Palmesøndag del 48
(Mia Madre, Nanni Moretti, Italien
Cannes 2015, Økumenisk Pris)
Nanni Moretti har sit eget produktionsselskab, som hedder ‘Sacher’. Det hedder ‘Sacher’ fordi Morettis yndlingskage er Sachertorte, og selskabets logo er Moretti på hans elskede Vespa, med hans elskede søn bagpå. Det virker som et meget personligt foretagende. Og noget af det mest interessante ved Morettis filmografi er, hvor meget Moretti der er i den. Han har lavet film om alt muligt i øst og vest, men alligevel er det også et portræt af et enkelt menneske, som vi har set blive ældre siden halvfjerdserne, eftersom han selv har spillet med i dem alle. Hans egen familie har også spillet med, vi har fået selvbiografiske historier fra den periode hvor Moretti selv stiftede familie, vi har set hans glæder og sorger udspille sig. Vi har lært om hans yndlingskager, hans helbredsproblemer, at han elsker at spille vandpolo, vi så film baseret på hans frygt for at miste sin søn og på uviljen mod at tage for meget ansvar på sig.
Men efter Sønnens Værelse trak Moretti sig en smule ud af sine film. Han spillede ikke selv hovedrollen i en Moretti film igen før i A Brighter Tomorrow (23), og en del af filmene føltes også mindre personlige, som om han godt ville lidt væk fra sig selv i hans filmkunst. Men jeg synes helt ærligt ikke, at der var så meget han puttede ind i stedet for.
Undtagelsen er dog Min mor, nok den bedste film Moretti lavede post-Guldpalmen. Den er igen baseret på Morettis eget personlige liv, og han vender igen tilbage til at lave film om det at lave film. Det virker dog ikke navlepillende. Det har nerve igen.
Nanni Morettis mor Agata Apicella Moretti døde (ifølge IMDB) 28/10 2010, dvs lige mens Moretti selv var i gang med at indspille Habemus Papam. Moretti var ret tæt på sin mor (bemærk efternavnet. Morettis alter ego i hans første film hed Michele Apicella) der også spillede sig selv i Aprile. Det er derfor ret meget som den gamle Moretti, at han herefter lavede en film om en filminstruktør, der mister sin mor samtidig med at vedkommende lægger sidste hånd på en film. Det er ret meget som den nye Moretti, at han ikke længere selv vil spille hovedrollen, som i stedet spilles af Margherita Buy, mens Moretti selv spiller broren Giovanni (samme navn som hovedkarakteren i Sønnens værelse, og det navn som Moretti har brugt i sine film siden 2001, når deres plots har mest med hans eget liv at gøre).
Margherita, en anerkendt filminstruktør, forsøger at realisere hvad der synes at være en ganske storladen film om en fabriksstrejke. Det er i hvert fald så stor en produktion, at der er blevet indkaldt en amerikansk skuespiller, Barry Huggins (John Turturro), som konstant fortæller røverhistorier om dengang han filmede med Stanley Kubrick – hvilken film det drejer sig om er uklart. Der er rigtig mange problemer med produktionen, særligt Huggins’ manglende evne til at kunne huske sine italienske replikker (portrættet af den udenlandske stjerneskuespiller er så negativt, at jeg tænker lidt over hvordan det egentlig var at lave Habemus Papam med franske Michel Piccoli), og mange tekniske diskussioner med crewet, som i sidste ende skal håndteres for at kunne forløse filmens politiske pointe. Men det blegner efterhånden over for Margherita’s personlige problemer, først og fremmest med hendes døende mor, men også bruddet med kæresten, og forholdet til teenage-datteren, fylder en del. Også flere drømmesekvenser, såsom en ganske fin én i en uendelig kø til Wim Wenders Himlen Over Berlin, tyder på der er nogle psykologiske ting der burde bearbejdes. Det er sådan lidt Fellini’sk, eller lidt Allen’sk, eller måske endda lidt Bergman’sk. Men det bliver aldrig rigtig energisk, og det bliver aldrig rigtig sjovt.
Stilen er generelt ret pæn og klichéet. Jeg tæller syv stykker musik af Arvo Pärt på soundtracket. Det er kliché nummer 1 når det kommer til den her type film. Men her ti år senere fremstår filmen nærmest forbløffende digitalt pæn. Nærmest spejlskinnende. Det er et look, som prægede en del film fra lige præcis de her år, indtil instruktørerne fik mere styr på hvordan de nye digitale kameraer virkede. Det ser i dag faktisk ret specielt ud, hvilket klæder filmen. Ellers er vinklerne er typiske, klipningen er typisk, farverne er typisk afdæmpede, bortset fra i et par enkelte nattescener, hvor spotlights fra filmoptagelserne skaber en smuk kulisse for Margheritas sjælesorger.
Men faktisk her Min mor noget så sjældent for Moretti som et stilistisk træk, der rent faktisk fremstår originalt og (en smule) nyskabende: Filmen gør i passager brug af steadycam på en ret særlig måde. Det prægede også en del film fra den her tid, f.eks Wim Wenders samtidige dokumentarer, og det var et ret fedt look. Det hele glider simpelthen på en anden måde end det plejer, og Moretti bruger det til at skabe et par bevægelser jeg ikke kan huske at have set før. Da især ikke i en almindelig drama-film, det plejer mere at være dokumentar eller mere eksperimenterende film som forsøger den slags. Dermed er filmen en af de få Cannes-film fra 2015 som havde nogle reelt nye billeder, og som skubber filmmediet fremad, omend i ganske lille grad. Og dermed må den henregnes til den gode halvdel af konkurrencen.
Der er også flere ret så dejlige enkeltscener i Min omr. Åbningen, der skildrer en scene fra filmen, hvor politi og strejkende støder sammen. Flere af scenerne med Turtorro, især en hvor de forsøger at optage en kørescene, på en måde hvor kameraerne ikke forvirrer den let forvirrede og forskræmte skuespiller bag rattet. Drømmesekvenserne er også udmærkede. Alene det gør det til den nok bedste Moretti-film siden Sønnens værelse. Men den har også noget af den samme melankoli som den film havde. En ret så personlig og specifik melankoli. Som altid hos Moretti, så er han bedst når hans eget liv er på skærmen, om det så bare er via endnu en vandpolo kamp. Skildringen af morens dødskamp er detaljeret og konkret, på en ret så knugende måde. Jeg ved ikke hvor meget, der decideret er taget fra instruktørens eget liv, men det virker i hvert fald som om han ved, at enhver dødskamp er personlig.
Træerne gror ikke ind i himlen. Min mor er en ret gammeldags film, og den landede i en Cannes-årgang, der føltes enormt bagudskuende. Meget under middel årgang, hvorfor Min mor også rangerer lidt højere end den ellers ville. Men hvor Moretti i nogle år virkede som om han ikke rigtig gad at lave flere Moretti-film, gerne ville vise hvor meget han ellers kunne, så er Min mor en rigtig typisk Moretti-film, der alligevel formår at være ret unik i hans filmografi. Og det er den slags film, som gør Morettis samlede filmografi til noget reelt set helt specielt.