Palmesøndag del 14
(Relatos salvajes, Damián Szifron, Argentina
Cannes 2014)
Hvis det stod til mig, så skulle Cannes indføre kønskvoter, og det med det vuns. Ikke at jeg går ind for kønskvoter overalt. Og Cannes har et godt slogan imod kvoterne: ‘Kunst før køn’ (det lyder især godt på dansk… måske er det en dansk parafrase) Problemet er så bare, at Cannes’ udvælgelses-komité aldrig fanger årets 20 kunstnerisk bedste film, og tydeligvis også sætter en hel masse andre ting før kunsten, som så ergo altså også er vigtigere end køn. Der skal være superstjerner på den røde løber, det er vigtigere end køn. Der skal være geografisk spredning i konkurrencen, det er vigtigere end køn. Der skal være instruktør-navne som alle kender, også selvom de ikke har lavet gode film i årtier, det er også vigtigere end køn. Mest problematisk er det, at Cannes lader til at mene deres problem stammer fra skævvridningen i resten af systemet. Det er uden tvivl korrekt, men skal Cannes ikke netop gå foran? Skal den ikke sætte udviklingen de næste år fremad? Cannes nægter at gå foran, hvilket de lidt for ofte også gør med resten af deres film-valg. Det er Wild Tales et ganske glimrende eksempel på.
Jeg var rigtig glad for Wild Tales første gang jeg så den, kaldte den ‘great’. Det er en dejlig sort komedie, der ikke er bange for at tage joken alt, alt for langt ud. Seks historier, hver historie handler om ydmygelse, og om at tage hævn. Hævn over gangsteren der ruinerede familien. Hævn over trafikanten der kører råddent. Hævn over systemet der uddeler uretfærdige trafikbøder. Hævn over kæresten der boller udenom. Nogle gange er det ren katarsis, andre gange er det dybt foruroligende. Især den første sekvens, om et flystyrt, har fået en dårlig eftersmag efter en nylig hændelse. Men Damián Szifron ville altid både have os til at grine, og have det dårligt over vores grin, på samme tid. De bedste historier ruller frem og tilbage, mens hævn fører til hævn, til det hele ender galt. Magt-balancen skifter konstant. Rigmanden vil betale sin gartner til at tage skraldet for rigmandssønnens trafik-drab, hvilket får korrupt advokat og anklager til at afpresse, hvilket igen får rigmanden til at true med afsløring. På vejen regerer manden med den hurtige bil, indtil han punkterer og er prisgivet. Den lille mand er prisgivet det kafka’ske bureaukrati hos både parkeringsselskabet og retsvæsenet*, men omvendt bliver parkeringsselskabet hurtigt den lille overfor både medier og forsikringsselskab. Wild Tales er en perfekt film at stresse af til efter en hård dag med kontorarbejde, kø på vejene, knas med familien. Eller måske en dag med pressekøer, skuffende film, og blank computerskærm før truende deadline? Da jeg så den på Gøteborg Festivalen var den et friskt pust, et afbræk fra film der mindede om hinanden. Jeg kan sagtens se den fungere på samme måde i Cannes. Men da jeg nu så den for anden gang, en almindelig torsdag, første biograftur i næsten en uge, så var der knap så meget at komme efter.
*En herlig mørk pointe: Da en sprængstofekspert forsøger at forsvare en eksplosion som et uheld dømmer retten at det måtte have været planlagt omhyggeligt, da det lykkedes at undgå dødsofre. Havde han været mere hensynsløs havde han måske sluppet for fængsel.
Argentinsk film havde et fantastisk 2014. To film i Berlin – Benjamin Naishtat’s History of Fear og Celina Murga’s The Third Side of the River – film i tre konkurrencer i Cannes – foruden den her er det Lisandro Alonso’s Jauja i Un Certain Regard og Diego Lerman’s Refugiado i Quinsaine des Realisateurs – og to film i Locarno – Martín Rejtman’s Dos Disparos og Matías Piñeiro’s The Princess of France. 2015 startede med både Lukas Valenta Rinner’s Parabellum og Laura Citarella & Verónica Llinás’ Dog Lady i konkurrence i Rotterdam. Samtlige af dem jeg har set, History of Fear, Jauja, The Princess of France, Parabellum og Dog Lady, var mere interessante end Wild Tales, og de andre har også fået gode anmeldelser. Så hvorfor er det Szifron der er i hovedkonkurrence? Den har store stjerner, f.eks. Dario Grandinetti, der spillede hovedrolle i Tal til Hende, og Ricardo Darín fra oscar-vinderen Øjnenes Hemmelighed. Blandt producerne finder vi Pedro Almodovar, han har sikkert også åbnet døre. Og Damián Szifron var obskur i filmkredse udenfor Argentina, men han er et stort navn som skaber af populære komedier og telenovelaer. I stedet for at bringe lys over et nyt og spændende navn, der kunne bruge opmærksomheden, har festivalen snarere ageret systemets mand. Så tror da faen at Cannes reproducerer køns-skævheden i resten af film-verdenen.
Denne musik spiller under den bedste sekvens i filmen, og stammer efter sigende fra et argentinsk tv-program om ‘The Health of Our Children’. Det er en af de bedste scener, og bedste detaljer.
Jeg så også Jauja for anden gang den her uge. Den voksede umanerligt af at se den igen. Det mystiske plot stod langt klarere, jeg kunne lægge mærke til de fine måder at detaljer, som jeg vidste ville blive vigtige, blev introduceret. Jeg kunne nye det dejlige filmsprog, især de smukke farver. Jeg kom ud af biografen, og var nærmest klar til at se den en tredje gang. Ret omvendt af, hvordan jeg havde det med Wild Tales. Når jeg vidste hvor historierne skulle hen, og ikke længere blev overrasket over de pudsige skift og voldelige twists, så var der ikke nok til at tage over. I stedet for at sætte pris på fantastiske detaljer blev jeg mere opmærksom på kedelige billeder og ting der ikke gav mening. I fortællingen ‘Bombita’, der ellers er en af de bedste fortællinger, sprængnings-eksperten der bliver fanget i parkerings-bureukrati, stammer en stor del af det Kafka’ske helvede fra umuligheden af at bevise, at der manglede tydelig afmærkning hvor bilen stod parkeret. Men: Kamera-telefoner? Hvorfor kunne han ikke bare fotografere stedet, og bruge det som bevis? Sekvensen foregår tydeligvis i nutiden, for dens herlige slutning drejer sig i høj grad om hashtags. #Bombita. Der var også nogle af twistene undervejs, der rent dramaturgisk falder på præcist det rette tidspunkt, på bekostning af hvornår et normalt menneske ville have foretaget det. Der er flere rigtig fine filmiske ting i den, sjove klip, flotte billeder, og pudsige vinkler, men i stedet for at finde nye gode billed-ting i den jeg ikke fik med første gang, så gik jeg mere i stå over hvor konventionelt filmet meget af den er, og hvor kedeligt ensfarvet blå og orange den alt for ofte er.
Forstå mig ret: Jeg kan varmt anbefale alle at gå ind og se den. Men jeg kan ikke anbefale at se den to gange.
For at vende tilbage til debatten om kønskvoter, så indvendte Thierry Frémaux at kritikken er uretfærdig, for Cannes har ikke stort værre kønsfordeling end de andre store festivaler. Det kan han have ret i. Cannes får hård kritik hvert år, fordi de er den største festival, og alle forventer at de er de bedste. Det slås med let hånd fast, at Cannes under alle omstændigheder er den største branche-komsammen i årets løb, det er der producer-aftalerne indgås, og det er også dens konkurrence der ‘sætter dagsordenen’ i kunstfilmen året ud. Men er det virkelig rigtigt? Hvilken dagsorden er det de sætter? De sidste par år har der været en klar trafik mellem Cannes og årets oscar for bedste udenlandske film, hvor f.eks. i år Wild Tales var nomineret sammen med andre Cannes-film Leviathan fra Rusland og Timbuktu fra Mauritanien. Tre ud af fem. Biograferne er fulde af Cannes film, og f.eks. medfører en Guldpalme per automatik dansk distribution, noget som på ingen måde tæller for hverken Berlin eller Venedig. Men når Cannes skaffer distribution og Oscar-nominering til en film som Wild Tales, en populær og let-fordøjelig komedie, fyldt med mega-stjerner, og med Pedro Almodovar som med-producer, har den så reelt ‘sat’ en dagsorden, eller taler den blot dagsordenen efter munden? Er festivalen i det her tilfælde måske blot god til at give publikken hvad den i forvejen kan lide? Jauja blev vist i København som del af en kæmpe Lisandro Alonso kavalkade, hvilket falder sammen med at Martín Rejtman har en stor retrospektiv i New York. Ingen af de to har nogen sinde været i konkurrence i Cannes, men står nu som de to største kunst-navne i argentinsk film, sammen med Lucrecia Martel, som Cannes retfærdigvis har støttet op om. Selvom Wild Tales er en dejlig film, i hvert fald første gang man ser den, så kan jeg nok godt love, at Damián Szifron ikke kommer til at have nogen stor retrospektiv i New York om ti år. Dertil er denne film simpelthen for konventionel. En udpræget kvalitets-film, som tilfører publikum et godt grin, men som intet tilføjer filmkunsten.
Fortjent Pris?
Alene det, at den blev nomineret mens Jauja ikke gjorde er en mindre skandale. Problemet er, at du har et system, hvor Cannes programmerer både hoved-konkurrence og Un Certain Regard, og Un Certain Regard skal give ekstra plads til kunstnerisk fremsynede film. Når så du har to argentinske film du gerne vil vise, og den ene er en af årets mest fremsynede film, og den anden er en morsom men konventionel komedie, så vil hovedkonkurrencen måske kunne tage imod dem begge, men Un Certain Regard gider kun den ukonventionelle. Og på den måde bliver den film vi har set før forfremmet frem i systemet. Jeg ville ønske Cannes havde et andet system, en større række af glimmer-premierer i stil med Mad Max og Inside Out i år, som de også kunne putte den her form for store produktioner over i, hvor det blev forstået som værende lige så godt som at være i UCR.
Om halvanden uge, 4/6, har Francois Ozon’s seneste, Min Nye Veninde, premiere. Som opvarmning handler Palmesøndag derfor om hans to Cannes-konkurrenter, Swimming Pool fra 2003, og Ung og Smuk fra 2013.