Liturgy giver koncert på Jazzhouse på fredag, den 29/5. Koncerten med Liturgy på Roskilde i 2012 er en af de mærkeligere jeg har været til. Bandet brød igennem i 2011, med Aesthetica, en milepæl inden for amerikansk black metal, en plade der var lige så elsket af pitchfork som den var hadet af mange inden for miljøet. Liturgy nøjedes ikke med at eksperimentere med genren, de var også meget teoretiske om at eksperimentere med genren, om behovet for at gøre op med genrens faste elementer, hvilket blev dårligt taget imod af genre-fans, der pegede på at eksperimenter og udvikling var en fast del af genren, uden at man behøvede at råbe så højt op om det. Liturgy, og især forsanger Hunter Hunt-Hendrix, ville ikke blot være Black Metal men ‘Transcendent Black Metal.’ De brugte ikke et normalt ‘blast beat’, en tromme-metode hvor trommeslageren tonser løs med to pedaler, så det lyder som et hjerteanfald, men snakkede om et ‘burst beat’, uden at det var helt klart hvad det skulle betyde. Det skulle være mere afmålt og rytmisk, lød det til. Det hele var måske nok lidt uklart. Men hvis man lyttede til Generation, så gav alt mening, Black Metal blandet op med amerikansk klassisk minimalisme a la Steve Reich, en konstant rytmisk forskydning mellem trommer og bas og guitar. Der kunne stadig headbanges, men til flere forskellige rytmer på en gang. Men så droppede trommeslager Greg Fox ud, og også bassisten stoppede, så da Liturgy troppede op på Roskilde var de to guitarister og en trommemaskine. Uden Greg Fox’ smidige rytmiske forståelse var det en hård og kantet rytmik der kom til udtryk, som en mur der rykkede sig stykvis frem og tilbage. Det var virkelig interessant, men… Men tidligere på året var bandet så tilbage med pladen The Ark Work, med alle fire oprindelige medlemmer, mærkeligere end nogensinde. Anmelderne har ikke været vanvittigt venlige over for den bizarre blanding af black metal, horn, sækkepiber, hip-hop inspireret sang og ambient-agtige passager. Det er vitterligt også en mærkelig blanding. Men Kel Valhaal er et hit i min bog, en værdig opfølger til Generation, og et af årets mest interessante stykker musik.
Det er ikke kun Kel Valhaal som er fantastisk, hele første lp-side, de tre første numre, er en super suite. Fanfare lægger ud med trompet og trombone i hakkende rytmik, derefter følger Follow op med tre-et-halvt minuts konventionel tonser-metal. Men det er blot forspil til Kel Valhaal, der eminent forener de to elementer. Overgangen, som man kan høre det sidste af på videoen ovenfor, består af optaget publikumshyldest, den perfekte overgang til hvad der så klart er iscenesat som pladens bravour-nummer. Blæserne fra Fanfare kommer tilbage, stadig hakkende, der i sidste ende passer til en 4/4, men uden at have klar rytmik. Trommerne bygger dels op bag ved, men har samtidig sin egen logik, vandrer sine egne vegne. Og en gang imellem kommer sækkepiberne så på, som var det et omkvæd. Det lyder militaristisk, det lyder som en march, folke-jublen får en mere dyster klang. Men det er ikke en traditionel march, man kan ikke gå i takt til den her musik. Og indimellem ‘glitcher’ musikken, så at sige, som om det man hørte var en tv-transmission der fuckede op. Det giver mig følelsen af at sidde og se på noget forfærdeligt i fjernsynet, og vide at man intet kan gøre ved det. En ganske aktuel følelse i disse valgtider.
Og så, efter 3:15 kommer skiftet. Tromme-hvirlen bliver ved og ved, bygger op til klimaks, og så kommer bassen, og så kommer ordene. Ikke skrig, som ofte i black metal, som på Aesthetica, men en vrimlende, messende rytmik af ord. Genius har en tekst, men jeg ved ikke om det er korrekt. Hvis det er, er jeg ret vild med linjer som ‘Card carrying laundromat auto zone / Uninvited wave’ Der er for lidt black metal om møntvaskerier. Derudover er det lidt noget vrøvl. Det hele er igen meget teoretisk. Hunter Hunt-Hendrix har udarbejdet et diagram om pladen, som jeg ikke forstår meget af. Kel Valhaal er en person, og Reign Array er en anden person – hans sang har samme position på lp-2 som Kel Valhaal har på lp-1. Derudover er jeg lidt sat af. Det er ikke alt hvad Liturgy laver, der giver lige meget mening. Men interessante, det er de. Og når de er bedst, som på Kel Valhaal, er de ret så suveræne. Forhåbentlig er de ligeså på fredag.
