Brudte Favntag

Palmesøndag del 66
(Los Abrazos Rotos, Pedro Almodóvar, Spanien
Cannes 2009)

“Film skal afsluttes om man så må gøre det i blinde.”

Brudte Favntag starter med nogle for Almodóvar ganske atypiske billeder. Vi ser billeder fra en filmoptagelse, det gør vi ofte hos Almodóvar, men her er det vist som digital, gnidret råklip. Det er ganske atypisk. Når f.eks. der skydes en horror-film i Bind Mig, Elsk Mig eller hovedpersonens barndom filmatiseres i Dårlig Dannelse, så viser filmene det som færdigt, smukt, endeprodukt. De gnidrede billeder giver os en følelse af fortid, at det er gamle billleder, og, eftersom musikken er ganske melankolsk, en fornemmelse af tab. 

Brudte Favntag er en virkelig melankolsk, mørk og tragisk film, og den kommer i Almodovar’s filmografi nærmest som et chok efter den lykkelige Volver. Men jeg vil påstå den rent faktisk nærmest er en opfølger og et korrektiv til den foregående film. De to hænger sammen som få film hos Almodóvar.

Brudte Favntag er en ret atypisk Almodóvar-titel, for der er faktisk ikke ret mange brud i hans film. Ting bliver ved. Ofte kommer der liv ud af døden. I Alt om Min Mor: Manuela’s søn dør, men hans hjerte giver liv til en anden mand. Lola og Rosa dør, men deres søn bliver opdraget af Manuela. Ud af dødsfaldene i Tal Til Hende opstår en mulig kærlighedsaffære med de overlevende. Volver er den arketypiske Almodóvar-titel, alting vender tilbage, bliver ved, kommer igen. Men ikke denne gang. Brudte Favntag handler om en blind filminstruktør, der plejede at hedde Mateo Blanco, men som på et tidspunkt skiftede navn til Harry Caine. En kendt industrialists død sætter en række flashbacks igang, og efter industrialistens søn opsøger Harry bliver forhistorien oprullet. Industrialisten finansierede Mateo’s film ‘Chicas y Maletas’ (Kvinder og Kufferter) mod at hans elskerinde Lena spillede hovedrollen, men Lena og Mateo indledte et forhold, og endte med at stikke af fra den voldelige rigmand. Som man nok kan gætte af instruktørens blindhed, og fraværet af Lena i nutiden, så endte det ganske tragisk.

I hvad der efterhånden er ganske typisk Almodóvar-stil, så refererer Chicas y Maletas naturligvis bagud i hans egen filmografi, specifikt ligner filmen nærmest en kopi af Kvinder På Randen af et Nervøst Sammenbrud, der var Almodóvar’s sidste film med sin muse Carmen Maura indtil Volver 17 år efter. Det lægger en mørk subtekst over hele filmen, for tabet af Lena kommer til at virke som tabet af Carmen. Det bliver endnu mere mørkt og ubehageligt, eftersom Volver netop postulerede at Carmen Maura faktisk aldrig rigtig var ‘tabt’, hun var bare ikke lige med i nogle år. Volver var en hyldest til kontinuiteten hos Almodóvar, men tre år efter lavede han en film der sagde: Nej, der gik faktisk nogle ting tabt undervejs, der var ting som ikke var okay. Almodóvar har selv sagt at konceptet til filmen opstod i en periode med migræneanfald, og at det var frygten derfra der fik ham til at skrive om en filminstruktør der blev blind – alle filmskaberes største mareridt. Jeg tænker mig – men ved det ikke – at to andre chok har angrebet optimismen fra Volver: Finanskrisen fra 2008 kan have inspireret til industrialisten, der udnytter alt og alle og bliver voldelig når han ikke får tingene som han gerne vil have det. Og filmverdenens skift til digital film synes at kunne mærkes i brugen af gnidrede, lofi billeder.

For nylig fik jeg en idé. Man siger jo nogle gange, at der er forskel på at grine ‘med’ og ‘af’ nogen. Måske det samme gør sig gældende med tragedier? Blandt kritikken af Brudte Favntag synes der at være mange der mener, at Almodóvar her, for måske første gang nogensinde, mistede grebet om sin film. Almodóvar er en mesterlig melodrama-manipulatør. Selv når han lavede scener som folk stod af på, som f.eks. en meget lang voldtægtsscene i Kika, der forsøger at være morsom, så er det teknisk uhåndgribeligt. Men Brudte Favntag virker vitterlig en del mere rodet end normalt, usikker og søgende. Og måske er det lige præcis det jeg har ledt efter hos Almodóvar, for jeg finder at der er langt mere plads til mig i den her film, og jeg føler det er én af hans film der berører mig mest, omend måske jeg bliver berørt af snarere end med filmen. Der er håndholdt kamera, skæve vinkler, og et par nærmest Fellini’sk syrede billeder. Mest af alt er der lofi-billederne, måske de grimmeste billeder der har været i en Almodóvar-film. Men netop ved at give plads til det grimme står det skønne så meget mere frem for mig. Filmens bedste billede er suverænt på en helt sjælden måde, et grimt, grynet, over-zoomet klip af et kys, med to søgende, kradsende, fortabte hænder mod skærmen. En famlen henover et brud. En rækken ud efter noget som ikke er der mere.

2533_5

Slutningen af filmen har også været ganske kritiseret, for sin postulerede feelgood-konklusion. Jeg har citeret slutreplikken øverst. Den sætning græder jeg 100% sikkert ‘af’ snarere end ‘med’. For hvad er det egentlig der bliver sagt? Det er ment positivt, at man skal gøre sit bedste og finde mening i arbejdet, men lyder det ikke tvungent? Film skal afsluttes. Man skal altid videre, det nytter ikke noget at stoppe op. Den konstante bevægelse der blev hyldet i Volver bliver pludselig noget mere dæmonisk. Det virker også ufrivilligt tragisk, at en af de lyse pointer i Brudte Favntag består i at Harry Caine får mulighed for at gøre en gammel usammenhængende film til en sammenhængende og langt bedre enhed, når samtidig Brudte Favntag er et miskmask der aldrig selv går op i en højere enhed. Men netop det uintenderet paradoksale ved den slutning bliver en større tragedie. Jeg vil faktisk næsten gå så langt som til at sige at duoen Volver -> Brudte Favntag er noget af det mest komplekse, interessante, og dybeste Almodóvar har lavet, om han ville det eller ej. Efter et kæmpe skulderklap til sig selv rev han det alt sammen fra hinanden igen. Under alle omstændigheder er Brudte Favntag, efter min mening, dén oversete perle i filmografien. Måske ikke på højde med Tal Til Hende, Alt Om Min Mor eller Kvinder på Randen af et Nervøst Sammenbrud, men blandt dem i rækken lige under. Jeg har arbejdet mig igennem næsten alle film af Almodóvar på det seneste, og Brudte Favntag er den af dem jeg ikke kan lade være med at tænke over.

Jeg tror også tiden er inde til at genopdage Brudte Favntag, for dens mørke blev i høj grad det mørke som Almodóvar kæmpede med i de næste ti års film. For så endelig at få det forklaret i Smerte og Ære, der for mange var et comeback. Det var bestemt også hans bedste film meget længe, men den kom ikke ud af ingenting. Det er sidste brik i et puslespil, der blev begyndt med Brudte Favntag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *