Palmesøndag del 64
(Todo Sobre mi Madre, Pedro Almodóvar, Spanien
Cannes 1999, Bedste Instruktør)
Mit projekt Palmesøndag, en gennemgang af samtlige 1700+ nominerede til De Gyldne Palmer i Cannes, er på den ene side grotesk stort og komplet uhåndterligt, men på den anden side vil det altid blive ufuldstændigt som filmhistorisk arkiv. Dertil har Cannes været for lidt oppe på mærkerne. Tag spanske Pedro Almodóvar, for eksempel. Efterhånden har den legendariske spanske instruktør været i Cannes seks gange, men det er et noget skævvredet billede af hans karriere de seks film giver.
I sin bog Gay Directors, Gay Films? af Emanuel Levy bliver Almodóvars karriere delt op i fire dele. En flamboyant fase med syv film fra den punkede debut Pepi, Luci, Bom fra 1980 og op til komedien Kvinder på Randen af et Nervøst Sammenbrud fra 1989. En mellemfase i halvfemserne, fem film fra Bind Mig, Elsk Mig og til Kødet Skælver. Derefter de fire modne mesterværker Alt Om Min Mor, Tal Til Hende, Dårlig Dannelse og Volver, og så den fjerde fase, indledt af Brudte Favntag, som blot var begyndt da bogen blev skrevet. At Cannes først stod på i den ‘modne’ fase, det er vel ikke helt unormalt, selvom det stadig er sjældent en instruktør først får sin store auteur-status med film nummer 13. Men ud af de seks gange Almodóvar har været i konkurrence, så er det faktisk kun med to af ‘mesterværkerne’, og fire gange derefter. Dårlig Dannelse blev i 2004 vist som åbningsfilm, uden for konkurrence, hvilket jeg har meget svært ved at få til at give mening.
Så fortællingen man får her er skæv. Men den er også interessant, efter min mening. Man får starten og slutningen af den modne fase, Alt Om Min Mor og Volver, og så er fire gange mærkelige film det er svært at få hånd om. Men som så måske til sidst endeligt giver mening med Smerte og Ære. Den historie vil jeg forsøge at fortælle i seks kapitler.
Det har aldrig været let at få Pedro Almodóvar’s karriere til at give mening. Da han startede i start-firserne var det som en del af ‘La Movida Madrileña’, ‘den madrilenske bevægelse’, et punket fest-opgør med fascist-tiden og dens stive konservatisme. Dette passede dog heller ikke voldsomt godt med samtidens spanske filmkunst, der i bedste censur-undvigende stil havde gjort sig i det poetiske, det antydede og det seriøse, med Carlos Saura som det helt store navn. John Hopewell’s Out of the Past: Spanish Cinema after Franco talte i 1986 om at spansk film ‘had never had it so good’ på grund af navne som Saura, Berlanga, Erice, oscar-vinderen Garci, og mange andre. På den liste mangler Almodóvar helt, han måtte i stedet nøjes med at få gennemgået sine indtil da fem film over tre sider, som den aller sidste instruktør i bogen. Her tyve år efter står Almodóvar som den nok største spanske filminstruktør nogensinde – lidt afhængigt af hvordan man opfatter Buñuel. Allerede i 1989 blev han nomineret til sin første Oscar, Golden Globe og Bafta, med Kvinder På Randen af et Nervøst Sammenbrud, og op igennem halvfemserne solgte han flere billetter end de fleste ikke-engelsksprogede instruktører. Han var et navn, blot ikke et Cannes-navn.
Der var ellers en tom plads som den store spanske instruktør dengang. Det kan godt være John Hopewell mente spansk film var bedre end nogensinde i 1986, på festivalscenen var den sædvanlige spanske stil på vej ud. Der manglede penge i det spanske filmsystem, og f.eks. mesteren Victor Erice har haft afsindig svært ved at få finansieret film. Carlos Saura gik i en mere folkloristisk, kommerciel retning, men hans flamenco- og tango-film har aldrig fået det samme ry som de første mere eksperimenterende værker. I halvfemserne gik det nærmest helt i stå. Alt Om Min Mor var ikke blot den første Almodóvar-film i Cannes, det var den blot tredje spanske film i konkurrence det årti, efter Kvædetræets Sol i 92 og Julio Mardem’s Tierra i 96. Den var noget nær en sensation, var storfavorit til at snuppe Guldpalmen – som dog i stedet gik til andre konkurrence-debutanter, Dardenne-brødrene for deres Rosetta – men Almodóvar måtte nøjes med at vinde Bedste Instruktør. Og resten er historie, som man siger. Almodóvar fulgte op med den ene storfilm efter den anden, som måske ikke altid fik de største anmeldelser, men altid skabte debat. I dag står han som en af de største instruktører, ikke blot i Spanien, ikke blot i Europa, men på hele den globale arthouse-scene.
Så hvad gør Alt om min Mor så meget bedre end de foregående? Rent plotmæssigt er det nærmere en videreudvikling end et nybrud. I halvfemser-film som Høje Hæle og Min Hemmeligheds Blomst var Almodóvar begyndt at bevæge sig i en mere melodramatisk udvikling, uden så megen satire og komik, og samtidig uden helt så mange mord og voldtægter som der gerne var i hans tidligere film. Alt Om Min Mor er et melodrama med forbløffende meget plot, men der er ikke de sædvanlige sæbeopera-teknikker. Manuela er titlens mor, hendes søn hedder Esteban, og hun har fortalt ham at hans far er død. Sønnen er gryende digter, formentlig homoseksuel, og moren har travlt på sit arbejde som sygeplejerske. Og så, 13 minutter inde, bliver Esteban kørt over og dør. Manuela står nu på anden side af det dillema hun arbejdede med som professionel, da hun skal tage stilling til spørgsmålet om organdonation. Fem minutter senere har hun sagt ja, Estebans hjerte er blevet transplanteret over til en midaldrende mand, og Manuela har brudt reglerne for at spionere på modtageren. Allerede her er der plot til en 2-3 film, men filmens centrale fortælling er nærmest ikke gået i gang endnu. Det kommer først da Manuela, i forsøget på at genfinde Esteban’s far, drager hjem til Barcelona efter årtiers fravær. Faren har efter en kønsskifteoperation taget navnet Lola. Og hun er for øvrigt også døende, og har smittet nonnen Rosa med AIDS, og gjort hende gravid. Og så er der skuespillerinden Huma, og endnu en transkønnet, La Agrado, der i en af filmens bedste scener underholder en fyldt sal med prissætningen på alle de kosmetiske operationer hun har fået foretaget. Sagt med andre ord er det ikke fordi Almodóvar’s modne mesterværk er sådan specielt mere asketisk, mindre kitchet, eller mindre overlæsset.
Så hvad er forskellen? Personligt finder jeg Alt om min Mor har en langt større fornemmelse af liv. Et af de bedste øjeblikke i Almodóvar’s filmografi kommer til sidst i Kvinder På Renden af et Nervøst Sammenbrud, hvor Pepa vender hjem til sin lejlighed efter et par tumultariske og forrykte dage (hun har netop reddet sin ex-elsker fra at blive myrdet i lufthavnen af en gal kvinde, efter i forvejen at have sørget for hans fly ikke ville blive kapret af shiitiske terrorister) og finder Marisa, der netop er vågnet efter at have spist sovepille-fyldt gazpacho. De to kvinder deler et øjeblik sammen, blot et moment, i en gal og forvirrende verden. Den slags øjeblikke, som man tidligere skulle gøre sig fortjent til hos Almodóvar, de findes til overflod i Alt om min Mor. Forholdet mellem Manuela og Esteban er noget af det varmeste der findes hos instruktøren, fra de sidder i sofaen sammen og ser Alt om Eva, og til de venter i regnen efter at have set Omstigning til Paradis i teatret. Og hvor melodramatikken førhen kom i voldelige stød, så er der nu mere plads til sorg og bearbejdelse. Ja, Esteban dør pludseligt, men hans død føles langt vigtigere fordi vi mærker hvad det betyder for Manuela. Rosa’s graviditet og sygdom giver plads til flere varme omsorgsscener, ligeså da La Agrado introduceres efter at have fået tæv af en potentiel kunde, og stykkes sammen igen af Manuela. Der er en empati over filmen, som der ikke altid er hos Almodóvar, tydeligst i førnævnte tale fra La Agrado’s side. ‘Det koster meget at være autentisk, og man kan ikke spare, for man er mere autentisk, jo mere man ligner det man drømmer om at være.’ Det er en af Almodóvars bedste replikker, nærmest et opråb for hans antirealistiske og antiautentiske melodramatik.
Der er ting jeg aldrig bliver fan af hos Almodóvar. Instruktøren var en pioner i at skildre homoseksualitet, transkønnede, ja såmænd bare kvinder, i hans film, men med så meget pionerarbejde rammer man ikke rigtigt hver gang. Jeg har bevidst brugt ordet ‘transkønnet’ om de mange karakterer i færd med kønsskifter, men Almodóvar – og det meste af kritikken om ham – bruger oftere udtrykket ‘transseksuel’. Og selvom La Agrado måske er filmens bedste karakter, og skildres med varm empati, så er hun stadig en småtragisk karakter, der trækker for at tjene penge til sine kosmetiske operationer, som alligevel til tider neutraliseres af de tæsk hun får af sure kunder. Og Lola er en karikatur, en AIDSramt døende junkie, der skader filmens resterende kvinder, smitter Rosa med AIDS og stjæler fra Agrado. ‘Du er ikke et menneske, du er en epidemi’ siger Manuela til hende. Almodóvar har været ude og kritisere ‘politisk korrekthed’, men der er en forskel på at være politisk ukorrekt, og blot virke falskt. Både Agrado og Lola føles måske som konstruerede fantasier, men Agrado føles som om hun selv konstruerer hvem hun er, mens Lola føles som noget konstrueret af Almodóvar.
Og så er der en sidste kritisk ting, nemlig at jeg bare har det lidt svært med hvordan filmen ser ud. På det her tidspunkt af Almodóvar’s karriere havde han eminent styr på sine billeder, og især deres farver. Der er fantastiske poetiske passager, f.eks. en montage da Manuela kommer til Barcelona, hendes taxatur ud til Agrado’s hookup sted, eller et glimt af Manuela foran en teaterplakat. Det er meget, meget smukt. Men andre billeder kan jeg ganske enkelt ikke lide. Det er ren smag og behag, men der er for mange clashende primærfarver i den her film til min smag. Det kan ikke modbevise andre som mener det er et mesterværk, bestemt ikke. Jeg ville bare lige være ærlig. Bortset fra det, så er Alt om min mor så klart en klassiker.