Palmesøndag del 487
(Nicolas Winding Refn, Danmark
Cannes 2013)
Nicolas Winding Refns filmografi har fulgt en særlig rytme siden debuten. Pusher (1996) var en fremragende, men også nogenlunde konventionel, genrefilm, lavet for et meget lavt budget. Den blev en stor succes. Der var derfor mere frie tøjler på opfølgerne Bleeder (1999) og Fear X (2003), men de solgte så også meget færre billetter, og Winding Refn var i fare for at gå konkurs. Derfor lavede han så to opfølgere til Pusher, hvoraf Pusher II (2004) var hans hidtil mest dramatisk og psykologisk tilfredsstillende film. Den blev en stor succes. Pusher III (2005) var dog igen noget mere mærkelig og konfrontatorisk, og den solgte så også meget færre billetter. Med karrieren tilbage på sporet tog Winding Refn igen til udlandet, og lavede den meget billige biopic Bronson (2008), der igen var nogenlunde konventionel. Den blev en (relativt) stor succes (i forhold til budgettet). Derefter fik han igen frie tøjler til at lave Valhalla Rising (2009), med Mads Mikkelsen i rollen som tavs viking. Den solgte så også meget færre billetter.
Så ingen burde være overrasket, da Winding Refn fulgte op på Drive (2011) med endnu en gang abstrakt filmkunst, der tærsker rundt i instruktørens foretrukne tematikker, og er ualmindeligt konfrontatorisk. Men personligt er jeg overrasket over, hvor meget jeg elsker den her bizarre og idiosynkratiske film. Winding Refn finder her nogle variationer over sin tematik, som gør det en my mere rørende end før. Og så finder han nogle filmisk æstetiske måder at skabe sine karakterer og deres verden på, som gør Only God Forgives helt unik.
Julian (Ryan Gosling) bor og arbejder i Bangkok sammen med sin bror, Billy. De har en bokseklub, og de sælger stoffer. Billy er derudover også en voldelig pædofil, og en dag voldtager og myrder han en ung pige. Den lokale politiofficer Chang (Vithaya Pansringarm) undlader at anholde Billy, men lader i stedet pigens far slå Billy ihjel, hvorefter Chang hugger hænderne af faren som straf for, at han tillod at hans datter blev prostitueret. Snart ankommer Julians mor (Kristin Scott Thomas), og kræver at Billys død bliver hævnet, selvom Julian mener, Billy selv var skyld i det. Men det er ikke så nemt at få ram på Chang, han virker nærmest umenneskelig. Nærmest som en gud…
At Chang virker overmenneskelig har Winding Refn selv sagt i et interview: ‘it actually went from Valhalla Rising to Drive to Only God Forgives because the character of One Eye went into Driver then went into the Thai police lieutenant. They’re the same character played by three different actors […] It’s a mythological creature that has a mysterious past but cannot relate to reality because he’s heightened and he’s pure fetish.’ Jeg vil nok hævde at karakteren går længere tilbage i Winding Refns filmografi, i hvert fald til Pusher III, der havde undertitlen ‘I’m the Angel of Death‘ og hvor slutscenen hvor Radovic og Milo parterer to albanske gangstere også gør dem til noget nærmest fetichistisk. Egentlig vil jeg sige at Leo og Louis fra Bleeder gør nogenlunde det samme. Efter at de begge vælger den nærmest umenneskelige vold, begynder deres scener at ramme noget mytologisk. Da Leo opsøger Louis er de pludselig helt alene midt på gaden i København, det er som om de er trådt ud af de normale sociale rammer, og nu eksisterer på et andet plan end de almindelige mennesker rundt omkring dem.
Det er altså et tema, som Winding Refn har behandlet igen og igen, men som regel i de film, som flopper… Koblingen til ultravold, og måden hvorpå karakterne holder op med at ‘relatere til virkeligheden’ gør som regel filmene meget abstrakte og konfrontatoriske. Only God Forgives har også sine ubehagelige sider, dels i de nærmest ubærlige voldsscener, men næsten endnu mere i den måde den behandler sex på. Fra Billys pædofili, over Julians impotens og akavede scener med Mai, og til Kristin Scott Thomas’ performance som moderen, der konstant og hele tiden snakker om hendes sønners genitalier og seksualitet, er det nærmest alt for meget.
Alligevel opstår der for mig flere følelser end før. Virkelige følelser, hvor Julian stadigvæk kan føle virkeligheden. Måske fordi det denne gang ikke er hovedpersonen, som er ‘pure fetish’, men bikarakteren Chang. Julian virker også i store dele af filmen som en fetish-karakter, uden for normerne i samfundet, samt normale seksuelle normer, men i sidste ende kan han ikke være som Chang. Da de kæmper mod hinanden rammer han ikke med et eneste slag (hvor jeg dog elsker den scene) og i sidste ende virker det som om, at han accepterer, at Chang er ham overlegen. Der er én eller anden slags følelse i det. Julian må forblive menneske, må forblive at være nede hos os andre. Hvilket der dog også er en art håb i.
Men først og fremmest hører Only God Forgives til blandt Nicolas Winding Refns bedste, fordi instruktøren her udvikler et særligt filmsprog til at levere sin tematik. Det kommer især af den opklippede brug af rum. Se f.eks den tidlige boksescene, der er filmet fra alle retninger, og så lidt ovenfra. Også senere bliver rummet klippet op, 180 graders reglen brydes, det er svært at finde rundt i hvor karakterne er i forhold til de andre. Rummet bliver abstrakt og uvirkeligt. Og så gør Winding Refn noget andet. Han filmer deres blikke, som om de kigger på hinanden. Nogle gange på tværs af tid og rum, hvor to karakterer står to forskellige steder i Bangkok. Andre gange kan vi godt regne ud, at de ser på hinanden, selvom vi som publikum er forvirrede. Vi får nemlig ikke den typiske shot-reverse shot, der skal hjælpe os med at orientere os. Det giver en fornemmelse af, at filmens karakterer kan noget, som vi ikke kan. De kan navigere på det mystiske og abstrakte plan, som Only God Forgives foregår på. Og dén effekt er virkelig stærk.
Jeg kan som regel rigtig godt lide, når Winding Refn eksperimenterer. Han er en fremragende instruktør, også når han er ‘normal’, men han laver virkelig nogle mærkelige ting, når han får frie tøjler. Det er ikke alt sammen, der decideret fungerer. Heller ikke i Only God Forgives, men som helhed er det en helt særlig film. Det er den bedste version af Nicolas Winding Refn med frie tøjler. Det er den æstetisk gennemarbejdede version af dels ‘fetisch’-karakteren, dels hvordan de forvrænger verden omkring sig.