Palmesøndag del 492
(Два прокурора, Sergei Loznitsa, Ukraine
Cannes 2025, François Chalais Pris)
Jeg havde det lidt som om, at Sergei Loznitsa peakede i årene efter A Gentle Creature. 2018 var helt vanvittigt, med hele tre film, spillefilmen Donbass, arkivfilmen The Trial og begivenhedsportrættet Victory Day, der alle tilføjede væsenligt nyt til hans samlede portræt af Sovjetunionen dengang og Rusland i dag. I 2019 kom State Funeral, der brugte materiale optaget under Stalins begravelse, tiltænkt en propagandafilm der aldrig blev færdiggjort, idet Sovjetunionen i stedet tog et opgør med stalinismens forbrydelser. Genial film, måske hans konsensus mesterværk? Da Loznitsas arkiv-film et par år senere blev vist på MUBI skrev jeg en længere artikel om dem som et samlet portræt af sovjetisk historie, hvor jeg kaldte dem for ’empati-maskiner’. På det tidspunkt fremstod Loznitsas samlede værk som et stort hele, et vældigt udsagn, en imponerende bedrift på niveau med de største af tidens kunstnere uanset kunstart.
Og selvom filmene Loznitsa lavede siden da ikke har været dårlige, så har de alligevel ikke rigtig tilføjet noget nævneværdigt nyt. Et par yderligere dokumentarer om Anden Verdenskrig, Babi Yar. Context (2021) samt The Natural History of Destruction og The Kiev Trial (begge 2022) var alle fine, og filmen om Babi Yar er noget af det modigste Loznitsa har lavet med sit fokus på et stadig tabubelagt emne i ukrainsk historie, men føltes rent æstetisk som noget vi havde set før, og mens The Invasion (2024) om Ruslands invasion af Ukraine var en værdig opfølger til film som Maidan (2014) og Donbass (2018), så betød det øgede fokus på krigen de seneste år også, at Loznitsa pludselig havde en masse konkurrence når det kom til at lave film om emnet, og jeg er ikke sikker på hans film er den bedste af dem. Den fire timer lange dokumentar Mr. Landbergis om den lettiske politiker Vytautas Landsbergis har jeg aldrig set, og forstår heller ikke pointen med. Måske den er god, men generelt virkede det også lidt, som om Loznitsa havde brugt sit bedste materiale, sine bedste emner, og nu mest bare tilføjede i margenen.
Jeg er derfor ret overvældet af To anklagere. Jeg havde regnet med, at den var god, det er alle Loznitsas film trods alt. Men at jeg skulle mene at det nok er hans bedste fiktionsfilm, nok den bedste film fra Cannes årgang 2025, det havde jeg faktisk ikke set komme.
To anklagere lever i så høj af sin æstetik, at plottet godt kan tåle at være minimalistisk. Kort fortalt får en ung nyudnævnt anklager i byen Brjansk ved navn Kornjev (Aleksandr Kuznetsov, som spiller fantastisk, med enkelte ansigtsudtryk, der får det til at virke som om noget mere komplekst og dybere foregår inde i hovedet på en ellers noget blankt idealistisk ung mand) et brev fra en fange i det lokale fængsel, og beslutter at opsøge ham. Han må navigere i fængslet for at finde den gamle fange, og derefter navigere i Moskva for at mødes med vigtige politikere der kan hjælpe ham, og det ender jo nok ikke med, at Stalins udrensinger bliver afblæst…
Nej, det er ikke spænding om udfaldet, men rejserne ind i mørkets hjerte, som gør filmen så fascinerende. Filmen åbner med at en fængselsport åbner sig, og derefter er det lidt som om, vi er rejst ind i Dantes inferno. I gården arbejder straffefanger på skrøbelige stativer med at bygge mere fængsel, der går i gennemsnit tre betjente til at åbne en dør, og cheferne sidder på deres små kontorer og stirrer ud i luften. Det er dybt skræmmende, men også enormt absurd. Da nogle breve skal brændes finder de ét rum med en ovn, og betjenten sørger for der ikke udleveres flere tændstikker en højst nødvendigt. Røgrøret til den ovn er også sat helt skævt på, hvilket sammen med de mange breve på gulvet skaber et helt fantastisk billede, der nærmest kunne være et maleri.
Der er rigtig meget af filmen, som kunne være malerier. Eminent brug af lys og skygge, til tider ligner det hvis Hammershøi havde været en politisk maler. Også de mange skurke i filmen får gerne øjeblikke hvor de sidder stille, og billedet ligner et portrætmaleri. Man skal også huske på, at mange af gerningsmændende til Stalins forbrydelser senere hen selv blev ryddet af vejen fordi de vidste for meget, noget man næsten kan tro, at filmens karakterer godt er klar over.
Det er eminent fotografering af den rumænske fotograf Oleg Muto, der var fotograf på de første rumænske nybølge-film som Cristian Mungius Guldpalme-vinder 4 måneder, 3 uger og 2 dage, og sidenhen også har fotograferet Sergei Loznitsas andre spillefilm. To anklagere er næsten hans mest imponerende bedrift, og det siger ikke så lidt. Det er ikke bare overvældende flot, det har sin helt egen absurde og suspensefyldte stemning.
Der er en helt særlig idé om totalitarisme i To anklagere. Fængsler er improviserede og under konstant ombygning, for at skabe plads til den konstant stigende mængde ofre. Soldater ligner mere bøller end disciplinerede krigere, og er altid bare lige til stede, for at skabe paranoia. Og der er åh så mange tærskler – porte, låger, forkontorer, venteværelser – for at kunne styre hvem der må være hvor hvornår, hvem der kan bevæge sig, hvem der kan få hvad at vide. Kornjev bevæger sig modigt rundt, men risikere alligevel hele tiden, at blive slået tilbage til start.
En Loznitsa film kan kendes på bl.a. sin form. Det er som om de kredser i cirkler, starter og slutter samme sted. Skifter mellem at føles meget realistiske, og dernæst nærmest have karakter af mareridt. Heltene kendes ofte meget ved at de kan holde sig vågne, eller insisterer på at blive stående/siddende når magthavere ellers forsøger at få dem fjernet. Det går gerne ret langsomt, men når det er bedst er det alligevel hamrende nervepirrende.
Og To anklagere er muligvis Loznitsa så god, som han aldrig nogensinde har været før. Det er ét aspekt af hans filmkunst kogt ind til benet, båret frem af et virkelig simpelt plot, og så gennemført at det bliver modbydeligt. Det er en helt unik filmisk oplevelse, måske den bedste filmiske skildring af totalitarisme siden Sauls søn. Omend forskellen mellem Nazityskland og Stalins Sovjetunion så også her bliver tydelig, hovedsaglig i sin absurditet. Hele plottet i To anklagere kommer af, at en ung idealist bliver udnævnt i en væsentlig stilling, fordi ham som tidligere havde jobbet er blevet udrenset. Der er noget komplet absurd over det system Stalin byggede op, for at opfinde trusler mod ham selv, som han så kunne slå hårdt ned på.
Hvis Holocaust er det mest forfærdelige eksempel på et folkemord, så er Stalins udrensninger det største eksempel på intern statsterror, måske ikke i andel af befolkningen som blev myrdet – her tror jeg egentlig de Røde Khmerer overgik ham i halvfjerdserne – men i sin gennemførte antilogik. Og jeg er ikke sikker på, at den antilogik er blevet skildret bedre end her.
Det er film når det er bedst, en æstetisk vision, der maner en historisk epoke til live. Ikke så meget som en realistisk skildring af fortiden, jeg siger ikke, at Sovjetunionen generelt så præcis sådan her ud i 1937. Men som et udsagn om fortiden, der skaber en helt unik og isnende stemning hos publikum. Det er kunst, når det er bedst.