Macbeth

Palmesøndag del 49
(Justin Kurzel, Australien
Cannes 2015)

Whither should I fly?
I have done no harm. But I remember now
I am in this earthly world; where to do harm
Is often laudable, to do good sometime
Accounted dangerous folly: why then, alas,
Do I put up that womanly defence,
To say I have done no harm?
(Lady Macduff. Macbeth IV, 73-79)

Justin Kurzels Macbeth er ikke den mest subtile film i hele verden. Fra første scene giver den f.eks svar på et af stykkets største mysterier: Vi starter simpelthen med at parret’s barn begraves. Spørgsmålet om hvad der er sket med Macbeth’s børn er blevet debatteret gennem århundrederne, Lady Macbeth siger at hun har ‘given suck’, men deres børn optræder aldrig i stykket, så er de døde? Måske kan tabet af barnet endda være en psykologisk begrundelse for parrets morderiske handlinger?

Filmen er klar i mælet, deres barn døde, og i en senere scene er det klart at det har motiveret i hvert fald Lady Macbeth. Børn bliver også et tilbagevendende visuelt motiv: Det døde Macbeth-barn, Banquo’s søn Fleance*, Macduff’s fortabte sønner og døtre, ja selv de tre hekse er nu blevet til fem, med tilføjelsen af et par tavse heksebørn. Alt det er såmænd meget godt. Men læg mærke til at jeg kalder det et visuelt motiv. For det føles som om Kurzel lægger det filmisk ned over stykket, det føles ikke som noget han sætter fokus på i teksten. Og det er emblematisk for filmen, som aldrig nogensinde føles som om den tør stole på selve stykket. Der er masser af fortolkning. Der mangler dog forståelse.

* Faktisk er Fleance formentlig den vigtigste person i stykket. Han var på Shakespeares tid regnet for forfaderen til den daværende konge, Kong Jakob Stuart, og det er da nærliggende at tænke, at Shakespeare gerne ville skrive et stykke om kongens stamfar.

Eller måske er det ikke mere forståelse for teksten der mangler, måske mangler der ganske enkelt bare mere tekst. Se den tekstbid jeg citerede øverst oppe? Det er et af mine yndlingssteder i teksten, hvor fatalismen formuleres i sin reneste form. Og det er f.eks. ikke med i filmen, i stedet råber Lady Macduff ‘Murder’ mange gange, og har lidt tekst om hvor tyrannisk Macbeth er, som jeg tror de har taget fra en anden karakter. Det forbliver beskrivende frem for fortolkende. Det er ikke ret mange film jeg kritiserer for at være for meget fokuseret på det visuelle, frem for manuskriptet, men når man laver en Shakespeare-film, så skal man altså kunne lide teksten. Det virkede helt ærligt ikke på mig som om filmen ret godt kunne lide teksten. Michael Fassbender er en fremragende skuespiller, men hans Macbeth er en stoisk, tavs kriger, der taler afmålt og afdæmpet. Hvis du beskrev Macbeth med et par linier ville det måske virke meget passende, men Macbeth er som næsten alle Shakespeare-karakterer også konstant monologiserende, man er på en eller anden led nødt til at mærke en sprog-besathed, en tvivl eller en nysgerrighed, og det gør man ikke i ret høj grad her. Marion Cotillard har i mindre grad det problem, hendes rolle fokuserer på at overtale, og man føler hun bruger sproget. Dog var jeg lidt skuffet over hendes ‘Out damn spot’ monolog, som på en og samme tid er iscenesat alt for forklarende, uden på nogen måde at give mening. For når endelig de store glans-tekstbidder kommer bliver de gerne hevet ud af sammenhængen og fremført for sig selv, hvilket mest virker pligtskyldigt.

Macbeth er optaget i Skotland og England, og bruger storslået bjergene, havet, vidderne. Kampscenerne er fyldt med tåge, røg, mudder, og klippet frem og tilbage i slowmotion og normal fart. Lyset falder ind i slotte-sale og kirkerum, hvor også skærene fra de levende lys kaster skygger. Det føles hypermoderne, og er ofte ganske sublimt. Der er lavet en mængde Shakespeare-film, både Kurosawa og Polanski har lavet Macbeth, og billedsiderne er ofte moderne. Jeg blev først og fremmest mindet om Luhrman’s Romeo + Juliet, der i sin tid blev karakteriseret som Shakespeare for MTV-generationen. Der er også ganske mange øjeblikke i Macbeth der minder om musikvideoer: Slowmotionsoldaterne med hævede sværd minder om Kanye West’s klip for ‘Power’, et kort klip hvor Macbeth står og rokker frem og tilbage kunne være inspireret af Nine Inch Nails eller Smashing Pumpkins. Men det er ikke MTV-æstetik, den karakteristik føles forældet. Det er i stedet Shakespeare for Youtube-generationen. Det er ikke glat og smart som i firserne og halvfemserne, men pseudo-sublimt og -dybt som i det nye årtusinds indieficerede musik-æstetik.

macbeth_edit-xlarge

Eller måske er det blot ganske simpelt en blockbuster-ficering af stykket. Hvilket ikke er skidt i sig selv. Macbeth var underholdning, ligesom alle Shakespeares stykker var det. Det forsøgte at være så populært som muligt, så det er fyldt med spøgelser (dobbel op i filmen), vold (trippel op i filmen) og komik fra f.eks. porteren (al komik er så til gengæld er klinisk fjernet fra filmen). Så der er ikke noget i vejen med at tolke Macbeth som en blockbuster. Men det kværker rytmen i stykket, når der er nærmest væg-til-væg musik og altid en medrivende klippestrøm. Tvivlen får ikke plads, monologerne får ikke plads. Klipningen af filmen er dog ganske innovativ og fremragende, til tider nærmest Sorrentino’sk i de mange små bevægelige klip. Det passer bare ikke til stykket.

Rent personligt er jeg simpelthen træt af denne blockbusterficering af artfilmen. Jeg bliver træt når en stjerneskuespiller spiller en hovedrolle han ikke passer til. Jeg bliver træt når fortolkningen først og fremmest går på at æstetisere volden. Det er alt sammen set en milliard gange før, og på samme måde som med f.eks. Sicario kan jeg ikke se hvorfor det skal være i Cannes (hvis vi taler præsentabel blockbuster-æstetik, så kyl dog Mad Max ind i konkurrencen i stedet for) Det føles ikke nyt. Det føles ikke ret friskt. Og det bliver manipulerende og forsimplet, frem for underholdning med ekstra lag.

Jeg ved faktisk ikke om jeg er enig med Lady Macduff i hendes karakteristik af den voldelige verden som noget uundgåeligt, og det er en diskussion som har været taget længe: Hvor fatalistisk er stykket; har Macbeth overhovedet noget frit valg, eller er det hele iscenesat af mørkets kræfter, af heksene? Ud fra teksten kunne man argumentere for begge dele, det er noget af det som gør stykket så endeløst fascinerende. Men som med spørgsmålet om Macbeth’s børn tager filmen klar stilling. Heksene griber ind ikke blot overfor Macbeth, men flere af de andre medvirkende, ender nogles liv og redder andre. De styrer verden, og menneskene er blot marionetter. Til sidst synes et nyt drama at blive optegnet, volden går videre. Det er naturligvis en legitim fortolkning, men det er også kedeligt ensporet. Og netop når karakterer som Lady Macduff ikke kommer til orde, så forbliver det ensporet. Som så mange andre af Shakespeare’s stykker, så vil man kunne dykke ned i Macbeth i virkelig lang tid, uden at komme til bunds i det. Filmen, derimod, den får man ind med skeer, og den glider ned lidt for hurtigt.

Onde tunger påstod, at filmen fra instruktør Justin Kurzels side først og fremmest var et prøve-reel, for at han kunne få et ægte blockbuster-job, for hans næste film blev en filmatisering af computerspillet Assasin’s Creed, igen med Fassbender i hovedrollen. Den floppede, ret massivt. Den australske instruktør vendte hjem og instruerede filmene The True Story of the Kelly Gang og nu Nitram, der fik ham tilbage til Cannes. Sammen med debuten Snowtown handler alle hans film ikke ukritisk om voldelige mænd. Hvilket ikke er verdens mest originale emne, men Kurzel er ret god til det. Det blev bare overdøvet af røg og råb og slowmotion i Macbeth.

Serien om Justin Kurzel fortsætter med Nitram

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *