Mondo Cane

Palmesøndag del 135
(Gualtieri Jacopetti, Paolo Cavara & Franco Prosperi, Italien
Cannes 1962)

Jeg kan huske første gang jeg så Ringenes Herre, hvor absolut overvældende de mange flyvende kamera-ture var. Hele verden så stor og ægte ud. Da jeg genså filmen sidste år kunne jeg derimod ret tydeligt se at en del af det var CGI. Man vænner sig til at regne ud hvad man skal se efter, og pludselig ser ting falske ud. Det kom jeg til at tænke på da jeg så Mondo Cane, en berømt og berygtet ‘dokumentar’, der påstod at samle ægte optagelser fra hele verden, og som blev en kæmpe succes over hele verden. Hvordan faen troede folk dog på det her? Der er scener med ‘pludselige’ hændelser, der dog er filmet fra flere vinkler. Der er øjeblikke hvor der klippes, og et eller andet rystende så lige er sket i mellemtiden. Og mest åbenlyst, så er hele filmen, som så mange andre italienske film, dubbet fra enden til anden, og der er tilføjet et ekstremt manipulerende soundtrack. Troede folk virkelig på det her? Njah, jeg tænker mig de nok havde en vis skepsis overfor de mest bombastiske påstande, men omvendt så vil jeg sige, efter at have set film som f.eks. Disney-dokuen Den Levende Ørken, at det sgu omvendt ikke er så meget mere manipulerende end hvad så mange andre dokumentarer lavede på den tid.

Mondo Cane betyder ‘Hundeverden’, og hunde går som en rød tråd gennem filmen. Vi ser først et klip fra en kennel, hvor en hund hives voldsomt forbi de mange bure med bjæffende dyr. Senere ser vi en amerikansk kæledyrskirkegård, som er alt for meget, men så ser vi en taiwanesisk restaurant hvor hunde pelses og slagtes og spises. Den slags kontraster er der en hel masse af, i den vestlige verden har vi alt for meget, hvorimod der er alt for meget vold og fattigdom i resten af verden. Der er også virkelig meget om sex, der er et klip fra landsbyen hvor superstjernen Rudolph Valentino voksede op, hvor det insinueres at alle de unge mænd er hans uægte børn, derefter et klip hvor en gruppe kvinder hiver tøjet af en anden italiensk skuespiller (som sagt filmet fra mange vinkler…) derefter noget fra en ø ved Papua New Guinea hvor topløse kvinder i flok er på jagt efter unge mænd, derefter et klip hvor matroser render frem og tilbage for at stirre på unge bikini-klædte kvinder på en båd.

Det handler med andre ord om at verden er kold og kynisk, og folk er alt for optagede af sex. Det kunne være en art nihilistisk film. Men omvendt, så er det hele alt for ordnet. Og her er det vitterlig svært for mig at regne ud hvad folk har troet. Scenen med matroserne handler bare om nogle sømænd der kigger efter damer, der er intet i det, men det er ganske filmisk fordi de løber frem og tilbage i flok. Der er virkelig mange der render frem og tilbage i flok. Alt er synkroniseret i den her film. Det er som med Disney-dokumentarerne, der er vitterlig en logik og en orden i den her verden, og at det så er en hundelogik, det betyder stadigvæk at det ikke er nihilisme. Jeg vil sammenligne den med en moderne found footage dokumentar, den kinesiske Disorder, der sammenklipper en masse bidder af ting der går galt i Kina til et statement om livet derovre. Men her er alt dårlig digitalt, det er kaotisk, det er uordenligt. Mondo Cane er den der slags bizarre halvtredser-idé om hvordan man lavet et argument på film, man klipper det til musikken og laver en fortællende og meget manipulerende voiceover. Musikken er god, filmen var endda nomineret til en freaking Oscar for bedste sang (hvor mange dokumentar-film har været nomineret til bedste sang??? Det er ikke rigtig noget der normalt hører til dokumentar-film) men det er tydeligt manipulerende musik.

Jeg vil derfor henregne Mondo Cane til den samme type af film som Funny Face eller Holder De af Brahms? Film der godt kunne fornemme den gængse kunstneriske og intellektuelle logik var på vej til at forsvinde, som forsøgte at sige noget andet, men som ikke kunne opgive den gamle verdens sprog. Mondo Cane virker i dag først og fremmest bedaget. Ligesom Antonionis film formulerer den en art modernitets-kritik, men hvor Antonioni netop gjorde dette med et revolutionerende filmsprog, der også i Cannes fik kritikere til både at juble, klø sig i håret, eller buhe højlydt, så er Mondo Cane nærmest præcis den samme film som Den Levende Ørken eller utallige andre Disney-dokumentarer, som filmskaberne sikkert vil sige at de hadede som pesten. Men det er præcis den samme film, bare med det modsatte synspunkt. Det er latterligt.

Det skal dog siges, at instruktørerne, og især Jacopetti og Prosperi, forsøgte at udvikle deres metode. Africa Addio handler direkte om anti-kolonialiseringen af Afrika, og var kontroversiel fordi den indeholdt ægte henrettelser. Addio Zio Tom var derimod ren rekonstruktion, men fremstillet som en ‘Mondo’-dokumentar om slaveriet (titlen betyder Farvel Onkel Tom). Der løber også en anti-vestlig, til tider endda anti-racistisk, rød tråd gennem Mondo Cane, men omvendt er den så patroniserende overfor dens ‘vilde’ medvirkende at jeg gruer for hvordan de følgende film har været.

Åh, og det der med at det var en gigantisk finansiel succes? Jeg skal indrømme jeg har en mistanke om at det skyldes den ret så store mængde nøgenhed. Der er mange klip fra Papua New Guinea af kvinder med bare bryster, og den slags var ikke så nemt at se i starttresserne. Nøgenhed er en større del af tressernes filmhistorie end folk som regel indrømmer. Jeg har også hørt folk funderede om det måske var pga et glimt af genitalier at førnævnte Antonionis Blow Up blev så stor en kommerciel succes på trods af sin meget eksperimentelle karakter. Hvem ved. Men Mondo Cane er en kuriositet, mest fascinerende for alt det negative den siger om både publikum såvel som filmskabere. Men den er rent faktisk virkelig godt klippet, og musikken er ret iørefaldende, det må man dog give den.

Fotocredit: DFI

Mondo Cane kan streames på youtube

Næste Uge: Om halvanden uge er der premiere på Mellem Linjerne, den nye film af den franske instruktør Olivier Assayas. Jeg kigger på hans tidligere film, til at starte med Sentimental Destinies og Demonlover.