En mand sidder på en restaurant. Scenen er filmet stort set uden dybdefokus, vi ser kun mandens hoved og skuldre, baggrunden er komplet utydelig. Han sidder også i sine egne tanker, lukket om sig selv. Men hov, nu får han øje på noget i distancen, det må være uden for restauranten. Nu retter han sig op med stor interesse, gad vide hvad det er? Spændingen stiger, vi venter på klippet, KLIP, OG… vi ser tre utydelige pletter uden for en glasvæg… Kameraet blev på mandens ryg, men stadig uden dybdefokus, så alt andet er stadig utydeligt. Det er ofte meget rart når en film har så megen stil, at den har overskud til at gøre grin med det.

Men det er nu også meget rart når en films stil giver mening. Heldigvis er Sidste Nat I Caracas også den type film. Især i første del af filmen er manden i centrum, Armando, filmet fladt og uden dybde. Han er ganske alene i verden. Han arbejder med tandproteser, og i sin fritid samler han unge mænd op i Caracas’ busser eller på gaden, og betaler dem penge for at tage med ham hjem. Hvor han vel og mærke ikke har sex med dem, han ser bare på dem mens han onanerer. Ikke engang i hans sexliv har Armando reel kontakt med andre mennesker, han er vitterlig fanget i sin egen verden. Men der er en anden del af æstetikken, for mens billedet altid isolerer Armando fra resten af Caracas, så lader den fremragende lydside aldrig byen ude. Selv inde i Armando’s lejlighed kan man altid høre gadelarmen, og uden for er den naturligvis så meget desto mere fremtrædende. Det er en paradoksal effekt: Billedligt er Armando alene, men lydligt er han altid omringet. Han er isoleret, men aldrig i fred for omverdenen. Det er en ganske unik æstetisk tilgang, som gør Sidste Nat I Caracas til et værk, der varmt skal anbefales til alle.

Men hvad er det som isolerer Armando? Ja, konkret er det vel hans homoseksualitet. Det er klart og tydeligt, at det ikke er velanset i det omkringliggende samfund. Armando samler unge Elder op, i hvis sociale verden det næsten er endnu mere ødelæggende. Men den æstetiske effekt er mere generel. Hvad Armando mangler er et sted han kan være både sig selv og anonym på samme tid, som f.eks. en bøssebar. Han er altid enten 100% privat eller 100% anonym, der mangler et sted midt imellem. Hvis det bredes ud, så mangler der simpelthen en social sfære i Caracas. På den vis taler filmen om et mere generelt problem for Venezuela. Der mangler ikke blot en homoseksuel sfære i Caracas, men der er mangler i byens sfæriske inddeling som sådan. Alt er for rigidt opdelt, der mangler elasticitet i opdelingerne, hvorfor forholdet mellem Armando og Elder, adskilt som de er i alder og social klasse, aldrig kan blive andet end anspændt og voldsfyldt.

Med så tankevækkende og æstetisk stærk en film er det ikke ufortjent at instruktør Lorenzo Vigas overraskende vandt Guldløven på sidste års Venedig Film Festival, for næsen af film som Charlie Kaufman’s Anomalisa og Luca Guadagnino’s A Bigger Splash. Vigas var dog en overraskende vinder, som debutant fra en filmnation uden de store bedrifter. Venezuelansk film har ikke haft de store successer, selvom San Sebastian’s Gyldne Konkylie også for nylig er gået til en venezuelansk film, nemlig Mariana Rondón’s Bad Hair i 2013. Og der er sammenhænge, også Rondón’s film viser hvor lidt privat identitet man har i Caracas, her vist ved en ung mands hår, der hverken må være for kruset – så er han kodet som sort – eller for glat – så er han kodet som feminin. Sidste Nat I Caracas lever dog også af at være en latinamerikansk co-produktion, med en historie fra mexikanske Guillermo Arriaga, der skrev filmene 21 Grams, Babel for Alejandro Gonzáles Iñárritu og The Three Burials of Melquiades Estrada for Tommy Lee Jones. Og man kan godt mærke den mystiske og twistfyldte atmosfære som Arriaga er kendt for. Mere centralt er dog samarbejdet med to chilenere, nemlig Alfredo Castro, der spiller Armando, og fotograf Sergio Armstrong. Begge er kendt fra landsmanden Pablo Larrain’s film, hvoraf vi herhjemme har set No og El Club, og formentlig får meget mere at se. Larrain ser nemlig ud til at få et helt stort gennembrud i år, hvor hans Neruda er en oscarfavorit i det ikke-engelsksprogede felt, mens hans engelsksprogede Jackie ligner en favorit i mange andre kategorier. I så fald bliver Sergio Armstrong forhåbentlig også anerkendt som en af verdens bedste og mest interessante fotografer lige nu. Han er altid villig til at eksperimentere, om det er det overbelyste reklamevideo-format i No, de udtværede og forvrængede billeder i El Club eller den manglende fokus i Sidste Nat I Caracas.

Jeg vil faktisk næsten gå så langt som til at kalde Sergio Armstrong en central spiller i en ny og fascinerende latinamerikansk filmbølge. Hvori Sidste Nat I Caracas med sin Guldløve kan siges at være en foreløbig krone på værket. En af Latinamerikas bedste skuespillere, fotograf, manusforfatter. Og samlet af en debutant med vilje og evne til at lave noget stærkt og unikt. Sidste Nat I Caracas er ganske enkelt film når det er bedst: En æstetisk oplevelse der sætter sig både i hjernen og i kroppen, vækker tanker og følelser, og bliver siddende.