Palmesøndag del 484
(Christophe Honoré, Frankrig
Cannes 2024)
Christophe Honoré er inspireret af den franske instruktør Jacques Demy, og nogle gange har han meget tydeligt placeret sig som Demys efterkommer. I Love Songs (2007) kaldte han filmens tre kapitler for ‘Le départ’, ‘L’absence’ og ‘Le retour’, det samme som de hedder i Demys klassiker Pigen med paraplyerne (1964), og for lige at understrege arven, castede han Chiara Mastroianni, datter af hovedrolleindehaver fra Demys film Catherine Deneuve, til en birolle.
De to, mor og datter, har sidenhen spillet med i en række af Honorés film, hvor særligt Beloved (2011) mindede om Demy for en ny generation: Ikke nok med, at det var en melankolsk kærlighedshistorie, hvor karaktererne indimellem sang om deres problemer, der var også en lang prolog, om en ung kvinde i tresserne, der meget lignede Demys Pigerne fra Rochefort (1966), inden hovedplottet så foregik i halvfemserne. Den unge kvinde fra tresserne blev i halvfemserdelen spillet af Catherine Denueve, og hendes datter blev spillet af, jep, Chiara Mastroianni. Og filmen fungerede også lidt som en moderne opdatering af Demys univers, hvor karaktererne i stedet for krig i Algeriet måtte håndtere seksualitet, AIDS og depression.
Honoré har lavet et væld af film om alle mulige ting, og hans queer-tematikker er nok det han er mest kendt for – og som generelt udmønter sig i hans bedste film – men han har også det her andet spor: Hvad skal vi gøre i dag, for at håndtere arven fra vores forgængere? Der skete så meget stort i f.eks tresserne, at det kan være svært at leve op til i dag. Honoré er meget inspireret af Nouvelle Vague filmene, men hvordan i alverden skal man kunne leve op til deres eksempel?
Det problem blev virkelig skåret ud i pap i Marcello Mio, hvor Chiara Mastroianni spiller en udgave af sig selv, der har så svært ved at leve op til at være datter af den legendariske skuespiller Marcello Mastroianni, at hun begynder at udgive sig for at være ham. Det er da meget sjovt, og er en vaskeægte auteur-film, der fungerer rigtig godt i sammenspil med andre Honoré-film. Men det er samtidig også virkelig en bagatel med en masse indforståede jokes, som aldrig rigtig kommer til at fungere.
Det kan da heller ikke være nemt at skabe sin egen skuespillerkarriere, når ens forældre er Catherine Deneuve og Marcello Mastroianni. Vi møder først Chiara Mastroianni til et model-shoot, hvor hun skal traske rundt i et springvand, lidt ligesom det blev gjort i klassiske Marcello-film, men her ser det frygteligt ud, og Chiara bliver kostet rundt med, som om hun bare er en statist. Senere under optagelserne af en film med Nicole Garcia som instruktør føler hun sig ydmyget og nedgjort for sit eget talent, sammenlignet med forældrenes. Pludselig ser hun Marcello når hun ser sig selv i spejlet, og snart begynder hun at klæde sig ud som ham. Til at starte med er der ingen, som tager hende seriøst, men efterhånden virker det som om folk ser det som en cool happening, når hun f.eks optræder til en koncert i Marcello-kostume. Men så pludselig begynder ting at flyde sammen, og i filmens mærkeligste scene er hun med i et italiensk talkshow, fordi der går rygter om, at Marcello Mastroianni går igen…
Det giver faktisk ikke ret meget mening. Til at starte med kan alle se at det er Chiara i forklædning, og så pludselig er der ingen der kan det, og selv dem der godt kan se, at hun ikke er Marcello, men bare ligner ham utrolig meget (hvilket hun altså også gør) lægger ikke to og to sammen. Der er lidt optræk til, at det kan have virkelige konsekvenser for hende, eller at hendes venner tror, at hun har et psykisk sammenbrud, men det er ikke rigtig noget, der bliver til noget. Til sidst er der nogle hilsener til La Dolce Vita, og så er der på imponerende vis gået to timer.
Det er en joke, at filmen kom i Hovedkonkurrence i Cannes. Og det er så nærmest også den eneste sjove joke relateret til den her film. Men det er sgu også lidt sjovt, for det understreger da filmens pointe. Chiara Mastroianni har spillet hovedroller for Christophe Honoré helt tilbage til Making Plans For Lena (2009), inklusive i førnævnte storfilm Beloved, og vandt endda Skuespillerprisen i Un Certain Regard for hovedrollen i Honorés On A Magical Night (2019), men de har aldrig fået lov til at komme i Hovedkonkurrence. Først når filmen kan ses som en hyldest til Chiaras forældre vil Cannes være med til at lege, også selvom filmen decideret handler om hvor nederen det er, at alle bare ser hende som hendes forældres datter… Og jeg er ikke engang sikker på, at Cannes kan se ironien i det, så meget er de endt som blind nostalgisk hyldest til fortiden.
Christophe Honoré har netop ikke et blindt nostalgisk forhold til fortiden, han har et komplekst og velovervejet forhold til hans filmiske forgængere. Ligesom han har lavet flere film med queer-tematik, om hvordan ældre generationer oplærer og passer på yngre generationer, samt hvor meget lige præcis hans egen generation manglede den slags, fordi de ældre mænd døde af AIDS – hvilket i øvrigt også var hvad Demy døde af, men det var ikke alment kendt da Honoré begyndte at lave filmiske hyldester til ham. Der er ofte en følelse af tab i Honorés film. En fornemmelse af, at være faderløs. Det er ikke bare sjov og ballade.
Det er det faktisk heller ikke i Marcello Mio, der er bare så lidt af den som fungerer, hvis ikke man kender alle de medvirkende ud og ind, og ved hvem der har været gift med hvem, at det hele lidt virker som en indforstået joke. Som ikke er sjov. Honorés karriere har været kvalitetsmæssigt meget svingende, men han plejer også at blive sendt i sidekonkurrence, når han laver noget, som er under niveau. Så bare ikke den her gang. Den her gang handler det jo om vores Marcello!