Palmesøndag del 51
(La giovinezza, Paolo Sorrentino, Italien
Cannes 2015)
I 2015 var Paolo Sorrentino 45 år gammel. Ingen alder i arthouse-sammenhæng. Han var færdig med sin film nummer syv, efter hans sjette, Den store skønhed havde slået hans navn fast som en af Europas største instruktører, med en Oscar som eftertrykkeligt bevis. Få instruktører havde så megen energi som ham, lavede så mange film så hurtigt, var så propfuld af idéer. Men af uransaglige årsager skulle hans film nummer syv igen igen handle om gamle mænd, hvis karrierer er forbi, og som er løbet tør for idéer og kunstnerisk skaberkraft.
Det er paradoksalt, at Sorrentino har haft den slags karakterer som hovedemne, helt siden han debuterede med One Man Down i 2001, blot 31 år gammel. Men med Youth blev det desværre en anelse mindre paradoksalt. For her kom Sorrentino for første gang også lidt til at virke som om han var kørt fast. Resultatet blev en lidt banal bagatel, uden så mange nye visuelle idéer, og fyldt med tematikker han havde behandlet bedre andet steds.
Der er noget mærkeligt ved Harvey Keitel’s rolle som filminstruktøren Mick Boyle i Youth. Mest hvis man, som jeg, har for vane at antage, at når en instruktør optræder i en film, så er det nok et selvportræt. Men Mick Boyle kommer aldrig til at virke som Sorrentino, hvilket måske ikke er ‘mærkeligt’, men i hvert fald statistisk unormalt. For vi ser kun Boyle arbejde med sit manuskript, med replikker, med scener, med skuespil. Og Sorrentino er først og fremmest kendt som en visuel stilist.
Men der er et andet øjebilk, som rimelig klart afslører at Boyle ikke er Sorrentino. For i en samtale siger Boyle ‘I was a great women’s director’. Og det ville ingen nogensinde påstå om Sorrentino. Ingen af de syv første film handlede om kvinder, og jeg tror egentlig vi skal hen til Parthenope i år for i det mindste at have en kvindelig titelkarakter – anmelderne er ikke udelt begejstrede for kvindeportrættet.
Men i Youth har vi så en filminstruktør og en komponist, og de er også blevet gamle. De to mænd bruger sommeren på et kurbad sammen med en perlerække af sære personer, heriblandt en skuespiller der researcher en rolle, en bjergbestiger, og Diego Maradona, såmænd, der her inkarnerer fald fra fysisk perfektion (spillet af Roly Serrano, men alligevel!). Det handler om at blive gammel, men det gør det jo altid hos Sorrentino, så det bliver mere specielt, at den ikke rigtig handler om noget andet derudover. Det virker lidt fattigt.
Der er dog en ekstra ting ved Boyle, hvor han ligner Sorrentino. Efter at han har sagt at han er en stor kvinde-instruktør, så falder svaret prompte: ‘You were a great director!’ Det samme kan siges om Sorrentino, hvis visuelle sans gør det meget svært for ham at lave en uinteressant film, også hans uglesete The Family Friend og This Must Be the Place indeholder uforlignelige sekvenser. Youth er en af de film, hvor hver en scene simpelthen er flottere end det meste. Om det er Maradonas enorme mave, Michael Caine’s komponist Fred Ballinger’s leverpletbeplettede hænder mens han dirigerer en symfoni for drøvyggere, eller de smukke kurver hos Ballinger’s datter Lena (Rachel Weisz) og Miss Universe (Madalina Ghenea), så finder kameraet noget filmisk ved enhver person (selvom filmen, og Sorrentino generelt, nogengange krydser grænsen mellem at være filmisk interesseret i den menneskelige krop, og blot at beglo unge kvindekroppe).
Bedst af alt er brugen af kurbadet, der antaget karakter af en surrealistisk skærsild, hvor de konstant tilstedeværende beboere, altid i baggrunden, henslængt, observerende, tomme i blikket, tavse, antager karakter af et græsk kor. Hvis det minder om The Grand Budapest Hotel, så er det ikke en sammenligning der falder ud til Wes Andersson’s fordel. Som altid hos Sorrentino er der velvalgt musik, især en lang sekvens med musik af Godspeed You! Black Emperor gjorde mig glad så snart jeg genkendte de første stille guitar-toner.
Alligevel er jeg lidt skuffet. Youth er en glimrende film, men derfor er den måske stadig Sorrentino’s dårligste. Der forsvandt noget i forhold til de tidlige titler. Soundtracket: Jeg plejede at være vild med Sorrentino’s soundtracks, en af de få instruktører jeg deler musiksmag med. Men Mark Kozelek og Bill Callahan er bare ikke lige så sejt som LCD Soundsystem og The Notwist (The Family Friend) eller Delia Gonzales & Gavin Russom (Il Divo). Det er blevet lidt mindre egensindigt. Selvom Youth er visuelt overdådig, så droppede den også hvad der plejede at være Sorrentino’s visuelle kendetegn: Scener med mange korte klip hvor kameraet hele tiden trackede frem og tilbage, skabte et helt fantastisk filmisk rum, et plastisk, elastisk, buet rum. De nye billeder er flotte, men igen, mindre egensindige.
Mest alvorligt, så føles Youth lidt banal. Rent tematisk er der skåret helt ind til benet, med et tema som Sorrentino altid behandler, så der er ikke så meget nyt at komme efter. Så bliver al den visuelle overdådighed tom. I sidste ende er Youth nem at betegne: Den er en bagatel. Filminstruktører skal have lov til at lave bagateller, og en bagatel fra en stor instruktør er stadig værd at se. Det er en sjov og flot film.
Jeg kan godt kapere bagateller, men de skal bare også gerne blive til paranteser i de store instruktørers filmografier. Youth var desværre også lidt startskuddet på en svingende periode for Sorrentino. Efter seks gange at have været i Cannes på 11 år siden The Consequences of Love, så skulle der gå ni år før han var i Hovedkonkurrence igen. Indimellem lavede han en fire timer lang biopic om Silvio Berlusconi, der ikke helt levede op til hans biopic om Andreotti, lavede to sæsoner af en tv-serie om paver, og forsøgte sig så med noget helt andet i den selvbiografiske The Hand of God.
Der var gode ting i alle filmene, de er bedre end Youth. Men de var også ujævne. Og det elastiske rum var som oftest væk.
Alle billeder: Copyright Scanbox.