Palmesøndag del 15 (François Ozon, Frankrig Cannes 2003) Jeg har ikke tjekket samtlige instruktører, og jeg ved ikke helt hvordan man skulle tjekke det, men jeg tror måske François Ozon er den instruktør der har haft flest film i dansk distribution i det nye årtusinde (Woody Allen var vel ellers nummer et, men det er […]
Liturgy giver koncert på Jazzhouse på fredag, den 29/5. Koncerten med Liturgy på Roskilde i 2012 er en af de mærkeligere jeg har været til. Bandet brød igennem i 2011, med Aesthetica, en milepæl inden for amerikansk black metal, en plade der var lige så elsket af pitchfork som den var hadet af mange inden […]
Palmesøndag del 14 (Relatos salvajes, Damián Szifron, Argentina Cannes 2014) Hvis det stod til mig, så skulle Cannes indføre kønskvoter, og det med det vuns. Ikke at jeg går ind for kønskvoter overalt. Og Cannes har et godt slogan imod kvoterne: ‘Kunst før køn’ (det lyder især godt på dansk… måske er det en dansk parafrase) […]
Hvad sker der for britisk film for tiden? Sker der overhovedet noget? Det kan være svært at se skoven for bare træer i England, der kommer altid overordentlig mange film derovrefra, så det gode kan drukne i mængden. At dele sprog med USA kan både være godt og skidt, det hjælper så klart til at samarbejde, […]
BIGBANG’s comeback er den største historie i K-pop i år. De er landets største boyband, og de har været væk i hele TRE år (det går stærkt i k-pop…) De har været enorme i Korea siden gennembruddet Lies i 2007, og har også haft en form for succes i udlandet: BIGBANG’s Alive var første koreanske […]
Palmesøndag del 13 (Ken Loach, UK Cannes 2014) Though I am old with wandering Through hollow lands and hilly lands, I will find out where she has gone, And kiss her lips and take her hands; And walk among long dappled grass, And pluck till time and times are done The silver apples of the […]
Palmesøndag del 12 (Ken Loach, UK Cannes 2002, Bedste Manus (Paul Laverty)) Når en instruktør begynder at sprøjte film ud på samlebånd kan deres årlige film blive som et besøg fra en gammel ven. Det er f.eks. sådan de fleste danske anmeldere har det med Woody Allen, og jeg har det på samme måde når […]
Palmesøndag del 11 (Ken Loach, UK Cannes 1998, Bedste Skuespiller (Peter Mullan)) I 98 hvor My Name Is Joe kom ud, begyndte filmverdenen at rykke over på Loachs side. Der skete interessante ting inden for realismen. 98 er året hvor Dogme kom til Cannes, hvor Festen og Idioterne sprængte rammerne for hvor billig bredt accepteret arthouse kunne se ud. Man […]
Palmelørdag del 10 (Ken Loach, UK Cannes 1995, Fipresci Pris & Økumenisk Pris) Land and Freedom er en af mine yndlings-Loach. En af de bedste siden halvfjerdserne. Her fusionerer han elementerne der fungerede i Hidden Agenda såvel som Raining Stones, med et politisk engagement der mere minder om de gamle dage. Når en sen Loach […]
Palmetorsdag del 9 (Ken Loach, UK Cannes 1990, Jury Pris & Økumenisk Pris – Special Mention) Hidden Agenda ligger tæt på midten af Ken Loachs filmografi: Der er 26 år fra Loach første gang instruerede for tv-serien Teletale i 1964 til Hidden Agenda, og 33 år mellem Hidden Agenda og The Old Oak. Filmen er på mange måder en skillelinje i […]
