Palmesøndag del 11
(Ken Loach, UK
Cannes 1998, Bedste Skuespiller (Peter Mullan))
I 98 hvor My Name Is Joe kom ud, begyndte filmverdenen at rykke over på Loachs side. Der skete interessante ting inden for realismen. 98 er året hvor Dogme kom til Cannes, hvor Festen og Idioterne sprængte rammerne for hvor billig bredt accepteret arthouse kunne se ud. Man skulle tro idéerne i Dogme-manifestet var skåret efter Ken Loach’s hoved, det handler alt sammen om at overvinde den borgerlige kunstfilm, og lave film som fællesskab, snarere end som individ. Det handler om at komme tæt på det enkelte menneske uden filmisk glamour. Ja, man skulle tro idéen ville kunne smitte af på Loach selv. Året efter, i 99, vandt Dardenne-brødrene Guldpalmen ved at rendyrke endnu en ny måde at lave socialrealisme med deres Rosetta, hvor kameraet zoomer helt ind på den unge kvindelige hovedperson og følger hende gennem hendes fattige omgivelser, mens hun overvejer et mindre dillema hun er tvunget ind i fordi hun er desperat for at få et job. En film med en utrolig høj spændingskurve, selvom den blot handler om et job i en vaffel-biks. Der var social-realisme i luften. Der var Loach i luften. Og My Name Is Joe føles på en og samme tid som en af Ken Loach’s største triumfer, men også som en film der halter lidt efter sin samtid.
Hvis vi ser den her serie om Ken Loach som en typisk tragedie, så er den her film vendepunktet. Der hvor hovedpersonen – Ken Loach – er på toppen af verden, men kimene til nedturen samtidig begynder at kunne ses. Jeg kan huske My Name Is Joe fra da den udkom, jeg husker det som om det var en stor ting. I hvert fald i Danmark var det en stor succes. Den vandt både Bodil og Robert for bedste udenlandske ikke-amerikanske film, og hvor en Loach-film normalt sælger 10-20.000 billetter i Danmark, så solgte den her 56.ooo*. Det er heller ikke svært at se hvorfor filmen blev sådan en stor success, det er en bund-solid og hamrende charmerende film, med Peter Mullan i en kraftpræstation som eks-alkoholikeren Joe, der prøver at få hverdagen til at fungere i Glasgow. Der er kærlighed, komik, fodbold, og spænding. Det er måske den essentielle sene socialrealistiske Loach, samfundsproblemer og de små mennesker præsenteret i en indpakning der får alle med. Men samtidig begynder der at ske et skift. På det her tidspunkt er Loach-stilen så god, at de sædvanlige genre-elementer bliver alt mere åbenlyst unødvendige.
*men det ser ikke ud til at være den bedst sælgende Loach, den ære tilfalder Et Dristigt Kys / Ae Fond Kiss… fra 2004, der solgte næsten 100.000. Det overrasker mig en del, men både dansk statistik og scope.dk siger det er sandt
Mullan spiller som sagt en eks-alkoholiker ved navn Joe. Han er arbejdsløs og træner de lokale drenge ifodbold. Han møder Sarah, en sygeplejerske, og overtaler hende til at han skal hjælpe hende med at male og tapetsere. I filmens mest morsomme scene må Joe og hans ven Shanks først overtale Sarah til ikke at tapetsere loftet, da de ikke aner hvordan man gør, og da så de går i gang med at male opdager de at der står en fotograf fra kommunen og tager billeder udenfor, hvorefter Joe i raseri løber ned på gaden og hælder maling udover mandens bil. Billeder fra den scene kan jeg huske helt tilbage fra dengang, og de er da også på de fleste plakater fra filmen.
Det er en meget morsom sekvens, og det samme kan siges om de mange fodboldsekvenser. Utroligt meget af ligaen i nærområdet lader til at gå ud på at skændes om hvem der skal have lov til at spille som Vesttyskland. De sjove scener er sjove. De stille dramatiske scener, hvor Joe blot fortæller om sig selv, er uovertrufne. I åbningscenen fortæller han om sig selv til et AA-møde, og med det samme formår Mullan at gøre Joe levende. Der er dog specielt en anden sekvens, hvor Sarah spørger ham om hvorfor han holdt op med at drikke, som er eminent. Joe fortæller en gruopvækkende historie om hvor langt nede han havde været, hvor dumt et svin han var overfor sin daværende kæreste. Det er ærligt og åbent, og Mullan fortæller med så meget nerve at man er fuldstændig hooked. Man havde ikke behøvet flashbacksne der viser hvad vi får fortalt, men det fungerer nærmest som et pusterum fra ordene i Mullan’s fortælling, selvom om scenen også er filmet ret så grumt, og præsenteret med farverne drænet fra billedet. Loach er vitterlig eminent til at lave scener med folk der taler, det ser vi endnu et eksempel på her.
Så hvorfor f… skal der være et gangster-plot inde over? Hvad skal det gøre godt for? Joe og Sarah mødes først på trappen til det unge par Liam og Sabine. Joe skal bruge Liam til sit fodboldhold, Sarah skal observere hvordan det går med parrets unge datter, og Sabine bruger desuden Sarah’s klinik til at hamstre piller af en eller anden art. Efterhånden overtages plottet fuldstændig af det unge par. Liam var pusher, sad i fængsel, Sabine prostituerer muligvis sig selv og tager stoffer. De skylder penge til den fæle gangster McGowan, som tvinger Joe til at arbejde for sig hvis ikke det skal blive værst for Liam. Hvilket naturligvis gør forholdet til Sarah usikkert. Det er da klart at filmen bliver mere spændende af, at der kommer trusler om brækkede ben og fængselsdomme ind i billedet, men samtidig er det komplet unødvendigt. Det går også udover den sociale virkning, når skurken ikke længere er samfundet, men den fæle gangster. Hvis nu blot ikke han var der, så skulle det nok gå alt sammen. Det er her man sammenligner med Dardenne-brødrenes minimalistiske plots, og pludselig ser Loach en del mere klodset ud.
Selvom My Name is Joe er super vellykket for hvad den er, så kan jeg ikke lade være med at føle at den er lidt bedaget. Den virker for sikker i dens glatte sammenblanding af forskellige toner og elementer frem mod det effektivt tragiske klimaks. Det hjælper heller ikke at soundtracket igen er for 90’er, værst i en sexscene sat til porno-musik der nærmest er tåkrummende i dag. Her mangler der vision, her er der for megen talen tidens publikum efter munden. Det lykkedes som nævnt i stor grad at tale til publikum, filmen blev et stort hit. Problemet er mere, at nu var der alternative visioner for hvordan socialrealismen burde se ud. Og set på afstand her 25 år efter, så er det de andre realistiske film fra den tid som har overlevet tidens tand bedre.