Macbeth

Palmesøndag del 49
(Justin Kurzel, Australien
Cannes 2015)

Whither should I fly?
I have done no harm. But I remember now
I am in this earthly world; where to do harm
Is often laudable, to do good sometime
Accounted dangerous folly: why then, alas,
Do I put up that womanly defence,
To say I have done no harm?
(Lady Macduff. Macbeth IV, 73-79)

Fra første scene gør Justin Kurzel’s Macbeth det klart, at det er en fortolkning der tør gå i clinch med stykket: Vi starter simpelthen med at parret’s barn begraves. Spørgsmålet om hvad der er sket med Macbeth’s børn er blevet debatteret gennem århundrederne, Lady Macbeth siger at hun har ‘given suck’, men deres børn optræder aldrig i stykket, så er de døde? Måske kan tabet af barnet endda være en psykologisk begrundelse for parrets morderiske handlinger? Filmen er klar i mælet, deres barn døde, og i en scene er det klart at det har motiveret i hvert fald Lady Macbeth. Og børn bliver et tilbagevendende visuelt motiv: Det døde Macbeth-barn, Banquo’s søn Fleance*, Macduff’s fortabte sønner og døtre, ja selv de tre hekse er nu blevet til fem, med tilføjelsen af et par tavse heksebørn. Alt det er såmænd meget godt. Men læg mærke til at jeg kalder det et visuelt motiv. For det føles som om Kurzel lægger det filmisk ned over stykket, det føles ikke som noget han sætter fokus på i teksten. Og det er emblematisk for filmen, som aldrig nogensinde føles som om den tør stole på selve stykket. Der er masser af fortolkning. Der mangler forståelse.

* Faktisk er Fleance formentlig den vigtigste person i stykket. Han var på Shakespeares tid regnet for forfaderen til den daværende konge, Kong Jakob Stuart, og det er da nærliggende at tænke, at Shakespeare gerne ville skrive et stykke om kongens stamfar.

Eller måske er det ikke mere forståelse for teksten der mangler, måske mangler der ganske enkelt bare mere tekst. Se den tekstbid jeg citerede øverst oppe? Det er et af mine yndlingssteder i teksten, hvor fatalismen formuleres i sin reneste form. Og det er f.eks. ikke med i filmen, i stedet råber hun ‘Murder’ mange gange, og har lidt tekst om hvor tyrannisk Macbeth er, som jeg tror de har taget fra en anden karakter. Det forbliver beskrivende frem for fortolkende. Det er ikke ret mange film jeg kritiserer for at være for meget fokuseret på det visuelle, frem for manuskriptet, men når man laver en Shakespeare-film, så skal man altså kunne lide teksten. Det virkede helt ærligt ikke på mig som om filmen ret godt kunne lide teksten. Michael Fassbender er en fremragende skuespiller, men hans Macbeth er en stoisk, tavs kriger, der taler afmålt og afdæmpet. Hvis du beskrev Macbeth med et par linier ville det måske virke meget passende, men Macbeth er som næsten alle Shakespeare-karakterer også konstant monologiserende, man er på en eller anden led nødt til at mærke en sprog-besathed, en tvivl eller en nysgerrighed, og det gør man ikke i ret høj grad her. Marion Cotillard har i mindre grad det problem, hendes rolle fokuserer på at overtale, og man føler hun bruger sproget. Dog var jeg lidt skuffet over hendes ‘Out damn spot’ monolog, som på en og samme tid er iscenesat alt for forklarende, uden på nogen måde at give mening. Det er min sidste klage over tekstbehandlingen: Når endelig de store glans-tekstbidder kommer bliver de gerne hevet ud af sammenhængen og fremført for sig selv, hvilket kan virke pligtskyldigt.

Men lad os snakke det visuelle. Filmen er optaget i Skotland og England, og bruger storslået bjergene, havet, vidderne. Kampscenerne er fyldt med tåge, røg, mudder, og klippet frem og tilbage i slowmotion og normal fart. Lyset falder ind i slotte-sale og kirkerum, hvor også skærene fra de levende lys kaster skygger. Det føles hypermoderne, og er ofte ganske sublimt. Der er jo lavet en mængde Shakespeare-film, både Kurosawa og Polanski har lavet Macbeth, og billedsiderne er jo ofte moderne. Jeg blev først og fremmest mindet om Luhrman’s Romeo + Juliet, der i sin tid blev karakteriseret som Shakespeare for MTV-generationen. Der er også ganske mange øjeblikke i Macbeth der minder mig om musikvideoer: Slowmotionsoldaterne med hævede sværd minder mig om Kanye West’s klip for ‘Power’, et kort klip hvor Macbeth står og rokker frem og tilbage kunne være inspireret af Nine Inch Nails eller Smashing Pumpkins. Men det er ikke MTV-æstetik, den karakteristik føles forældet. Det er i stedet Shakespeare for Youtube-generationen. Det er ikke glat og smart som i firserne og halvfemserne, men pseudo-sublimt og -dybt som i det nye årtusinds indieficerede musik-æstetik.

macbeth_edit-xlarge

Eller måske er det blot ganske simpelt en blockbuster-ficering af stykket. Og det er min kritik for alvor bliver subjektiv. Macbeth var underholdning, ligesom alle Shakespeares stykker var det. Det forsøgte at være så populært som muligt, så det er fyldt med spøgelser (dobbel op i filmen), vold (trippel op i filmen) og komik fra f.eks. porteren (som så til gengæld er klinisk fjernet fra filmen). Så der er ikke noget i vejen med at tolke Macbeth som en blockbuster. Jeg bliver bare træt. Rent objektivt vil jeg hævde at det kværker rytmen i stykket, når der er nærmest væg-til-væg musik og altid en medrivende klippestrøm. Tvivlen får ikke plads, monologerne får ikke plads. Omvendt er det svært at indvende, at klipningen af filmen er ganske innovativ og fremragende, til tider nærmest Sorrentino’sk i de mange små bevægelige klip. Rent personligt er jeg simpelthen træt af denne blockbusterficering af artfilmen. Jeg bliver træt når en stjerneskuespiller spiller en hovedrolle han ikke passer til. Jeg bliver træt når fortolkningen først og fremmest går på at æstetisere volden. Det er alt sammen set en milliard gange før, og på samme måde som med f.eks. Sicario kan jeg ikke se hvorfor det skal være i Cannes (hvis vi taler præsentabel blockbuster-æstetik, så kyl dog Mad Max ind i konkurrencen i stedet for) Det føles ikke nyt. Det føles ikke ret friskt. Onde tunger har foreslået, at filmen fra instruktør Justin Kurzels side først og fremmest var et prøve-reel, for at han kunne få et ægte blockbuster-job, for hans næste film bliver en filmatisering af computerspillet Assasin’s Creed, igen med Fassbender i hovedrollen. Det er en af de mere bizarre opfølgere på en Cannes-film. Men vi vil uundgåeligt se mere af den slags, hvis programlæggerne insisterer på at putte denne slags prestige-vold i konkurrence, frem for alle de seje film der fylder Un Certain Regard og Quinzaine des Realisateurs.

Men tilbage til stykket og filmen. Jeg ved faktisk ikke om jeg er enig med Lady Macduff i hendes karakteristik af den voldelige verden som noget uundgåeligt, og det er en diskussion som har været taget længe: Hvor fatalistisk er stykket; har Macbeth overhovedet noget frit valg, eller er det hele iscenesat af mørkets kræfter, af heksene? Ud fra teksten kunne man argumentere for begge dele, det er noget af det som gør stykket så endeløst fascinerende. Men som med spørgsmålet om Macbeth’s børn tager filmen klar stilling. Heksene griber ind ikke blot overfor Macbeth, men flere af de andre medvirkende, ender nogles liv og redder andre. De styrer verden, og menneskene er blot marionetter. Til sidst synes et nyt drama at blive optegnet, volden går videre. Det er naturligvis en legitim fortolkning, men det er også kedeligt ensporet. Og netop når karakterer som Lady Macduff ikke kommer til orde, så forbliver det ensporet. Som så mange andre af Shakespeare’s stykker, så vil man kunne dykke ned i Macbeth i virkelig lang tid, uden at komme til bunds i det. Filmen, derimod, den får man ind med skeer, og den glider ned lidt for hurtigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *