Palmesøndag del 68
(Pedro Almodóvar, Spanien
Cannes 2016)
Jeg tror Pedro Almodóvar var ked af det i 2016. Julieta var endnu en mørk film, den tredje mørke film han havde lavet siden Brudte Favntag, og munterheden i De Elskende Passagerer fra 2014 var omvendt så uoverbevisende, at man nærmest blev endnu mere ked af det. Julieta er en langt mere vellykket film end de to tidligere, som måske ikke er så stærk som Almodóvar’s mesterværker for 10-15 år siden, men som minder mere om hans melodramaer fra 90’erne. Som med de fleste af de film Almodóvar lavede i den her periode, så bliver der refereret bagud i filmografien, og det er ikke altid med lige stor glæde. Der er en sorg og en behandling af tab, en fornemmelse af tabt fortid, som der også var i Brudte Favntag. Men denne gang handler det om langt mere typiske Almodóvar-emner: Køn, moral, synd og skam.
Julieta bygger på tre noveller af nobelprismodtageren Alice Munro, der er udgivet på dansk i samlingen Væk. Almodóvar inkluderer alle novellerne, men har vendt rundt på kronologien, så hans film starter der hvor den sidste novelle slutter, nemlig med at hovedpersonen (som hos Munro hedder Juliet og er canadier) får oplysninger om hvor hendes datter er forsvundet hen. I novellerne er det historiens klimaks, Juliet har givet sig selv skylden for at hendes datter stak af, men da hun hører hvad datteren har gjort af sig selv kan hun acceptere at det er datteren som har gjort noget forkert, ikke hende selv. De tre noveller har alle omhandlet Juliets eget forhold til skyld og samliv: I den første, der dels foregår mens hun er på vej for at mødes med den mand der skal blive far til hendes barn, dels indeholder et flashback til deres første møde i et tog; og i den anden hvor hun rejser hjem til hendes fordømmende forældre med hendes lille uægte datter; og så i den tredje der kredser om datterens renden bort og de tragedier der ledte op til det. Hos Almodóvar bliver datterens fravær slået fast med det samme, og filmen kredser langt mere om tragedierne, og Julietas sorgbearbejdelse. Eftersom Almodóvar’s film så ofte har omvendt kronologi og kredser om hemmeligheder og tragiske forhistorier føles Julieta som en ganske typisk Almodóvar’sk historie fra 90’erne.
Men andre ting er mere nye for Almodóvar. Som hans seneste film føles dele af Julieta mest af alt som en metafilm. Især føles det første flashback, til togturen hvor Julieta møder sin Xoan, som en rejse tilbage til Almodóvars egne tidligere film. Adriana Ugarte, der spiller Julieta som ung, er stylet med afbleget og opsat hår som en gammel Almodóvar-heltinde, og de clashende primærfarver synes taget ud af Kvinder på Randen af et Nervøst Sammenbrud eller Bind Mig, Elsk Mig. Men filmmediet har ændret sig, og på digital film opfører farver sig bare anderledes end de gjorde på celluloid. Visse af farverne bliver nærmest selvlysende, og der skabes en nærmest fantasmogorisk stemning, som var erindringerne en forvrænget drøm. Denne følelse bliver ikke mindre af at sekvensen indeholder nogle bizart uvirkelige cgi-effekter, af en løbende hjort og af det kørende tog, som forhåbentlig er ment at virke uægte. Det er som om fortiden bliver forvrænget. Da Julieta og Xoan har sex filmes det som et genspejl i togvinduet, igen forvrænget, som kan det kun genfortælles gennem et slør.
Sorgen over den tabte fortid er på mange måder det definerende tema i de film Almodóvar lavede fra Brudte Favntag og til Smerte og Ære. De mest rørende scener i Julieta viser hovedpersonen nærmest paralyseret af sorg, ja sorgen gør hende bogstavelig talt 20 år ældre, når hun går fra at blive spillet af Adriana Ugarte til Emma Suarez i et enkelt flot klip. I en anden sekvens ser vi kort en montage af alle de mennesker Julieta har tabt. Filmens første billeder forestiller en skulptur af en siddende mand, udført af den tabte veninde Ava, som Julieta forsigtigt pakker ned. Bemærkelsesværdigt er det en mand som mangler en penis, et symbol som trækker hele filmen ned på et psykoanalytisk plan Almodóvar som regel ikke bevæger sig på. Er det virkelig det som filmen handler om? De grundlæggende ‘mangler’ i vores liv, i psykoanalysen kastraktionsangst & penismisundelse, i vores liv generelt det sure faktum at døden og tiden tager stort set alt fra os? Da Julieta besøger sine forældre lægger hun sig til at sove i samme seng som sin mor, som vil filmen lige påpege et ødipuskompleks, som også datteren til Julieta og Xoan synes at lide af i en anden forstand.
Det her er ren spekulation, men jeg kan have Almodóvar mistænkt for på den ene eller anden måde at være kommet i kontakt med psykoterapien. For den slags freudianske elementer plejede bestemt ikke at være til stede i hans film. Når filmene berørte kastraktioner og mænd uden penisser, så skyldtes det som regel de mange transkønnede der befolkede det Almodóvar’ske univers. Manuela fra Alt Om Min Mor mister også sin søn, rejser fra sit job, brød med sin elsker for år tilbage, men der er aldrig nogen fornemmelse af at noget grundlæggende er gået tabt i hende, og til sidst belønnes hun med endnu en lille Esteban. Bemærkelsesværdigt nok valgte også begge transkvinder at beholde deres penisser i den film, hvilket i Julieta‘s freudianske symbolik synes at mene at de ikke har mistet noget ved at transitere køn. Det er ikke fordi den ene udlægning er mere rigtig eller forkert end den anden, blot for at sige, at der er noget både mærkværdigt og fascinerende ved sene Almodóvar film. Manden laver ikke længere mesterværker på stribe, og som så mange andre ældre instruktører er der et element af gentagelse over hans film. Men det er en gentagelse med et kritisk blik, som om han ikke længere tror på det han sagde engang, men på samme tid ville ønske han stadig kunne sige det. Det er den fornemmelse man får af den drømmende togsekvens. En tabt filmisk stil, et ønske om genvinding, og en erkendelse af at det aldrig kan lade sig gøre. Julieta mangler dog det som gør opfølgeren Smerte og Ære så god: Viljen til at finde en ny filmisk stil.