Palmesøndag del 486
(Nicolas Winding Refn, USA/Danmark
Cannes 2011, Bedste Instruktør)

You have proved to be / A real human being / And a real hero

De ord, fra sangen ‘A real hero’ af College feat. Electric Youth, formulerer nærmest kernen i Nicolas Winding Refns kunstneriske projekt, tydeligere end nogen som helst dialog den danske auteur selv har skrevet. Winding Refn har lavet film om pushere, blødere, flere pushere, vikinger og vampyrer, men det samme går igen: Om man kan forblive menneske, når man lever uden for samfund og moral. Eller om man kan være noget andet, en skorpion, en tilgivende gud, en neon dæmon, måske endda blive løftet op til Valhalla.

Nicolas Winding Refn er en ægte auteur, der har fundet sin egen stil og tematik i et utal af genrer. Men det er sigende, at han låner en sang for at formulere det. Winding Refn kan tage nærmest hvilket som helst materiale og gøre det til sit eget, men omvendt kan det også på godt og ondt blive endog meget mærkeligt, når han får frie tøjler til både at skrive og instruere. Ligeså sigende er det derfor måske også, at han fik sit endegyldige gennembrud med filmatiseringen af en ikke særlig hyldet amerikansk krimi. Kombinationen af ekstremt effektivt – omend også ganske generisk – plot med Winding Refns hang til abstraktion holder stadig her 15 år senere.

Ryan Gosling spiller den navnløse The Driver, der kan køre bil bedre end nogen anden, og som ikke lader til at have andre interesser i livet. En dag møder han dog sin søde nabo Irene (Carey Mulligan) og bliver involveret i hendes liv som enlig mor, hvilket selvfølgelig ender fatalt, da Irenes man Standard (Oscar Isaac) bliver løsladt fra fængslet, og har brug for hjælp til at komme af med sin gæld til nogle lokale gangstere. Og så begynder en voldsspiral, der både truer alle som Driver holder af, samt nærmest hele det kriminelle miljø i Los Angeles.

Meget simpelt, meget forudsigeligt. Det er Nicolas Winding Refns æstetiske valg, som løfter filmen. Tag f.eks biljagten i starten af filmen. En biljagt er en kendt form for actionscene, du har nogen der flygter og nogen der jæger, og som oftest krydsklippes der mellem de to for at skabe maksimal fornemmelse af fart. Men Winding Refn bliver i hele scenen hos The Driver i hans bil. Vi hører politiet i en radio, men bliver hos byttet, mens det kører rundt, holder stille under broer, sætter farten op igen. Winding Refns fokus er anderledes, for han forsøger ikke at skabe en fornemmelse af så meget fart som muligt, men vil vise hvor god en billist Ryan Goslings karakter er. Tag en anden biljagtskliché, som hvordan bilers fart ofte er så høj, at de kører ind i f.eks skraldespande. Hvis man har en fornemmelse af, at føreren er presset til det yderste, er lige ved at miste kontrol over bilen, så bliver det ekstra spændende, men det gør Winding Refn heller ikke, for igen, pointen er, at vise hvor umenneskeligt god The Driver er.

Eller tag en anden meget kendt scene, hvor Driver og Irene er i en elevator, Driver opfanger en tredje mand i elevatoren nok er en gangster, kysser Irene som for at sige farvel, og derefter tæver gangsteren sønder og sammen i en voldsrus. Det er en frygteligt ubehagelig scene, men læg mærke til, hvordan Winding Refn, som ellers mildest talt ikke er bange for at vise eksplicit vold, i stedet meget holder kameraet på Driver (omend vi hører volden på soundtracket, hvilket mildest talt også er klamt). Vi ser skorpionen på hans ryg, vi ser hans uudgrundelige ansigtsudtryk. Selv når det ellers ville være korrekt for genren at vise et ansigt, der bliver trampet i smadder, så ved Winding Refn, at her skal fokus være et andet sted. Andre øjeblikke af vold i filmen ser vi i detaljer, men ikke her. Og det er det helt rigtige valg. For det er her, vi og Irene ser, hvad volden gør ved ham. Hvad slags menneske han bliver af, at være så voldelig.

Modstykket hertil er naturligvis de dejlige scener med Driver, Irene og hendes søn, hvor vi hører ‘A rel hero’ på soundtracket. Her er filmen pludselig ikke neon længere, her er der varm sollys, luft og vand, og til sidst et vidunderligt klip, hvor Driver bærer Irenes sovende søn hjem. Her er liv. Og at vælge livet gør Driver til et menneske. Særligt at hjælpe et barn gør ham til et ægte menneske. Hvilket faktisk er et gennemgående tema hos Winding Refn helt tilbage til Bleeder (1999). Leo får at vide at han skal være far, men kan ikke acceptere det, og ender i en modbydelig voldsspiral. Omvendt nærmer Lenny sig et parforhold, og bliver dermed til filmens egentlige helt. Igen i Pusher II (2004) er Tonnys tragedie, at hans far vender ryggen til ham, og selvom det også ender voldeligt, opstår der alligevel en form for håb, da Tonny til sidst forsøger at tage sit eget lille barn med sig ud af gangsterverdenen. Det er ret simpelt, og egentlig ret sødt. Nicolas Winding Refn er egentlig lidt en sentimentalist. Pusher (1996) rammer også så hårdt, fordi vi filmen igennem har så mange scener, hvor Frank bare hænger ud med de andre i hans verden, med Tonny, Milo og Vic, ja selv med Radovan, men i en kriminel verden fyldt med penge og vold og politi, og hvor man aldrig helt ved om man kan stole på nogen, ender alle med at vende sig imod ham. Alle forråder alle. At være en del af skyggeverdenen, af pusher-verdenen, ødelægger alle menneskelige bånd. Og gør i sidste ende mennesker til umennesker. Og så bliver de parteret af Milo.

Det er ét af Nicolas Winding Refns hovedtemaer. Et andet er så dyrkelsen af det umenneskelige, som i det overnaturlige, det horrible. Det er han også virkelig god til at skildre filmisk interessant, men det er en tematik, som er langt mere fremmedgørende, som ofte bliver blandet op med noget ret udpenslet freudiansk psykologiseren, og når det tema er fremherskende, sælger hans film som regel meget færre billetter. I Drive er det der lidt, Ryan Goslings karakter virker som nævnt ofte lidt umenneskelig, han har en skorpion på ryggen, fortæller fabelen om skorpionen og frøen, og tager til sidst en maske på, som udvisker hans ansigtstræk. Og så spiller Ryan Gosling ham generelt som om han ikke rigtig er til at få hold på, hvilket dog ikke er fremmedgørende som det er dybt fascinerende. Der er et strejf af noget overnaturligt over Driver, men det er kun et lille ekstra krydderi. Det løfter bare lige filmen lidt ekstra meget op.

Filmen er vel nærmest en nyklassiker. Den gjorde Nicolas Winding Refn til et kæmpe navn i USA, hvilket han vel stadig er, selvom han aldrig rigtig har haft en lignende succes siden da, og sjældent har virket som om han forsøgte. Det virker også som om Cannes stadigvæk forsøger at genskabe dens succes fra 2011, da man inkluderede en amerikansk genrefilm i Hovedkonkurrencen, og alle kunne lide det. Det er siden da endt med en række ret så ligegyldige Cannes-film. Så er det mere interessant med den måde NWR fulgte op på sit kæmpe gennembrud. Det har ikke altid været lige godt, men det har da sjældent været ligegyldigt.