Til tider med kunst får man det der stik i brystet. Den der ‘hvad var det?’ Det er altid farligt for en filmanmelder, for det føles irriterende, men kommer som regel når en film gør noget man ikke forventer, og ikke umiddelbart forstår. Mange film er fantastiske af grunde man nemt kan forstå, godt skuespil, god fortælling, pæne […]
Palmesøndag del 75 (Trois Couleurs: Rouge, Krzysztof Kieślowski, Polen Cannes 1994) -Bliv lidt -Hvorfor? -Der er sådan et smukt lys… Hvor mange film findes der, der er så gennemført glædelige som Kieslowski’s Rød? Åh, man bliver glad af mange af Kieslowski’s film, man bliver glad af det meste god kunst, men behageligheden i Rød er uovertruffen. Den varme […]
Palmesøndag del 74 (Maren Ade, Tyskland Cannes 2016, Fipresci Pris) Hvor mange næsten tre timers lange film er så lette at opsummere som Maren Ade’s mesterlige Min Far Toni Erdmann? Dens præmis er lige så gennemført som den er genialt enkel: Far Winfried (Peter Simonischek) forsøger at bonde med sin karriere-mindede datter Ines (Sandra Hüller) ved […]
Japan har været på udkig efter ‘den næste Miyazaki’ i årevis, ligesiden Hayao Miyazaki’s egen udvalgte efterfølger Yoshifumi Kondo i 1995 lavede mesterværket Hjertets Hvisken og få år efter døde, måske af udmattelse. I disse år falder opmærksomheden på to animatorer: Der er Makoto Shinkai, der i 2002 udgav Voices of a Distant Star, en film han havde […]
Ikke alle film er lige, og Hvid har alle dage været lidt mindre lige end de to andre film i Kieslowski’s farve-trilogi. Eftersom det netop er filmen om lighed er det måske lidt ironisk, men omvendt handler filmen mindst lige så meget om ulighed, om xenofobi, kønskamp og røver-kapitalisme. Filmen har ikke eksperimenterende cinematografi som Blå og Rød, og hvor […]
Der plejede at være en rutine med Grasten-film, en evindelig strøm af useriøse serie-film – Krummerne, Anja & Viktor, Bølle Bop – hvis overskud så blev omsat til seriøse projekter, gerne litterært baseret – Familien Gregersen, Kun en Pige, Det Forsømte Forår. Lad os kalde det en strategi med visse knaster, for selvom populær-filmene ofte har været populære, så […]
På et tidspunkt – det er noget af det første i traileren – i Ali Abassi’s Shelley kører en bil i en skov op imod solen, kameraet stirrer stift op i modlys, hvide stråler vælder ind over træerne som en flodbølge fra himlen. Det kunne ligne noget fra et nordisk metal-cover, måske et billede Myrkur […]
Der er for lidt rum i dansk film. Eller snarere: Der er for få rum i dansk film. Eller måske snarere: Der er for få film der filmer rum så fint som Christian Tafdrup’s fornemme første film Forældrer filmer rum. Efter Kjeld og Vibeke’s søn Esben er flyttet ud får vi flotte klip fra de pludseligt så tomme værelser, stuer. […]
Selvom Pablo Trapero’s intense Klanen er et ekspansivt familieportræt af virkelighedens Puccio-familie fra Argentina, og også fungerer som et historisk 80’er-portræt af det argentinske samfund efter diktaturet, så vender det altid tilbage til det helt unikke i centrum: De fire kidnapninger, hvoraf tre resulterede i ofrenes død, som Arquimedes Puccio og hans sammensvorne udførte i årene 82-85. Filmens […]
It’s the spring of life, Chris. Sing it. Cherish it. For it will never come again. Terence Davies er Storbrittaniens bedste nulevende instruktør. Jep. Intet mindre. Ikke socialrealister som Ken Loach og Mike Leigh, ikke postmoderne Peter Greenaway, ikke nye stemmer som Peter Strickland, Andrea Arnold, Joanna Hogg eller Ben Russell. Ingen i UK har […]