Hver gang jeg ser en filipinsk film bliver jeg fascineret af sproget. Med Lav Diaz’ The Woman Who Left starter denne fascination med det samme, idet filmen starter med en voiceover. Vi er i 1997, Hong Kong er netop blevet givet tilbage til kineserne, og en bølge af kidnapninger har ramt Filippinerne, hvilket fortrinsvis er gået udover businessmen og filippinsk-kinesere. Det som jeg finder så evigt fascinerende ved sproget er den måde hvorpå så mange af de seriøse ord ‘business-men’ ‘China’ ‘Chinese-Philipino’, er på engelsk midt i en strøm af filipinsk. Det minder mig også om at langt de fleste filipinske filmfolk har spansk-klingende navne. Lav Diaz, Brillante Mendoza, Charo Santos-Concio. Faktisk plejede bogstavet ‘F’, som i den spanske kong Filip II, og landet han fik opkaldt efter sig, ikke at findes på det filippinske sprog, man hører ofte ordet ‘pilipinas’ i samtaler i deres film. Bogstavet ‘F’ har invaderet pilipinas, lige siden søfareren Ferdinand Magellan landede på øerne i 1521, og henover at hans navnebroder, diktator Ferdinand Marcos, med USA’s hjælp, kørte et diktatorisk regime, der stadig præger øerne.

De seneste år har filmverdenen været præget af hvad man kan kalde en art post-kolonialisme, ikke blot har tidligere kolonilande som Filippinerne vundet store priser, koloni-magter som Portugal har lavet en filmisk selvransagelse af sin fortid. Andre lande, der i forvejen havde en stolt filmtradition, synes også at gentænke form i en post-kolonial, intersektionel forstand. Et eksempel er chilenske Patricio Guzman, der i halvfjerdserne lavede stor-værket The Battle of Chile, en tre-delt dokumentar om kampen for nationen Chile’s sjæl mellem tilhængere af Salvador Allende og Augosto Pinochet. Hans sidste to dokumentarer, Lysets Nostalgi og Perlemorsknappen, har derimod handlet om del-områder, om ørkenen, om havet, om indianerstammer, om alle de måder Chile er mere end bare Chile. Måske er der en logik i at filippinsk film er så stor i disse år, for få områder er mere inter-sektionelle end dem. Spanierne koloniserede, amerikanerne tog beredvilligt over. Japan besatte i fyrrerne. Islam koloniserede førhen, og nu mener den kontroversielle nye præsident Rodrigo Duterte at landet skal alliere sig med Rusland og Kina. Få landes historie er så kompleks og sammenvævet, så få landes historie har i så høj grad skreget efter en ny form for filmisk historieskrivning. Og den har Lav Diaz været den ubetinget bedste til at udvikle.

Jeg skal sige, at jeg ikke er nogen reel ekspert når det kommer til Lav Diaz. Jeg har læst meget om ham de sidste par år, siden han brød eftertrykkeligt igennem på Cannes i 2013 med Norte – The End of History, men har kun set fire af hans film. Der er det med ham, at en af de måder han formår at lave kompleks historieskrivning er ved at lave film der er længere end normalen. Det kræver selvkontrol at se film som den næsten ti timer lange Evolution of a Filipino Family, eller den ni timer lange Death in the Land of Encantos. Jeg har set dem jeg har kunnet se på festivaler, og læst om resten. Efter at have lavet nogle film inden for den etablerede filippinske filmbranche – godt nok lowbudget film, men alligevel indenfor etablerede spilleregler – valgte Diaz at stå helt på egne ben, brede ud i tid, og optage dem med et eget minimalt crew, med billige digitale kameraer. Af en eller anden grund er no-budget digital-film blevet en af ingredienserne i den nye post-koloniale / intersektionelle film, fra Pedro Costa’s eksperimenterende narrativer fra immigrant-slum i Lissabon, til den iPhone-optagede Tangerine om transkønnede prostituerede på gaden i Los Angeles. Lyset falder anderledes, det ser billigere, mere flygtigt ud. For Lav Diaz’ film var produktionen det vigtigste, produktet plejede at skramle og skratte og se mærkeligt ud, som en art demonstrativ anti-film. Men nu har hans tre seneste film vundet store festival-priser, og han begynder nærmest at invadere den filippinske filmverden. Han begynder at lave film med stjerner!

Charo Santos-Concio, en af Filippinernes kendteste skuespillerinder, vendte tilbage til filmverdenen for at spille Horacia Somorostro, en kvinde der efter 30 års fængsel bliver sat på fri fod, da en cellekammerat tilstår at have begået det mord Horacia blev dømt for. Den skyldige forklarer derudover, at forbrydelsens ‘mastermind’ (det siges naturligvis på engelsk) var Horacia’s ekskæreste Rodrigo Trinidad, en rig og indflydelsesrig mand, der var jaloux på Horacia og hendes nye mand. Horacia rejser til Rodrigo’s hjemby Calapan, hvor hun planlægger at tage hævn. Plottet er baseret på en fortælling af Tolstoj, som jeg ikke ved om er udkommet på dansk, men som på engelsk hedder ‘God Sees the Truth, but Waits.’ Også Norte, gennembruddet fra 2013, var baseret på russisk litteratur, nemlig Dostojevskij’s ‘Forbrydelse og Straf’. Filmene ligger lidt i forlængelse af hinanden, for i Norte tilføjede Diaz en karakter, Joaqin, som blev idømt fængselsstraf for mordet begået af filmens Raskolnikov, kaldet Fabian – endnu et navn med et F!

I stedet for blot at myrde Rodrigo Trinidad bliver Horacia vævet ind i byens subkulturer, hvilket er en ret stor del af grunden til at filmen er blevet næsten fire timer lang. Det tager jo tid at væve sådan en verden sammen. Det er i disse sekvenser at filmens kunstneriske clou ligger. Lav Diaz’ film er langt det meste af tiden sort/hvide digital-film, men det veksler hvor meget kontrast der er mellem det lyse og det mørke. I Storm Children: Book One var verden fanget mellem den hvide himmel og det sorte vand, i From What Is Before var der mørket i junglen, som karaktererne langsomt vandrede ud fra. De bedste scener i The Woman Who Left foregår om natten i Calapan, hvor kontrasten mellem det bælgmørke og de mange lamper skaber utrolige billeder, med højt metaforisk indhold. ‘Guds Lys‘ kalder den pukkelryggede snack-sælger de mange lamper, der dog vist i virkeligheden er sat op for at illudere rigmandsvillaerne. Fattigfolk kryber sammen omkring bål på offentlige steder. Lange scener mellem filmens personer udspiller sig med deres ansigter komplet skjult, når de vender ansigtet væk fra gadelamper og dermed falder i skygge. Og så klippes der til deres ryg, som til gengæld er komplet oplyst. Om personerne er oplyst eller mørklagt, det afhænger jo af hvorfra man ser dem, ing? Ligesom med det gode og det onde, ing?

En kvinde danser i skæret fra en gadelampe. Pludselig falder hun om på jorden, og Horacia skynder sig hen for at passe på hende. Men nu sidder de netop op imod lampen, så vi kan ikke se den dansende kvindes ansigt, blot en masse uglet hår, og så kan vi hører en utrolig dyb stemme. Det viser sig at være Hollanda, en transkvinde, spillet af John Lloyd Cruz, endnu en af Filippinerne’s store skuespillere, som nu for anden gang er med i en Diaz-film, efter den 8-timer lange A Lullaby to the Sorrowful Mystery, der spillede på Berlin-festivalen i år. Som sagt har jeg ikke set alle Diaz’ film, men jeg har læst mig til at temaet med lidende kvinder, som er tydeligt i denne her, i From What Is Before, og i Norte, også går igen i de tidligere film. Det er heller ikke unormalt at kvinderne har en sindslidelse, der kan svinge fra simpel melankoli som i Melancholia og til hjernesygen CTE som i Florentina Hubaldo, CTE. I From What Is Before skulle Joselina’s sindssyge illustrere Fillipinerne som forsvarsløst land, og at hun bliver både voldtaget, og ender med at dø sammen med sin søster, siger en del om Lav Diaz’ negative opfattelse af hans hjemland.

Nu er kvinderollerne dog mere komplicerede. Hollanda har ‘hjernesyge’, javist, men det er epilepsi og alkoholisme, og hun er såmænd komplet forståelig det meste af tiden, og fuldt ud i stand til at tale og agere. Kønsrollerne er også komplekse, Hollanda er fanget mellem mand og kvinde – det er ikke accepteret at være transkønnet på Filippinerne 1997, og Hollanda accepterer heller ikke sig selv – og den eneste der snakker om at blive voldtaget er den pukkelryggede snacksælger, som blev holdt som sexslave da han var i fængsel. Horacia vandrer byen rundt om natten i androgyn påklædning, bukser, skjorte, baseball-cap, og planlægger at udøve vold over manden der forrådte hende. Hvor Diaz’ plejer at skildre traumerne hans land har været igennem – han siger der var fire, Spaniens kolonisering, USA’s ditto, Japan’s besættelse og Marcos’ diktatur – så skildrer han denne gang hvad der sker bagefter, når folket bliver løst for sit bånd, og skal overveje hvordan de reagerer.

Hvis Horacia kom i fængsel ca 30 år før 1997, så er hun blevet dømt i sluttresserne, få år før Marcos startede sit diktatur med at erklære undtagelsestilstand i 1972 – det traume som Diaz skildrede i Guldleopard-vinderen From What Is Before. Hvis vi siger at Norte foregår samme år som den udkom, så blev Joaqin straffet for Fabian’s forbrydelse få år før et muligt femte traume, Rodrigo Duterte’s præsident-periode, indtrådte. Lav Diaz’ film gentager sig selv, fordi Filippinerne’s historie gentager sig selv. Populisten Duterte siger at være på de fattiges side, men er ifølge Diaz støttet af bl.a. Marcos-familien. Måske den nye politiske situation er grunden til at Diaz’ fattige karakterer er langt mere voldelige og hævntørstige end de plejer. Nu lider de ikke i stilhed, nu slås de, sigter de med våben, og planlægger død og ødelæggelse. Det ser ikke ud til at være nogen udvikling som løser folkets problemer, men det er en tematisk udvikling som gør værket mere kompleks. Den for sin genre ekstremt succesrige anti-filmskaber ser også ud til til tider at lave en lille sejrsrunde. Tænk at få to af sit lands største stjerner – tænk noget i retning af Ghita Nørby og Pilou Asbæk – til at spille med i en fire timers lang no-budget film, lade manden spille transkønnet, og så sætte dem til at synge Somewhere fra West Side Story til hinanden. The Woman Who Left skulle egentlig blot være en lille film, Diaz’ store projekt i disse år har været hvad der blev til den 8 timer lange Lullaby to a Sorrowful Mystery. Men det er den ‘korte’ film som er blevet en succes, den er forholdsvis lettilgængelig, men alligevel fuld af billed-mystik og plads til at ånde.