Youth

Palmesøndag del 51
(La giovinezza, Paolo Sorrentino, Italien
Cannes 2015)

Der er noget mærkeligt ved Harvey Keitel’s rolle som filminstruktøren Mick Boyle i Paolo Sorrentino’s Youth. Mest hvis man, som jeg, har for vane at antage, at når en instruktør optræder i en film, så er det nok et selvportræt. Men Mick Boyle kommer aldrig til at virke som Sorrentino, hvilket måske ikke er ‘mærkeligt’, men i hvert fald statistisk unormalt. For vi ser kun Boyle arbejde med sit manuskript, med replikker, med scener, med skuespil. Og Sorrentino er først og fremmest kendt som en visuel stilist.

Men der er et andet øjebilk, som rimelig klart afslører at Boyle ikke er Sorrentino. For i en samtale siger Boyle ‘I was a great women’s director’. Og det ville ingen nogensinde påstå om Sorrentino. Den nu 45-årige italienske instruktør har lavet 7 film, og han har endnu ikke lavet en film med en kvinde i hovedrollen. I stedet handler det altid om gamle mænd. Det har været mafia-folk, politikere. I de tre sidste film drejer det sig om gamle kunstnere. Rockmusikeren i This Must Be the Place forsøger at finde sin fars tyske fangevogter fra kz-lejrene. Forfatteren fra Den Store Skønhed konfronteres med en ungdomsflammes død. Og nu har vi en filminstruktør og en komponist, og de er også blevet gamle. Ja, som titlen antyder, så handler det meget direkte om at være gammel. De to mænd bruger sommeren på et kurbad sammen med en perlerække af sære personer, heriblandt en skuespiller der researcher en rolle, en bjergbestiger, og Diego Maradona, såmænd, der efterhånden inkarnerer fald fra fysisk perfektion (spillet af Roly Serrano, men alligevel!). Det handler om at blive gammel, men det gør det jo altid hos Sorrentino, så det bliver mere specielt, at den ikke rigtig handler om noget andet derudover. Det virker lidt fattigt.

09ab5b10-fda4-4d92-805c-8c6c5233c91d

Der er dog en ekstra ting ved Boyle, hvor han ligner Sorrentino. Efter at han har sagt at han er en stor kvinde-instruktør, så falder svaret prompte: ‘You were a great director!’ Det samme kan siges om Sorrentino, hvis visuelle sans gør det meget svært for ham at lave en uinteressant film, også hans uglesete The Family Friend og This Must Be the Place indeholder uforlignelige sekvenser. Youth er en af de film, hvor hver en scene simpelthen er flottere end det meste. Om det er Maradonas enorme mave, Michael Caine’s komponist Fred Ballinger’s leverpletbeplettede hænder mens han dirigerer en symfoni for drøvyggere, eller de smukke kurver hos Ballinger’s datter Lena (Rachel Weisz) og Miss Universe (Madalina Ghenea), så finder kameraet noget filmisk ved enhver person (selvom filmen, og Sorrentino generelt, nogengange krydser grænsen mellem at være filmisk interesseret i den menneskelige krop, og blot at beglo unge kvindekroppe). Bedst af alt er brugen af kurbadet, der antaget karakter af en surrealistisk skærsild, hvor de konstant tilstedeværende beboere, altid i baggrunden, henslængt, observerende, tomme i blikket, tavse,  antager karakter af et græsk kor. Hvis det minder om The Grand Budapest Hotel, så er det ikke en sammenligning der falder ud til Wes Andersson’s fordel. Som altid hos Sorrentino er der velvalgt musik, især en lang sekvens med musik af Godspeed You! Black Emperor gjorde mig glad så snart jeg genkendte de første stille guitar-toner.

6b95257e-a586-4113-b65d-2d3ada35868b

Alligevel var jeg lidt skuffet. Youth er en glimrende film, men derfor er den måske stadig Sorrentino’s dårligste. Der er forsvundet noget i forhold til de tidlige titler. Soundtracket: Jeg plejede at være vild med Sorrentino’s soundtracks, en af de få instruktører jeg deler musiksmag med. Men Mark Kozelek og Bill Callahan er bare ikke lige så sejt som LCD Soundsystem og The Notwist (The Family Friend) eller Delia Gonzales & Gavin Russom (Il Divo). Det er blevet lidt mindre egensindigt. Selvom Youth er visuelt overdådig, så har den også droppet hvad der plejede at være Sorrentino’s visuelle kendetegn: Scener med mange korte klip hvor kameraet hele tiden trackede frem og tilbage, skabte et helt fantastisk filmisk rum, et plastisk, elastisk, buet rum, som jeg overhovedet ikke er færdig med at tænke over. De nye billeder er flotte, men igen, mindre egensindige.

dcf227df-8a9c-478c-995d-0fa00fccc7f5

Mest alvorligt, så føles Youth lidt banal. Rent tematisk er der skåret helt ind til benet, med et tema som Sorrentino altid behandler, så der er ikke så meget nyt at komme efter. Så bliver al den visuelle overdådighed tom. I sidste ende er Youth nem at betegne: Den er en bagatel. Sorrentino har lavet meget bedre film. Filminstruktører skal have lov til at lave bagateller, og en bagatel fra en stor instruktør er stadig værd at se; det glæder mig at film som denne får et stort promotion-budget og lader til at trække mange mennesker i biografen. Det er en sjov og flot film. Jeg kan godt kapere bagateller, jeg håber bare altid også de bliver til paranteser i de store instruktørers filmografier. Hvis Sorrentino bliver ved med at bevæge sig i den her retning, væk fra det egensindige, væk fra det politiske, mod det lette og det patos-fyldte, så står jeg på et tidspunkt af.

Alle billeder: Copyright Scanbox.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.