Palmesøndag del 15
(François Ozon, Frankrig
Cannes 2003)
Jeg har ikke tjekket samtlige instruktører, og jeg ved ikke helt hvordan man skulle tjekke det, men jeg tror måske François Ozon er den instruktør der har haft flest film i dansk distribution i det nye årtusinde (Woody Allen var vel ellers nummer et, men det er blevet stoppet). 17 film er det blevet til siden 2000, hvor han fik vist hele to film, Dråber på Hede Sten (hans første film der spillede på en større festival, Berlin. 668 billetter solgt i Danmark) og Under Sandet (hans første film der spillede på San Sebastian festivalen, der er der hvor flest af hans film har haft premiere. 7973 billetter solgt i Danmark).
Ozon er født i Paris i 1967, og debuterede i 1998 med filmen Sitcom, efterfulgt af Criminal Lovers fra året efter. Efter de to film fra 2000, de første der fik dansk distribution, fik han sit gennembrud med 8 Kvinder fra 2002, en kæmpe succes. Filmens 8 skuespillerinder vandt en Sølvbjørn i Berlin, ikke for Bedste Skuespillerinde (den løb Halle Berry med for Monster’s Ball), men for Bedste Kunstneriske Bidrag. Filmen fik senere 12 Cesar nomineringer, inkl Bedste Film og fire Skuespillerinde-priser, dog uden at vinde en eneste, vandt til gengæld Bedste Skuespillerinde ved European Film Awards for alle 8 Skuespillere, og solgte godt verden over, herunder 40.425 billetter i Danmark. Dermed var Ozon’s navn slået fast som en af de mest spændende unge franske instruktører, og jeg tænker det ikke kan være kommet bag på mange, da han blev inkluderet i programmet til Cannes 2003 med Swimming Pool.
Charlotte Rampling spiller Sarah Morton, britisk krimiforfatter, kendt for en serie bøger om ‘Inspector Dorwell’. Hun har mistet inspirationen, og lader til at have manglet den i noget tid – hendes seneste bog sendte Dorwell til Skotland, og havde titlen Dorwell Wears a Kilt. For at få ro til at skrive låner hun et sommerhus – med svømmepøl – i Frankrig af sin forlægger. Roen forstyrres dog af forlæggerens datter Julie, spillet af Ludovigne Sagnier, den unge kvinde, der bader nøgen i pølen og har en ny mand med hjem hver nat. Som jeg husker det blev filmen kaldt for en ‘erotisk thriller’ dengang, jeg så det også nævnt på wikipedia at Ludovine Sagnier er topløs i næsten halvdelen af hendes scener (og billedet øverst var det billede jeg kunne finde i den optimale størrelse hvor hun havde mest tøj på).
Hvis Swimming Pool er en erotisk thriller, så er genren svær at få hånd om. Yup, der er nøgenhed, yup, der er sex, yup, der er kriminalitet. Sarah Morton er trods alt krimiforfatter, og hun tænker godt i krimiplots. Men filmen er snarere et drama om en ældre kvinde, der bliver konfronteret med en yngre kvinde, og den spænding der opstår i det møde. Det er ganske typisk tidlig Ozon, en ganske teater-agtig opbygning. Både Dråber På Hede Sten og 8 Kvinder var baseret på teaterstykker, begge foregik i enkelte lokationer, og begge hentede sit drama i møder mellem mennesker i forskellige aldre og positioner. Især Dråber På Hede Sten var typisk, hvor gammel mand og ung kvinde (Ludivigne Sagnier igen, igen letpåklædt det meste af tiden) finder sammen, mens ung mand og gammel kvinde køres ud på et sidespor.
Hvornår er en instruktør en ‘auteur’ med genkendelige tematikker og metoder i hver film, og hvornår er han blot begyndt at gentage sig selv? Man kan godt sige, at Swimming Pool markerer Ozon’s status som auteur. Foruden igen at handle om konfrontation mellem især aldersmæssigt forskellige mennesker, så er det også igen en film, hvor en enkelt location spiller en central rolle, og begge skuespillerinder går igen fra tidligere Ozon film.
Faktisk, så er Swimming Pool i høj grad en genbearbejdning af den film Ozon tidligere havde lavet med Charlotte Rampling, Under Sandet, fra 2000. Her tog Rampling’s karakter Marie også på ferie i et hus i Sydfrankrig, denne gang dog med en mand i stedet for med en ung kvinde, og en stor del af filmen handlede også om at svømme. Filmene starter stort set ens, med et klip af en flod, Seinen i Under Sandet, Themsen i Swimming Pool, hvorefter kameraet vender mod byen. Swimming Pool bliver til en variation over et Ozon’sk tema, på en måde som cineaster elsker (jeg har også læst mig til at der endda er en tredje Ozon-film der minder om den, kortfilmen See the Sea.)
Der er dog et enkelt punkt, hvor gentagelsen lidt kikser for Ozon – og SPOILER herfra, for det er slutningen af Swimming Pool jeg nu vil tale om. Swimming Pool har et fint og interessant twist til sidst, hvor Sarah, efter at have afleveret sin nyeste roman til sin forlægger, render ind i hans datter på forlaget, som nu hedder Julia i stedet for Julie, og som ikke ligner Ludovigne Sagnier det fjerneste. Implikationen er, at Sarah har forestillet sig hele historien i Frankrig, og at det hele skal forstås som kreativt arbejde, der har hjulpet hende til at skrive bedre. Hvilket er cool og ok, men også i Under Sandet har Rampling’s karakter svært ved at skelne drøm fra virkelighed, og det har hun hele vejen igennem, det er ikke noget twist, så hvis man ser begge film i træk, så falder twistet i nummer to lidt til jorden. Det ville være lidt som hvis M. Night Shyamalan lavede endnu en film hvor hovedpersonen var død. Her holder det lidt op med at virke auteuristisk, og bliver mere bare det samme som er lavet før.
Der er en relateret grund til, at Under Sandet er en bedre film end Swimming Pool, som ikke bare handler om at Under Sandet brugte samme twist først. Den bruger det også bedre. I Under Sandet blander Rampling’s karakter drøm og virkelighed efter at hendes mand er forsvundet ved stranden, og formodet druknet. Hun drømmer ham tilbage, og den ustabile virkelighedsfornemmelse bliver langt mere følelsesmæssigt involverende end i Swimming Pool, hvor det blot er meta. Derudover, så er Under Sandet klart en blanding af drøm og virkelighed, mens Swimming Pool forsøger at holde dette hemmeligt før til sidst, hvilket betyder filmen ikke kan benytte de samme visuelle tricks, som den første film benytter sig af. Under Sandet har f.eks. en fantastisk drømmescene, hvor Marie ligger på sin seng og seks hænder kærtegner hende: Hendes egne, hendes mand, og hendes nye elsker. Der er mere thrillende erotik over den scene end der er over samtlige Julie’s eskapader i Swimming Pool.
Der er dog også gode scener i den anden film. I en af de første badescener dukker Julie op pludseligt i den ene side af bassinet, som svømmede hun ud fra endevæggen, i et lille vink om, at pigen ikke eksisterer i virkeligheden. Og hvor en dårligere film måske ville lade drømmen kulminere i den mest voldelige scene, hvor et mord begåes, så bruger Ozon blot dette som startskuddet til en syret og overkørt og herlig sekvens, hvor Sarah forsøger at opklare hvad der er foregået, og bl.a. opsøger sin gartners gamle datter, en nærmest Lynch’sk karakter. Havde hele filmen kørt i dette register, i stedet for blot sidste del, så havde den været en del bedre.
Det er ikke fordi, at Swimming Pool er nogen dårlig film, men det føles lidt for mig som første Ozon, der snarere end et skridt fremad er et skridt til siden. Uden at have set hans to første, vel og mærke, så jeg er ikke ekspert. Men filmen er lidt en konsolidering, en gennemspilning af gamle tematikker, i en umanerlig kompetent indpakning, og så med et meget tydeligt kunstlet meta-twist til slut. Det var så også den første af hans film, der havde et mindre dansk bio-publikum end den foregående, selvom 28.621 solgte billetter bestemt også er et super godt resultat, der kunne tyde på et stort og trofast Ozon-publikum. Sådan skulle det dog ikke gå. Der var en grund til der gik ti år før Ozon igen kom i hovedkonkurrence.