Palmesøndag del 491
(Amarga Navidad, Pedro Almodóvar, Spanien
Cannes 2026. Soundtrack Pris (Alberto Iglesias))
For at opsummere det framework jeg har brugt i alle mine tekster om Pedro Almodóvar, så inddelte kritikeren Emanuel Levy Almodóvars film i fire perioder: Flamboyant indledende fase fra Pepi, Luci, Bom (1980) og til Kvinder på Randen af et Nervøst Sammenbrud (1989). Mellemfase fra Bind Mig, Elsk Mig (1990) og til Kødet Skælver (1997). Modne mesterværker fra Alt Om Min Mor (1999) til Volver (2006), og så den fjerde fase begyndende med Brudte Favntag (2009), der ikke rigtig havde taget form og gav mening da Levy skrev sin bog.
Jeg påstod dog, at den fjerde fase fandt sin form med Smerte og ære (2019), hvor Almodóvar fik fortalt en historie om en filminstruktør, der havde været præget af migræne og sorg, men som nu langsomt var ved at finde tilbage til livet igen. Hans to film siden da, Parallelle mødre (2021) og Guldløve-vinderen The Room Next Door (2024), har, omend stadig film der kredser om død og tab, været blandt hans største successer, siden tiden hvor han kun lavede mesterværker. Jeg vil faktisk kalde filmene fra Smerte og ære frem for en femte periode, der minder om den fjerde periode, men er langt mere succesfulde.
Også Autofiktion er en succes, men en noget mere mærkelig én af slagsen. Som den danske titel antyder, så blander den virkelighed og fiktion, og er endnu et portræt af en filminstruktør, der mistænkelig meget ligner Almodóvar selv. En metafilm, med andre ord. Men denne gang er det en metafilm om en metafilm, hvor Almodóvar har lavet en film om en instruktør, der er ved at skrive en film om en instruktør, der vil lave en film inspireret af sig selv. Det er komplekst, man skal holde tungen lige i munden, og det hjælper, hvis man kender til Almodóvar. Men heldigvis er der stadig de smukke Almodóvarske billeder, og man mærker mere personlighed og følelser i filmen, hvorfor den ikke bliver ren stiløvelse.
Den succesfulde spanske instruktør Raúl (Leonardo Sbaraglia) er i 2026 i gang med at skrive på sin nye film. Den skal foregå i 2004, og handle om en kvindelig reklamefilmsinstruktør ved navn Elsa (Bárbara Lennie), der i 2004 gennemgår en hård periode i sit liv. Hun bliver ramt af migræne, hendes mor bliver syg, og jobbet som reklamefilmsinstruktør giver hende stress. En tid lang veksler filmen mellem de to spor, vi følger Elsas forsøg på at komme sig efter sin nedtur, samt Raúls forsøg på at gøre hendes historie færdig, som vi fornemmer også kan beskrive dele af Raúls liv (og i parentes bemærket passer kronologien omkring migræneanfald etc også godt med, hvad vi ved om Almodóvar).
Tingene bliver dog komplekse, da Elsa beslutter sig for, at hun vil forsøge at lave en spillefilm igen, for den historie hun begynder at skrive på, trækker lidt vel meget på noget, som sker i hendes gode venindes liv. Og som en ekstra ironisk krølle begynder det også at give problemer for Raúl, for det viser sig, at Elsas situation måske også er noget, han har lånt fra en bekendt. Raúl kan skrive Elsa, hans hovedkarakter, ud af hendes problemer. Men kan han med sine kunstneriske evner redde situationen for sig selv?
Og et spørgsmål man kommer til at stille sig selv: Kan Almodóvar?
I film som Brudte favntag (2009) og Julieta (2016) var det som om, ét eller andet var gået galt, men selvom personerne forsøgte at sætte ord på og begynde at rette op på det, så virkede det aldrig rigtig troværdigt. Siden da har Almodóvars film meget direkte handlet om migræneanfald og sorg, så det er ikke overraskende, at Autofiktion også kredser herom, hvorfor Raúl da også får påtalt i en af filmens sjoveste scener, at han gentager sig selv.
Men det gør ikke så meget, at tematikken er set før, for sådan er det jo med livet. De store traumer, sygdom og sorg, kommer vi os aldrig rigtig over, så det giver mening, at Almodóvars film heller ikke bare får det færdigbehandlet, og så kommer videre. Problemet har tidligere været, at sorgen og dunkelheden skyggede for de filmiske kvaliteter, Almodóvar plejede at have.
Og det gør de ikke længere. Nu laver Almodóvar film, der måske nok ikke er store mesterværker, men som er små personlige perler, der stadigvæk har f.eks de vidunderlige farve-flader, som ingen andre gør som ham. Autofiktion er også en af de mest kødeligt optagede film, Almodóvar har lavet meget længe. Han er kendt som en stor queer-instruktør, men det skyldes i høj grad hans optagethed af transkønnede karakterer og kvinders rolle i samfundet det er længe siden, han som i Autofiktion har svælget så meget i unge mandekroppe, som filmen til tider gør med Elsas kæreste Bonifacio (Patrick Criado), der både arbejder som brandmand og stripper.
Elsas kæreste Bonifacio minder naturligvis også om en karakter i Raúls liv. Og fortællingen om ham passer nogenlunde med en mand, vi kender til fra Almodóvars privatliv. Som vi ellers ikke ved så meget om. Selvom Almodóvar har lavet et væld af mere eller mindre autobiografiske film på det seneste, så er de sjældent kommet ind på hans kærlighedsliv, hvilket måske er grunden til, de til tider har kunnet føles en smule kolde.
Der er Autofiktion en af de varmeste film, Almodóvar har lavet længe. Man kan mærke hengivenheden til filmens karakterer, fra Raúl, såvel som Elsa, og, forestiller jeg mig, også fra Pedro. Man kan mærke det i de varme farver. Og i filmens selvironi. Raúl får at vide, at han ikke laver store film længere, men at publikum også godt kan lide små film fra store instruktører som f.eks Bergman. Det er nok rigtig nok, så længe de ikke er små fordi, de forsøger at være store og bare fejler dermed.
Autofiktion er en lille film, som alligevel er ret så kompleks og meta. Men varmen, farverne og følelserne bærer den hjem.