Chronic

Palmesøndag del 52
(Michel Franco, Mexico
Cannes 2015, Bedste Manus (Franco))

Det står grelt til i Cannes. Det er efterhånden min konklusion, efter at have været igennem den første tredjedel af konkurrencen fra 2015. Ok, der lader til at være en håndfuld virkelig gode film, Carol, The Assassin, Mountains May Depart og Sauls Søn, og jeg har kun set den sidste – som ganske rigtigt er mesterlig – så jeg er nok for negativ. Men en festival som Cannes bedømmes ikke blot på de bedste film, men også på mellemlaget, dem der måske ikke er helt mesterlige, men som er interessante og værd at se, og som måske kan nuppe en mindre pris, som Chronic nuppede prisen for Bedste Manus. Det er det her lag som er kommet til Danmark indtil videre, og det er det her lag som efterhånden er helt skævt at kigge på. Det består mest af 1) Skuffende film fra gamle mestre (Min Mor, Youth) og 2) Prætentiøse genrefilm med store stjerner (Sicario, Macbeth). Når Chronic nærmest er dråben der får bægeret til at flyde over for mit vedkommende, så skyldes det, at den faktisk ikke rigtig passer ind i de to kasser. Snarere har jeg på fornemmelsen, at den er blevet udtaget fordi den på overfladen virker ‘frisk’, ung instruktør, første gang i hovedkonkurrence, fra en nation – Mexico – der stadig er blandt de mindre etablerede filmnationer. Og hvis den her gang langsommelige og uselvstændige klichéer er hvad der er ‘friskt’ hos Cannes, så står det virkelig grelt til. Især når man tænker på hvad der er blevet efterladt i Un Certain Regard og Quinzaine de Realisateurs.

Michel Franco har taget den helt klassiske vej op i hovedkonkurrencen: Quinzaine i 2009 med Daniel & Ana, UCR i 2012 med After Lucia hvor han gik hen og vandt hovedprisen, og så her fire år efter opgraderet til de stores bord. Det falder også sammen med at Chronic er hans første engelsksprogede film, med Tim Roth i hovedrollen som sygeplejeren David, der passer kronisk syge. Det meste af filmen består af scener hvor David tager sig af sine patienter, bader dem, mader dem, holder dem med selskab. Efterhånden bliver det klart, at David måske krydser grænser med hans patienter, især John (Michael Cristofer), som han tager ekstra vagter hos, ser porno sammen med. I hans personlige liv er David derimod indelukket og knap med information, og det er kun langsomt at vi finder nogen former for forklaring på hans opførsel – hvorfor han er flyttet fra sin kone og datter, f.eks. Franco har sagt han er inspireret af Michael Haneke, og der er bestemt noget ganske Haneke’sk over de strengt komponerede tableauer med mennesker i deres mest sårbare øjeblikke. Faktisk er det så meget Haneke’sk at det nærmest er komplet uinteressant. Det føles ikke indfølt, det føles konstrueret og kedeligt.

chronic01_gregory_smith

Et helt centralt problem: Hvorfor er Tim Roth med i den her film? Det er han nok af produktionsmæssige årsager, fordi det er nemmere at finde penge med en stjerne, og Roth interesserer sig måske for mexikansk film? (han var tidligere i år med i Gabriel Ripstein’s langt bedre 600 Miles, der vandt bedste debut i Berlin og blev vist på PIX) Rent filmisk er der ingen som helst grund til det, selvom han spiller glimrende, så kunne filmen lige så vel have været lavet med en amatør sygeplejer i hovedrollen. Formentlig havde det faktisk været bedre, for scenerne med patienterne er trods alt bedre end de meget tunge og stillestående scener med familien. Filmen havde været bedre hvis der havde været mere fokus på patienterne, og mindre på David og hans kedelige indre liv og forudsigeligt tragiske fortid. En bedre film, men omvendt sikkert set af færre. Men for haen, det er jo netop derfor en sådan film har brug for en festival som Cannes, i stedet for det her kedsommelige miskmask.

chronic06

Mexikanske filmfolk har vind i sejlene i disse år, hvor Emmanuel Lubezki står til at få sin tredje oscar for fotografering, for film instrueret af de to mexikanske oscarvindere Alfonso Cuarón og Alejandro Gonzáles Iñárritu (Gravity, Birdman og The Revenant). Cannes har også været godt med på bølgen og har inkluderet film af Iñárritu, Carlos Reygadas (Battle in Heaven, Silent Light og Post Tenebras Lux) og Amat Escalante (Heli) i konkurrence de sidste 10 år. Det er for megen fokus i forhold til kvaliteten rent filmisk. Hvis noget slår mig ved den mexikanske filmkultur, så er det dens globale fokus. I centrum er s’føli ofte forholdet til ‘storebro’ ved grænsen nordpå, som altså også viser en karriere-vej for de bedste talenter. Men også Carlos Reygadas’ plattysk-sprogede Silent Light og naturligvis Iñáritu’s globale miskmask Babel sætter fokus på sprog og kultur udover det spanske. Dette globale fokus betyder to ting: 1) Mexikanske instruktører er gode til at finde internationale produktionsmidler og få en international karriere, hvilket også ses i Chronic som har fransk co-finansiering og da sikkert også har haft nemmere vej til Cannes af den grund. Men 2) Der er en uselvstændighed i filmsproget, som i stedet ofte synes at være kopieret fra de kendteste internationale auteurs. Selv den mest anerkendte, Reygadas, laver for ofte scener der er set bedre andet steds. Mens mexikanske filmfolk altså ofte laver glimrende film, så kan jeg stadig ikke se nogen grund til at gå op i ‘mexikansk film’ som sådan. Det laver Chronic ikke om på. At den er i hovedkonkurrence mens film som Cemetaries of Splendour, Arabian Nights og The Treasure måtte nøjes med sidekonkurrence er til grin.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.