Palmesøndag del 488
(Nicolas Winding Refn, USA/Danmark
Cannes 2016)
Nicolas Winding Refn har simpelthen fået sit eget logo til The Neon Demon. NWR står der på en enormt stilet måde. Det er meget passende til en film, som først og fremmest er Nicolas Winding Refn i reneste aftapning. Neonbilleder, vold, sex, synthesizermusik fra Cliff Martinez. Det er lige før, at det kammer over, og bliver ren genbrug og kliché. Enkelte steder kammer det faktisk over. Men mens NWR på mange måder i The Neon Demon gentager billeder og lyde, så forsøger han faktisk også at behandle hans typiske tematik fra en helt anden vinkel. Den præcis modsatte vinkel af en film som Valhalla Rising, faktisk.
16-årige Jesse (Elle Fanning) gør kometkarriere som model i Los Angeles. Alle ser noget helt særligt i hende. Den søde unge fotograf Dean (Karl Glusman), den charmerende make up artist Ruby (Jena Malone) og de fleste af de magtfulde mennesker i modelbranchen. Kun de to andre modeller Gigi (Bella Heathcote) og Sarah (Abbey Lee) er uimponerede, og ser hende mere som en rival. Men ellers bliver Jenna hurtigt den nye store skønhed i branchen. Men hvad gør det ved en person at blive opfattet på den måde? Er det måske rent faktisk farligt?
NWR lavede gentagne gange film om karakterer, normalt voldelige mænd, som han selv beskrev som ‘pure fetish‘, men The Neon Demon handler i stedet om at blive feticheret. Jesse bliver behandlet som noget andet end et menneske, selv af dem som beundrer hende. Det er et vigtigt skift, som ændrer filmen over til det mere tragiske. Men det er mere et skift end noget helt nyt. Nicolas Winding Refns film har altid feticheret, naturligvis hans ‘pure fetish’ karakterer, men også mere generelt kvinder. Der er en scene i The Neon Demon, som Winding Refn har lavet gentagne gange før, hvor en gruppe af letpåklædte kvinder sidder afventende på stole i et lokale. Men i f.eks Drive var de bare staffage, nærmest bare scenografi i et rum, hvor Ryan Gosling tævede en mand. Den her gang fokuserer filmen på de her kvinder, særligt Jesse naturligvis, men andre karakterer får også replikker (wow!). Selv nogle af skurkene, der ellers kun snakker om udseende og overflade, får mere personlighed til sidst end mange kvindelige karakterer i Nicolas Winding Refns film.
Skiftet væk fra voldelige mænd, gør at filmen føles anderledes. Af simple grunde som at Jesse ikke kan slå fra sig hvis hun bliver truet. Det ændrer dramaturgien. Det ændrer i nogen grad æstetikken. Det gør The Neon Demon til en fin variation i Nicolas Winding Refns filmografi, en af den slags film man gerne laver nogle år inde i karrieren, hvor man har fået styr på sin filosofi og sine virkemidler, og ikke er begyndt helt at gentage sig selv endnu. Og så alligevel. For meget i The Neon Demon ligner godt nok noget, som vi har set før. Vi er tilbage i et neon-oplyst Los Angeles ligesom i Drive, med meget synthmusik på sountracket, og jeg er ikke helt sikker på, at det giver mening. Det gjorde det i og for sig heller ikke altid i Drive, men her var det så anderledes (på en retro-måde, javist, men ingen andre brugte pink neon på den måde Nicolas Winding Refn gjorde i 2011), at man tog det med. I The Neon Demon føles det lidt manieret, og i sidste ende forstår jeg ikke rigtig titlen. Hvad er egentlig en neon-dæmon? Taget i betragtning hvor meget der bliver snakket om at ændre kroppe med plastik og alt muligt andet, hvorfor er det så neon titlen henviser til? Hvem er overhovedet filmens titelkarakter, er det Jesse, som ellers virker sød og menneskelig, eller er det de andre mere inhumane karakterer?
Det er lidt rodet, og det bliver ikke mindre rodet af nogle scener, som lidt ligner Nicolas Winding Refn på autopilot. Stakkels Jena Malone ender med en karakter, som ikke rigtig giver mening fra start til slut, og som til sidst kaster sig ud i et par scener, der ikke rigtig har noget med plottet at gøre, og som bare virker som om det skal provokere. Første gang Jesse for alvor går catwalk kaster filmen sig også ud i en psykedelisk passage, som meget ligner noget vi har set før, og som derfor ikke rammer som meget andet end en opvisning af hvor flot Nicolas Winding Refn kan kombinere billeder og musik. Det er så dog alligevel en af mine yndlingspassager, fordi det vitterligt er flot, den slags virkede bare stærkere i f.eks Only God Forgives, hvor det virkede stærkere forbundet til en filmisk tematik.
Så The Neon Demon er ikke en af Nicolas Winding Refns bedste film. Men den er ikke dårlig. Den er ujævn, men dens højdepunkter er meget høje. Dele af den virker som ting NWR har lavet før, men samtidig også som ting kun NWR kan lave, og det er en fornøjelse at se. Det er lidt en film. hvor udforskningen af filmsproget er holdt op, og den i stedet står på variation og gentagelse, men den slags kan jeg som regel også godt lide. Det fik NWR så også rig mulighed for at lave, da han de næste mange år lavede kortfilm og tv-serier, hvor han i timevis varierede og gentog gamle idéer. Her begyndte jeg så lidt at føle, at jeg havde fået nok.
Det mærkeligste ved The Neon Demon er, at det skulle tage Nicolas Winding Refn ti år at lave en film igen. Javist, den solgte ikke ret godt, men det er mildest talt ikke første gang en NWR-film er floppet kommercielt, det er nærmest lige så meget et kendetegn som fetish-karakterer og synthmusik. Men af mange forskellige årsager, fra personlige årsager og til fremkomsten af et mærkværdigt streaming-marked, var The Neon Demon i lang tid den sidste NWR-film. Det kan den ikke rigtig holde til, dertil er den for middelmådig. Men som del af et auteur-værk i udvikling, så fungerer den fint. Den lægger lidt til, varierer lidt, kører lidt i tomgang. Forhåbentlig har Nicolas Winding Refn flere overraskelser i sig.