Palmesøndag del 12
(Ken Loach, UK
Cannes 2002, Bedste Manus (Paul Laverty))
Når en instruktør begynder at sprøjte film ud på samlebånd kan deres årlige film blive som et besøg fra en gammel ven. Det er f.eks. sådan de fleste danske anmeldere har det med Woody Allen, og jeg har det på samme måde når jeg ser den nye Hong Sang-soo. Det bliver en glæde i sig selv at notere gentagelser og små variationer. Men omvendt kan man også sagtens køre træt i det. Sweet Sixteen fra 2002 var Loach’s 10. spillefilm på de 12 år siden Hidden Agenda indvarslede hans sene periode. Og man kan være positiv og acceptere Sweet Sixteen som en variation over et genkendeligt Loach-tema. Men omvendt så er det svært ikke at lægge mærke til, at det er stort set samme film som My Name Is Joe, bare med en yngre hovedperson.
Vi er flyttet fra Joe’s Glasgow til Port Glasgow, en havneby der ligger ikke så forfærdeligt langt væk. Vi følger nu 15-årige Liam der forsøger at klare sig til dagen og vejen ved at sælge cigaretter og levere pizza efter at han er droppet ud af skolen. Fin social-realisme, vi ser ham både sælge kikkert-kig til unge natteravne (jeg er ikke sikker på at Saturn virkelig ser sådan ud på nattehimlen, men det er smukke poetiske billeder, der vel skal symbolisere et bedre liv i det fjerne) hustle cigaretter på en bar, og lokke en lastbil til at køre en politi-knallert over. Liam har empati for de unge, fantasi og drømme, gå-på-mod og fanden-i-voldsk-hed. Således tegnet op er vi klar til plottet: Liam’s mor er i fængsel, og hans pusher-stedfar behandler dem begge som skidt, vil tvinge dem til at smugle stoffer ind i fængslet. Liam nægter, bliver smidt ud, flytter ind hos hans søster, der har et lille barn, og en smuk jævnaldrende veninde. Liam leder efter et hjem til ham selv og hans mor, som skal løslades dagen før Liam’s 16 års fødselsdag, og finder hvad han mener er et perfekt lille hjem oppe langs kysten. Men så skal der bruges penge, og uret tikker.
Nyd lige hvor forskelligt filmen blev solgt i Storbritannien (øverst) og USA (nederst)
Det er et rigtig fint set-up, men det kører ind i præcis samme rille som My Name Is Joe: Liam og hans ven Pinball bliver involveret i stof-handlen, og snart er der en grum og farlig gangsterboss der slår kløerne i dem. Igen holder filmen helt op med at være social-realisme, og bliver i stedet styret af genre-klichéer. Der er adgangs-riten, hvor Liam tror han skal myrde en mand på en bar. Der er den gamle ven, der må opgives for at passe ind i banden. Det hele føles som om det er med fordi det er sådan det gøres på film, snarere end det er fordi det er sådan livet er i Port Glasgow. Og værre endnu, der mangler helt de fantastiske tale-scener, som Loach ellers altid putter ind i sine film. Film om lidelse og undergang rammer altid hårdere når det går ud over unge mennesker, så jeg kan godt forstå Loach havde lyst til at lave en alvorlig film om en 15-årig. Og Martin Compston gør alt hvad han skal hele tiden, han sælger både det følsomme og det stålsatte, og man tror på ham som en ung fyr der har den energi og de evner der skal til for at fange en gangsterboss’ interesse, men som samtidig er så ung og naiv at han investerer sin sympati de helt forkerte steder. Men samtidig er det en sammenbidt rolle, uden de overvejelser og den selvindsigt, som gjorde Peter Mullan’s monologer som Joe så fantastisk. Den bedste talescene i filmen kommer efter at Liam har taget kampen op med nogle lokale bøller der ville tage hans stoffer, og får sårene behandlet af hans søster Chantelle. Her får vi baghistorien, her får vi den psykologiske indsigt i Liam’s vilje til at erobre verden: ‘You didn’t fight them because you were brave. You fought them because you just didn’t care what happened to you. That’s what broke my heart.’ Der mangler virkelig flere scener af den type.
Der er også bare småtingene, hvor det går lidt i hak fordi Loach bruger for mange af hans tricks. Loach er rigtig glad for at lave overgange fra en scene hvor personer diskuterer hvorvidt de skal gøre noget, ikke når frem til et resultat, KLIP til scene der viser resultatet. Eksempel: I My Name Is Joe diskuterer Sarah og hendes veninde Maggie hvorvidt Sarah skal tage med Joe ud at bowle, Sarah benægter at hun har tænkt sig at gøre det. KLIP: Sarah og Joe er ude at bowle. I Sweet Sixteen bruges tricket i point-of-no-return-scenen, den scene hvor Liam skal endegyldigt vælge mellem hans venner eller hans nye sammenhold blandt gangsterne. Det er et grufuldt dilemma, hvor Liam tydeligvis ikke ved hvad han skal gøre, og hans ven bliver ved med at køre på ham, men det ser ud til at de klarer den. KLIP til Liam der sidder på en bænk og ringer til gangsterbossen for at fortælle ham han har gjort som han fik at vide. Det burde være det øjeblik i filmen der ramte aller hårdest, så det er vitterlig skidt at man kan blive distraheret fordi man tænker: ‘Typisk Loach-klip, det der!’ Det kan man bare lade være med, og hvem siger Sweet Sixteen’s seere har set nok Loach til at fange det, det er jo ikke noget krav. Men det er en risiko når man laver film på samme måde mange gange, genkendeligheden kan tage væk fra effektiviteten.
Jeg kan til dels godt forstå Sweet Sixteen talte til folk i 2002. Det er altid hårdt at se børn på spanden, skuespillet er godt, plottet er effektivt, og der er mange flotte billeder af lille Liam i det store landskab, filmet langt væk fra for rigtig at vise hvor ligeglad byen er med ham. Men nu er vi inde i den fase, hvor Loach stadig laver gode film, men hvor Loach selv efterhånden skader mere end han gavner. Med Hidden Agenda og Land and Freedom lavede Loach typiske genre-film, der blev til noget bedre på grund af de tilførte typiske Loach-ting. Nu er vi der hvor de typiske Loach-ting enten mangler, eller snarere trækker ned, i en ellers rigtig stærk ungdomsfilm. Så er man noget dertil, hvor man stadig kan lave gode film, men hvor man alligevel skal overveje at forny sig.