Hvad sker der for britisk film for tiden? Sker der overhovedet noget? Det kan være svært at se skoven for bare træer i England, der kommer altid overordentlig mange film derovrefra, så det gode kan drukne i mængden. At dele sprog med USA kan både være godt og skidt, det hjælper så klart til at samarbejde, men af samme grund kan specifikt britiske tendenser blive skjulet. Selv British Independent Film Awards, som man skulle tro ville gå til en form for smal film, kan gå til oscar-film som The King’s Speech og Slumdog Millionaire, hvilket er knap så smalt endda. Nominerede som The Imitation Game eller The Best Exotic Marigold Hotel er også med til at tage opmærksomhed fra mindre navne som Joanna Hogg (Archipelago, 2010 & Exhibition, 2013) og Ben Wheatley (A Field in England, den kommende High-Rise), hvis film får en del interesse fra smallere steder som Locarno Film Festivalen, mere end de får fra BIFA. Den største succes på den front, den kom fra netop Peter Strickland, hvis Berberian Sound Studio fra 2012 vandt både Bedste Instruktør, Bedste Skuespiller til Toby Jones, Bedste Tekniske Bedrift for lyddesignet og Bedste Produktionsmæssige Bedrift. Men typisk nok tabte den hovedprisen til den noget mere traditionelle Broken af Rufus Norris. Men det er Peter Strickland der er den mest spændende unge britiske filmstemme for tiden. Hans film er så ikke-amerikanske som noget kan være, ikke blot i deres utrolige britiskhed, men også fordi han er så enormt fascineret af – især halvfjerdser – kontinental film. Hvilket i denne omgang betyder danske Sidse Babett Knudsen i hovedrollen!

Hvad sker der for den danske engelske accent? Hvornår blev det hipt? Dansk-engelsk accent plejede at være Lars Løkke’s ‘I’m banging the table’ eller Villy Søvndal’s ‘The ice is melting at the poles’, men pludselig er der danskere på de angel-saksiske skærme med kontinental coolness. Mads Mikkelsen i Hannibal taler med en psykopatisk ligegyldighed om hans accent kan forstås, brormand Lars Mikkelsen var i Sherlock som den norske kølige mediemagnat Charles Magnussen. Nu kan vi så se Sidse Babett Knudsen som dominatrix og sommerfugle-ekspert. Hun leverer en imponerende gennemført præstation, der har fået mange til at tale om et internationalt gennembrud, men det er nu nok et gennembrud i forhold til at kunne få en bestemt type roller. Hendes Cynthia skal ikke forestille at være engelsk, den tonløse, kontrollerede accent er en klar del af rollen især i forhold til Chiara d’Anna, der portrætterer Evelyn med en sydeuropæisk accent, langt mere syngende, passioneret, og med stemte s’er der let forvrænger de engelske lyde. Dyrk lyden af de to stemmer i klippet nedenfor, nærmest alt ved de to kvinders personlighed, og forholdet imellem dem, er indeholdt i den måde de taler på. Og så indeholder klippet også det måske bedste eksempel på manuskriptets mange finurlige replikker: Would a human toilet be a suitable compromise?

Der er en tale-glæde i filmen. Der er også en billed-glæde, og en lyd-glæde, som dog i mindre grad er til stede i klippet ovenover. Især lydsiden er fænomenal i en Strickland-film. Jeg forbinder meget de her nye britiske instruktører med den musikbølge der blev kaldt for ‘hauntology’, en art retro-futuristisk britisk musik der var meget hypet seneste årti. En musikbølge der var nostalgisk for en fortid såvel som en fremtid der syntes tabt under Thatcher, en 70’er-fortid med britiske enge og landskaber og mystisk okkult historie, og en fremtid som musikerne hørte den i den elektroniske musik som legendariske BBC Radiophonic Workshop puttede i programmer som f.eks. Doctor Who. Idéen blev måske bedst indkapslet i titlen på det album to centrale hauntology-bands lavede sammen: Broadcast and the Focus Group Investigate Witch Cults of the Radio Age. Peter Strickland’s Berberian Sound Studio var den ultimative hauntology-film, med sit plot om en lydmand fra BBC, der i halvfjerdserne rejser til Italien for at lægge lyd på en italiensk ‘giallo’-film om hekse-jagt, samt et soundtrack fra førnævnte Broadcast. The Duke of Burgundy er lidt bygget op om lignende elementer. Ikke giallo, men anden kontinental halvfjerdserfilm, softcore eurotrash fra instruktører som Jess Franco. Filmen optegner en verden kun med kvinder, der alle studerer sommerfugle, og lader til at dyrke s/m, hvilket også føles bare en lille smule kultisk. Og så er der igen et forrygende soundtrack fra et hipt rockband, den her gang Cat’s Eyes, en duo med The Horrors-forsangeren Faris Badwan. Dyrk intro-scenen nedenfor, der perfekt sælger retro-æstetikken og den mystiske stemning, med stillig arkitektur overfor larver i jordbunden, og en catchy indie-pop-melodi.

Hvis bare hele filmen var sådan. Men lidt for meget af filmen veksler mellem to slags scener: Enten smukke korte visuelle passager med kun soundtracket på lydsporet, eller mere konventionelt filmede snakke-scener, a la det første klip ovenover. Den visuelle verden er gennemført, med en color-coding langt udover det sædvanlige, flader af jordfarver, beige, brun, grå og sort, tilført primærfarver i deres mørkere form: Det blå og grønne er støvet og afdæmpet, mens det røde naturligvis er burgundy. Alt i alt er det måske den mest gennemførte skildring af efterårsstemning som digital film endnu har skænket os, hvilket i sig selv er en ny bedrift, men omvendt er det måske ikke så retro-halvfjerdser? Udover indledningen er inspirationen fra den tidligere type film ikke bestemmede for filmens look, dens kamera-føring eller klipning, som ellers godt kunne have brugt lidt mere afvigende personlighed. Jeg kunne ikke slippe en tanke om, at filmen er lidt for pæn i forhold til at handle om lesbisk s/m, der er lidt for lidt transgression. Eller rettere, de afvigende, transgressive elementer i billedsproget, er holdt til musik- og drømme-passager, som i klippet nedenunder hvor billedet invaderes af sommerfugle, men før der sker noget vildt bliver det behørligt forvarslet, hvilket føles lidt for meget som om de er holdt på deres plads, som om filmen er for kontrolleret, for struktureret og regel-ret. Men det passer måske meget godt til plottet, der netop også handler om regler og aftaler i et s/m-forhold.

Hvem bestemmer i et s/m-forhold? Ja, i og med alle kalder Sidse Babett Knudsen’s Cynthia for Dominatrix skulle man tro hun var den dominerende, men det er ikke helt tilfældet. I stedet er det Evelyn der ligger planer og bestemmer hvordan hun skal domineres dagen igennem. Evelyn trækker filmen igennem forholdet længere og længere ud, forsøger at gøre drømmen mere altomfattende, mens Cynthia omvendt synes at ønske et normalt parforhold med s/m-delen som staffage. Det er to forskellige visioner, der kunne have skabt en interessant kamp i filmen, også æstetisk, mellem kontrol og vildskab, men der bliver aldrig rigtigt for alvor givet slip fra instruktørens side, så man tror aldrig rigtigt på Evelyn’s energi. Det er altid dumt at kritisere en film fordi man ikke kan lide den drejning historien tager, men når de to sider hænger sammen med æstetik, så kan jeg godt ærgre mig over at vildskaben tæmmes og sættes på en fast plads filmen igennem. Det er en lidt pudsig konservativ følelse over den her film, på trods af s/m og lesbiske hovedpersoner, på trods af tis i munden, snak om menneskelige toiletter, silke-trusser, hofter, baller og lår. En lidt britisk idé om, at det dekadente og transgressive er rigtig fint, så længe den kender sin plads. Peter Strickland er den vigtigste unge britiske instruktør for tiden, The Duke of Burgundy er en rigtig god film, og Berberian Sound Studio er nok endnu bedre. Det er fedt den bliver vist bredt i Danmark, jeg håber folk vil se den. Men filmen viser stadig også, at der skal noget mere vildskab til, før britisk film sådan rigtigt komme til at rykke.