Smerte & Ære

Palmesøndag del 177
(Dolor y Gloria, Pedro Almodóvar, Spanien
Cannes 2019, Bedste Skuespiller (Antonio Banderas), Cannes Soundtrack Award (Alberto Iglesias))

Smerte og Ære er en triumferende nøglefilm. Som jeg skrev i første tekst om Almodóvar, så var hans værk blevet opdelt i fire perioder, hvoraf den fjerde, begyndende med Brudte Favntag, ikke rigtig havde taget form endnu. Det gør den med Smerte og Ære, her falder alting til sidst på plads. Perioden bør kaldes den mørke periode, perioden med migræne og depression og famlen efter tabte ting. Men i sidste ende kommer Almodóvar ud på den anden side.

Baseret på en plotbeskrivelse lyder Smerte og Ære som årets mørkeste film. Filminstruktøren Salvador Mallo (Antonio Banderas) kan ikke lave flere film, han har hverken den fysiske eller psykiske formåen, ramt som han er af rygsmerter, hovedpine, angst og depression. Derudover er han aldrig kommet sig over moderens død. Da hans gamle film Sabor bliver restaureret, kan han pludselig se kvaliteter, han ikke har set før, og han forsøger en genforening med sin gamle muse Alberto Crespo (Asier Etxeandia), så de sammen kan introducere filmen ved en gallavisning. I stedet introducerer Crespo den smerteramte instruktør til heroin, og snart er Mallo fanget i et seriøst misbrug.

Som så ofte før hos Almodóvar, så er der tydelige selvbiografiske træk i Smerte og Ære. Antonio Banderas er blevet stylet til at ligne den ikoniske spanske instruktør – især håret er svært at tage fejl af, noget som instruktøren også påpeger i pressematerialet – og der er referencer til instruktørens egen fortid og filmografi. Sabor lader til at henvise til Kvinder på randen af nervøst sammenbrud, og Alberto Crespo er som en mandlig udgave af Carmen Maura, skuespillerinden der inkarnerede de fleste af Almodóvars kvinderoller i firserne, indtil de blev sure på hinanden og ikke arbejdede sammen indtil Volver fra 2006. Der er endda en henvisning til, at Crespo arbejder på at opføre Jean Cocteaus La voix humaine, den samme monolog der lå til grund for Kvinder på randen af nervøst sammenbrud.

Men ikke alt handler om filmskabelse. Endnu et spor følger Salvador Mallo som barn, hvor han sammen med sin mor – spillet af Penelope Cruz – flytter ind i en grotte, hjælper en ung mand med at lære at læse og skrive, og bliver sendt på et præsteseminar som en særlig lovende ung mand. Samtidig begynder en spirende seksualitet også at vise sig. Dette spor er næsten det filmisk mest interessante, dens verden af grotter, togstationer, præsteskoler, er så mærkværdigt oplyst, har sådan et mærkværdigt rum, det rammer en art barnlig rumfornemmelse – den mindste by er enorm, men hele verden er stadigvæk klar til at blive erobret – på en absolut vidunderlig måde. Smerte og Ære er en film, der lader til at tage udgangspunkt i noget ekstremt personligt for instruktøren, men som via sin æstetik får det bredt ud til at være en følelse, som alle mennesker kan genkende.

I og for sig er det denne dobbelte rumfornemmelse, der er det på én gang unikke, men samtidig universelle ved filmen. Ligesom lille Mallo flytter ind i en grotte, på samme måde er han som gammel som fanget i en egen grotte skabt af sit kropslige forfald og narkotiske blandingsmisbrug. Han har hele verden for sin fod – han er f.eks. mærkværdigt populær i Island, som han siger – men kan ikke komme ud af sin egen lejlighed. Er det ikke en tilstand som vi alle, på et eller andet tidspunkt i vore liv, kommer til at stifte bekendtsskab med? Vi begynder inde i en mave, og så langsomt kan vi komme flere og flere steder hen, men på ét eller andet tidspunkt begynder det at snævre ind igen. Vi kommer ikke så meget væk fra vore hjem, vore tanker hænger mere og mere fast ved historier fra vor fortid, og til sidst ligger vi i en hospitalsseng og kan ikke komme nogen vegne.

Smerte og Ære er en film, der lader til at tage udgangspunkt i noget ekstremt personligt for instruktøren, men som via sin æstetik får det bredt ud til at være en følelse, som alle mennesker kan genkende. Det er kunst. Tabet som Almodóvar konstant kredser om, i Brudte Favntag, Julieta, Smerte & Ære, kan med ret stor sandsynlighed siges at hentyde til hvad der skete med Carmen Maura, men den her gang får instruktøren gjort tabsfornemmelsen meget bredere. Almodóvar har haft det svært som instruktør, ikke blot fordi han tilsyneladende har lidt af alverdens skavanker, men også fordi hans gængse æstetik, med sin fint sammensatte palet af primærfarver, har set lidt mærkværdig ud på digital film. Men også her triumferer Smerte og Ære, og det er rent visuelt en af de mest behagelige film, vi har kunnet se meget længe. Og så sær, så sær. De der rum. Alt er så småt og grotteagtigt, men da så Crespo og Mallo tager heroin sammen for første gang, gør de det af en eller anden grund lige foran, hvad der ligner indgangen til en stor og luftig park. Som åbenbart ligger i Crespos baghave? Nyd også scenen, hvor Mallo er tvunget ud for at købe ind til sit nye misbrug, han er tydeligvis kommet ud af trit med sin omverden. Der er en detaljerigdom, som man kan fornøje sig over i lang tid bagefter, den sædvanlige personlighed som når Almodóvar er bedst. Det er en ægte sen-karriere triumf.

Den er den slags triumf der får resten til at give mening. Fem film er der i den mørke periode. Brudte Favntag, Huden jeg bor i, De elskende passagerer, Julieta og så Smerte og Ære. Dele af det passer endda med Kübler-Ross modellen om sorgens fem stadier: Her er Huden jeg bor i vrede og De elskende passagerer må være benægtelse, et hysterisk forsøg på at fortsætte som før. Det passer ikke helt sammen. I bakspejlet er Julita i virkeligheden snarere femte stadie, accepten, der hvor Almodóvar ligesom Julieta accepterer at en person er blevet væk, og derefter også kan acceptere at det måske ikke er hans/hendes skyld. Smerte og Ære er lidt noget andet. Det er der hvor han finder en kunstnerisk form til at få tingene til at passe sammen, finder et tema – grotte-temaet – der kan binde det filmisk sammen, og laver en ganske enkelt fremragende film. Herefter er der plads til at en ny periode kan begynde. Det bliver vildt interessant at følge.