Min Mor

Palmesøndag del 48
(Mia Madre, Nanni Moretti, Italien
Cannes 2015, Økumenisk Pris)

Hvem er Giovanni ‘Nanni’ Moretti? Jeg aner det faktisk ikke. Og jeg har på fornemmelsen, at der heller ikke er ret så mange andre som ved det. Den 62-årige instruktør er har været fast mand i Cannes siden Kære Dagbog fra 94, og er mest kendt herhjemme for Palmevinderen Sønnens Værelse fra 2001 og Habemus Papam fra 2011, to indfølte portrætter. Men han har lavet film siden 1976, hvor han var 23 år gammel, og hans debut i Cannes var helt tilbage i 1978 med Ecce Bombo. Både Min Mor og Habemus Papam blev udnævnt som årets film af det prestige-fyldte Cahiers du Cinema, og det blev Palombella Rosa såmænd også helt tilbage i 1989. Jeg ville gerne vide hvem faen han er, men han har lavet 12 spillefilm og en dokumentar, og jeg har indtil videre set de tre. Men en stor del af hans produktion, alle hans ‘gamle’ film, er efterhånden røget ud af billedet når man snakker om ham. Så jeg aner ikke hvem han er, og jeg har på fornemmelsen, at det også gør sig gældende for mange andre.

Det er nemlig sådan, at jeg lavede lidt research, og jeg faldt over denne artikel fra NY Times fra 1994: Will Americans Ever Appreciate Nanni Moretti?, i forbindelse med udgivelsen af Kære Dagbog, Moretti’s internationale gennembrud. Heri kaldes han: “Ingmar Bergman with a sense of humor” og om den manglende tidligere internationale interesse står der:

Explanations vary for why this should be, but most film executives believe that Mr. Moretti’s previous works — idiosyncratic films that analyze contemporary Italian society in comic fashion — have been simply too Italian. A full appreciation of their humor often depends on a working knowledge of Italian politics. For example, his 1989 film, “Palombella Rossa,” offers a thoughtful critique of the Italian Communist Party (now known as the Democratic Party of the Left) that is developed through the ruminations of a water-polo player with amnesia.

Der ligger med andre ord et væld af idiosynkratiske italienske vand-polo-film forud for de film vi kender Moretti for. Og jeg synes lidt man kan fornemme dem, også i hans nye. Habemus Papam og Min Mor er film der er tydeligt mærket af at komme fra en erfaren kunstner. Det er ældre erfarne mennesker – en nyvalgt pave, en erfaren filminstruktør – som tager bestik af deres liv, af det de har opnået, kontra det de gerne ville. Især fordi Min Mor handler om en filminstruktør er det nærliggende at tænke, at filmen kan afspejle Moretti’s produktion. Men jeg aner ikke ret meget om hans produktion – dog nok til at vide, at det er minimum hans fjerde film om en instruktør, efter Kære Dagbog, Aprile og Il Caimano.* Det føles som en rigtig auteur-film, en film hvor glæden i høj grad kommer af at se hvordan de gammelkendte elementer nu er faldet på plads. Så måske er det ikke så overraskende at den blev et hit for Cahiers-folkene, måske de største auteurister i verden. Måske hvis man er Moretti-fan er det et vitalt og vittigt opgør med gamle mønstre og dogmer. Måske. For mig, som ikke har noget forhold til Moretti, var det en lidt bedaget og kedsommelig sag, der forblev lukket for mig.

*Mig og Berlusconi på dansk, en titel der minder om at han kaldes italiens Woody Allen, hvis tidligste film også alle sammen hed Mig og Moneterne, Mig og Fremtiden og sågar Mig og Annie.

Shots from "Mia Madre"

Margherita Buy spiller Margherita, en anerkendt filminstruktør, der forsøger at realisere hvad der synes at være en ganske storladen film om en fabriksstrejke. Det er i hvert fald så stor en produktion, at der er blevet indkaldt en amerikansk skuespiller, Barry Huggins (John Turturro), som konstant fortæller røverhistorier om dengang han filmede med Stanley Kubrick – hvilken film det drejer sig om er uklart. Men alle de mange konkrete problemer med produktionen, Huggins’ manglende evne til at kunne huske sine italienske replikker, og de mange tekniske diskussioner med crewet, som i sidste ende skal løses for at kunne forløse den politiske pointe, blegner efterhånden over for Margherita’s personlige problemer, først og fremmest med hendes døende mor, men også bruddet med kæresten, og forholdet til teenage-datteren, fylder langt mere for Margherita. Også flere drømmesekvenser, såsom en ganske fin én i en uendelig kø til Wim Wenders Himlen Over Berlin, tyder på der er nogle psykologiske ting der burde bearbejdes. Det er sådan lidt Fellini’sk, eller lidt Allen’sk, eller måske endda lidt Bergman’sk. Men det bliver aldrig rigtig energisk, og det bliver aldrig rigtig sjovt.

Shots from "Mia Madre"

Stilen er simpelthen for pæn og klichéet. Jeg tæller syv stykker musik af Arvo Pärt på soundtracket. Og det er vist tredje gang alene i år at jeg ser en film med så meget Pärt. Det er kliché nummer 1 når det kommer til den her type film. I det hele tiden er filmen forbløffende digitalt pæn. Nærmest spejlskinnende. Vinklerne er typiske, klipningen er typisk, farverne er typisk afdæmpede, bortset fra i et par enkelte nattescener, hvor spotlights fra filmoptagelserne skaber en smuk kulisse for Margheritas sjælesorger. Der var en enkelt ting jeg noterede mig, som er en smule ny: Filmen gør i passager brug af steadycam, og steadycams har udviklet sig rigtig meget for tiden, hvilket man f.eks. også kan se i en film som Crosswind og Wim Wenders seneste par film. Det hele glider simpelthen på en anden måde end det plejer, og Moretti bruger det til at skabe et par bevægelser jeg ikke kan huske at have set før. Da især ikke i en almindelig drama-film, det plejer mere at være dokumentar eller mere eksperimenterende film som forsøger den slags. Dermed er filmen en af årets Cannes-film som har nogle reelt nye billeder, og som skubber filmmediet fremad, omend i ganske lille grad. Og dermed tror jeg den må henregnes til den gode halvdel af konkurrencen. Men i det store hele er filmsproget en smule upersonligt.

pxa-azlpff-y4fhsxcfvbiahl70xeqy3iuj_fh6gvzk

Så ja, jeg forstår ikke Moretti. Især ikke sen Moretti. Måske er det ikke sværere, end at manden er blevet ældre, og mistet energien? Min Mor er en lidt træg film at have med at gøre. Men den har dog enkelte scener som er værd at se. Åbningen, der skildrer en scene fra filmen, hvor politi og strejkende støder sammen. Flere af scenerne med Turtorro, især en hvor de forsøger at optage en kørescene, på en måde hvor kameraerne ikke forvirrer den let forvirrede og forskræmte skuespiller bag rattet. Drømmesekvenserne er også udmærkede. Men i min research er jeg stødt på en del mere interessant af Moretti, fra hans tidligere film. Så det har jeg i stedet postet nedenunder. Tjek det ud hvis du vil. Jeg skal vist alligevel have set lidt mere, men jeg tror måske jeg får det med Moretti som jeg har det med Woody Allen. Jeg kan bedst lide ham dengang han var sjov…

Nanni Moretti har lavet en hel film om en vandpolo-kamp… Så jeg giver ham da en chance til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *