Kinesisk debut film, 4,5 timer lang, med amatører i alle rollerne. Stoisk, komponeret, utrolig fokuseret på madlavning. Liu Shumin’s The Family er nærmest en litmus-test på hvorvidt man er filmnørd eller ej. Nogle vil hade den, andre vil elske den, formentlig er det rimelig teoretisk, for 99% af filmgængere vil bare ignorere den i stilhed. Men for mig er det den bedste film jeg har set indtil videre i 2016.
I virkeligheden er det en utrolig simpel film. En forstørret udgave af Yasujiro Ozu’s Tokyo Story, det er historien om et par bedsteforældre, som beslutter sig for at besøge sine børn rundt omkring i Kina. Når den er dobbelt så lang skyldes det formentlig at de skal flere steder hen. Vi starter i Jiangxi, hvor Deng og Liu bor sammen med deres ældste datter og hendes teenage-søn. Datteren har købt en for dyr lejlighed som en fusket eks-kæreste havde lovet at kunne betale, så de to bedsteforældre rejser til deres to andre børn for at spørge om penge. Men hverken deres anden datter, som arbejder i havnen i Fuzhou, eller deres søn i Shanghai, viser sig at have stort mange penge til overs. Til sidst rejser parret til den sydlige by hvor de var sendt hen under kulturrevolutionen, hvorefter de tager tilbage til Jiangxi. Plottet er minimalt, men i hver husholdning bruges der tid til at komme ind i rutinerne. Der er utrolig mange scener hvor bedstemor laver mad, og hendes knivarbejde er fænomenalt, men også udflugter, dansetimer, fjernsynskigning, småskænderier, lektielæsning, etc. Det handler om det levede liv, ganske enkelt. Det er nærmest dokumentarisk.
Når filmen er et mesterværk skyldes det først og fremmest det æstetiske. Hovedsagligt foregår filmen i de små hjem, filmet roligt og geometrisk, gerne lidt skråt på, i bedste Ozu-stil, uden bevægelse. Til tider bliver det så fokuseret på hjemlige rutiner at der går helt Chantal Akerman i den, hvis feministiske mesterværk om Jeanne Dielman, 23 quai du Commerce, 1080 Bruxelles virker som et andet forbillede. Men bedst som man vænner sig til den rolige og asketiske filmsprog, så kommer der brud. Først bevæger kameraet sig med det ene barnebarn på cykel, glider langs vejen. Den første wtf-oplevelse kom da de tog til Fuzhou, hvor der er filmet ud af sideruden af en bil, som pludselig kører op på siden af en taxa med bedsteforældrene, de stirrer ud i luften, så speeder bilen op og kører ud af billedet. Hvad der ellers har virket som en lo-budget produktion fyrer pludselig nogle gevaldige glans-sekvenser af: Dem er der flere af, et pan til en dansetime henover pigernes tasker, over deres rygge, og hen mod spejlet hvori man ser dem øve sig. Kranshot der må have kostet en del – eller måske være taget fra et vindue. Små flashbacks til sidst med kostumer og kulisser og det hele. Til sidst, da bedsteforældrene rejser mod deres fortids by, går der nærmest Find Holger i den, store totalbilleder hvor de to gamle mennesker bevæger sig rundt i vrimlen, især i et enkelt shot af en basketball-kamp gik der et gip i mig da jeg fandt de to gamle på en bænk ude til venstre i billedet. De er marginaliserede i samfundet, er pointen vel, de er i udkanten af billederne.
Pointer er der heldigvis mange af, ellers ville det nok være en kamp at komme igennem de 270 minutter. Der er så mange helt rigtigt ramte detaljer, og så tænker man sig til resten. Taskerne, f.eks, i den føromtalte panorering, har alle sammen prinsesser på, og pigen danser senere både på gaden og foran et fjernsyn til fantastiske Gee. Man kan fornemme hele hendes opvækst, hendes medie-vaner, dynamikken i hendes skoleklasse. Man kan bruge uendeligt lang tid på at fundere over hvad der foregår inde i bedstefaren, han siger nærmest intet, men engang imellem er hans ansigt fanget på måder der sætter sig fast. Der sad to midaldrende damer bag mig i biografen – som var næsten udsolgt, hurra for Gøteborg! – og diskuterede lidt for højlydt madlavningen under hele filmen, hvilket måske er lidt irriterende, men omvendt helt klart tænkt som bemærkelsesværdigt fra instruktørens side – han fokuserer virkelig på måden hun benytter en enorm kniv til alt, og der er et morsomt moment når de kommer til Shanghai, hvor det første hun gør er at købe præcis den slags kniv hun er vant til, og som hendes døtre har anskaffet sig, men som hendes svigerdatter ikke er bekendt med. Den slags momenter, lidt lun humor, gør godt i filmen. Som i det hele taget er så medmenneskelig at det gør helt ondt.
Jeg troede faktisk først at det var en dokumentar. Ved ikke helt hvorfor, men kinesiske film af den her type plejer bare at være dokumentarsike. Kinesisk dokumentar er en af filmverdenens kraftcentre i det nye årtusind, især brugen af digital-kameraer i film fra Wang Bing og Liu Jiayin. Wang Bing laver episke fire-fjorten timers dokumentarer om det kinesiske samfund, mens Liu’s to Oxhide film optog de små dramaer i hendes ejet familie helt lavmælt. Måske The Family kan ses som hvad der sker når de to spor kombineres? Under alle omstændigheder er det for mig den første helt store nye film jeg har set i 2016 (med det forbehold at jeg så Sauls Søn sent i 15), og Liu Shumin er gået direkte ind på listen over bedste nye instruktører. Ja, der er skønhedspletter i filmen, måske kunne der var skåret en halv til en hel time fra, måske er slutningen ikke verdens bedste. Men det er en debut-film, en overvældende gavmild, menneskekærlig, original og egensindig debutfilm. Liu har tid til at finde sig helt til rette i sit filmsprog, og så måske næste gang levere det helt store mesterværk. Potentialet er i hvert fald til stede.