavicius opdaterer historien til krigen i Tjetjenien i 1999, men i modsætning til tidligere bliver den gamle historie leveret ret straight. Det har været kritiseret, at filmen dermed bliver overflødig, men egentlig er jeg ok med det. For mig er det ganske fint at genbruge gamle plots i nye omgivelser, jeg er alligevel mere interesseret i en films verden end dens plot. Det er f.eks. det som en instruktør som tyske Christian Petzold ofte gør, han bruger plottet fra Postmanden Ringer Altid To Gange til at undersøge en tyrkisk immigrants status i Tyskland i hans Jerichow, og plottet fra horror-filmen Carnival of Souls fra 1962 bliver til en film om moderne finanskapitalisme og relateret korruption i hans Yella. Hans nye, Phoenix, der får premiere på torsdag er i høj grad Hitchcock’s Vertigo omplantet til Tyskland efter krigen og fortalt fra en kvindes synspunkt (men meget om den i et senere indlæg). Netop ved at genbruge plots der har bevist deres styrke sættes Petzold fri til at fokusere på så meget andet end plottet, og skaber stærke verdener og karakterer. Hazanavicius lader til at forsøge noget lignende, men fejler fuldstændig.

For det første, så nytter det jo ikke noget at have et superstærkt plot, hvis man først introducerer det 40 min inde i filmen. Men så lang tid går der før Carol (Bérénice Bejo), der arbejder i Tjetjenien for FN’s Menneskerettighedsråd, møder Hadji (Abdul Khalim Mamutsiev), den lille forældreløse purk, hvis familie er væk. Der er ingen balance mellem plot og digressioner, og dels så forsvinder skelettet af filmen, dels bliver plottet blot til øer af melodrama mellem de passager, der ellers lader til at interessere Hazanavicius. Han synes mere interesseret i at skildre dynamikken omkring en krig, hvordan soldaterne brutaliseres så de kan brutalisere andre, og hvordan civilbefolkningen traumatiseres og lader frustrationerne gå ud over hinanden. Der gemmer sig en udmærket film her, en film holdt i dokumentarisk stil om forskellige typer unge mennesker på forskellig side, der traumatiseres af krigen i Tjetjenien. Og der er faktisk allerede lavet en god film om lige netop det, den hedder The 3 Rooms of Melancholia, er en dokumentar fra 2004 instrueret af finske Pirjo Honkasalo, og den blev vist på seneste udgave af CPH:DOX. Den skildrer lige præcis unge russiske soldater under træning, samt civile i Grozny og på et børnehjem. Jeg tror at foruden Zinnemann’s The Search må Hazanavicius også have haft lyst til at genskabe den film.

20-the-search

Men Hazanavicius kan ikke skabe en dokumentarisk virkelighed, for hans filmiske stil er generelt alt for narrativt fokuseret, hvor det håndholdte kamera blot nøjes med at ville fange det plotmæssigt vigtigste i scenerne, og derfor ikke kan fange stemningen, verdenen, virkeligheden, i billederne. Det er mærkeligt at filmen er holdt så neutralt, for Hazanavicius er rent faktisk en stilist. Ikke at han har nogen personlig stil, eller skaber unikke billeder kun han kan lave, men hans tidligere film var pasticher, der glimrende fangede tidligere tiders stil. Det kan han heller ikke helt flygte fra i den her film, men det bliver mest bare grotesk. En scene hvor Carol diskuterer Hadji med Helen (Annette Benning), der leder børnehjemmet, er filmet som var det en walk-and-talk i The West Wing. Første gang den russiske soldat Kolja (Maksim Emelyanov) er i kamp er det filmet i ét klip, og stilet som Saving Private Ryan. Og mest grotesk er en scene hvor lille Hadji viser livsglæde og danser for sig selv, hvor han danser tjetjenske trin, men af den ene eller anden grund er musikken Bee Gees og der er filmiske hints til Travolta’s berømte scene fra Saturday Night Live. Det er vitterlig en scene hvor filmen kammer fuldstændig over fra det kedelige til det grotesk ringe.

Sådan er der dog flere og flere scener der hjælper med til. Filmen fik elendige anmeldelser, men et godt stykke inde kunne jeg ikke rigtig greje hvorfor den dog skulle være værre end så mange andre oscar-film, den var mest af alt bare lang og kedelig. Men åh, dansescenen er godt nok skidt. Og filmen foregår på fire sprog, tjetjensk, russisk, engelsk og fransk, og det er tydeligvis kun fransk der falder instruktøren naturligt, og hvor scenerne på russisk og tjetjensk har en amatøristisk stil over sig, som film-publikum nok er vandt til at håndtere, så er scenerne hvor Bejo og Benning diskuterer på gebrokkent og tonløst engelsk meget svære at kapere. Hvordan faen får man Annette Benning til at virke som om hun ikke kan tale engelsk? Det må godt nok være dårlig kommunikation på settet. Bejo er mere tilgivet, selvom hun vitterlig spiller dårligt i de scener.

Der er ting i den her film, som vitterlig er groteskt elendige. Men det er i det mindste så elendigt, at det krydser over igen og bliver interessant, på en ‘hvad-faen-har-de-tænkt-på’-måde. Det er som Tolstoj sagde om familier: Al vellykket Oscar-bait er ens, men de forfejlede fejler på hver sin måde. The Search fejler specifikt fordi dens instruktør er god til satirisk pastiche, men denne gang forsøger at være dybt seriøs omkring krig og traumer og manglende vestlig indgriben. Det skaber en ret unik elendig film. Men alligevel ikke helt unik, for ved at se hvor forfejlet The Search er, kom jeg også frem til hvorfor jeg aldrig rigtig brød mig om The Artist. For allerede i den film fra 2011 er Hazanavicius på vej væk fra den satiriske stil fra filmene om OSS 117. Agent-filmene tager tykt pis på agenten som helt, hvor hovedpersonen er sexist, xenofob og komplet uegnet til at influere ting i fremmede lande. Til tider er tonen ganske giftig, som når Cairo, Nest of Spies, der foregår i 1955, året før Frankrig invaderede Egypten sammen med England og Israel under Suez-krisen, ender med at OSS 117 hævder at franskmænd altid kan finde ud af at ordne sagerne dernede, eller når han i Lost in Rio får opremset alle beviserne for at Brasilien i 67 er et militærdiktatur, og svarer at det da bare lyder som Charles de Gaulle’s Frankrig. Der er kraft og energi i de film, de er faktisk reelt gode. The Artist er en tam og pæn udgave af de film, den nøjes med at gøre kærligt grin med sexismen, oppustetheden og selvtilfredsheden i Hollywood, og ender med at bekræfte at det hele alligevel er godt nok. Og kan man klandre Hazanavicius for at tage endnu et skridt i den kedelige retning når The Artist var så stor en succes som den var?

Så det er godt nok at The Search fik den opmærksomhed den fik i den store konkurrence. Den udstiller de værste sider af instruktøren, der allerede var begyndt at overtage hans virke. Måske kan hans næste film blive endnu en stærk satire. Det er mange gange mere værd end den her gang opkogte klichéer.

Fortjent Pris?

Så absolut ikke.

Næste søndag skal vi til noget helt helt andet. Efter to kedelige franske storproduktioner i streg skal vi til Columbia, og en lo-budget film om slum og vold og punkmusik. Det skal handle om Victor Gaviria’s Rodrigo D: No Futuro. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *