Holder De af Brahms?

Palmesøndag del 32
(Goodbye Again, Anatole Litvak, USA
Cannes 1961, Bedste Skuespiller: Anthony Perkins)

Cannes festivalen har ry for at være den vigtigste og bedste af de store festivaler, men hvis man tror at man derfor automatisk rammer de bedste og vigtigste film i en kunstners karriere via deres deltagelse i Cannes, så tager man fejl. For eksempel: Med Ingrid Bergman, så var ingen af hendes film med Roberto Rossellini i Cannes, af den simple grund, at Rossellini som regel deltog i Venedig-festivalen i stedet for. Hun vandt faktisk prisen for Bedste Skuespillerinde i Venedig 52, for Størst er Kærligheden (Europa ’51) men valget blev oprindelig kendt ugyldigt, da hendes stemme var dubbet på lydsporet, hvilket man åbenbart ikke måtte for Venedig. Jeg skrev dog også en del om Bergman’s fantastiske og epokegørende optrædender i Rossellini’s film i min anmeldelse af dokumentaren Jeg er Ingrid (link), så det gør mig ikke så meget. I stedet blev to film fra en lidt mere mærkværdig del af Bergman’s karriere inviteret til Cannes, to amerikansk-europæiske co-produktioner, hvori både Ingrid Bergman selv, men faktisk også den amerikanske kunstfilm som sådan, synes lidt famlende i forsøget på at finde vejen frem.

Da Ingrid Bergman blev gravid med Roberto Rossellini blev hun udstødt af Hollywood, og var ikke med i en amerikansk film i syv år. Hun vendte tilbage i 1956, i en anden film af Anatole Litvak, spillende titelrollen i filmen Anastasia. Hun vandt sin anden oscar af tre for rollen i den film, men efter at have forsøgt at følge med i den må jeg sige, at det faktisk er rimelig meget en skodfilm. Et technicolor melodrama, hvor Bergman spiller om kap med strygerne, i forsøget på at skildre de enorme følelser i den unge dame, der måske/måske ikke skal deltage i spillet om at udgive sig for den myrdede russiske arve-prinsesse. Det er tungt og overgjort, en filmatisering af et skuespil, hvor idéen syntes at være at tilføre et par ekstra bal-scener. Holder De af Brahms? fra fem år senere, 1961, er en helt anden type film. Et forsøg på at efterligne tidens hotte europæiske film. Men 59-årige Anatole Litvak, der også producerede filmen, var måske ikke helt den rigtige kunstner til at være ung med de unge.

Filmen er ellers ret lækker at se på. Optaget on location i Paris, i dejlig højkontrast sort/hvid, er der en fantastisk kulisse, og et troværdigt lydspor i den konstante kværnen af bilmotorer. Filmen ligner en europæisk film, i sin fokus på ennui blandt de smukke og rige minder den især om Antonioni’s film fra de samme år, selvom den naturligvis ikke er på samme kunstneriske niveau. Bergman’s film med Rossellini kunne naturligvis også være en inspiration. Og når nu den er fransk kommer jeg også til at tænke at der er lidt Resnais’k coolhed over det. Skuespillet er ganske fremragende, Bergman er gloriøs, måtte ironisk nok modtage kritik af at hun var for ung til rollen som sørgmodig midaldrende dame Paula med begrænsede muligheder, selvom hun var fem år ældre end sin karakter, så smuk var hun stadigvæk. Den franske skuespiller Yves Montand spiller Roger, hendes elsker gennem fem år, som dog konstant bedrager hende og holder hende hen. Og Anthony Perkins spiller den unge 25-årige Philip der forelsker sig hovedkuls i den ældre kvinde, med energi og charme, og blot en anelse af det mørke han skildrede så ikonisk året før i Psycho. Strålende skuespil, strålende lyd – naturligvis især brugen af Brahms, både direkte og omarbejdet til en jazz-sang i en af de bedre scener –  og strålende billeder. Hvorfor er filmen så stadigvæk højst et kuriosum?

Jeg tror ganske enkelt ikke Litvak var i stand til at forstå hvordan historien afspejlede tiden. Det forsøger klart at være en modig og kontroversiel film, hvor sex uden for ægteskab er komplet normalt, hvor Roger’s elskerinder ligger afklædte med lagnerne slyngende sig om de nøgne ben, hvor Bergman har det måske tætteste hun kom på en sexscene, som hun ligger nøgen med en dyne over sig, og venter nervøs og forventningsfuld på sin nye unge elsker. Der er jazz og dans og en afroamerikansk sangerinde der synger til Philip. Men filmen er også fuld af moraliserende og reaktionære floskler, og det virker ikke helt som om den er helt med på om den er enig eller ej. Tidligt i filmen siger Paula’s unge stuepige: ‘My mom says, it doesn’t matter when you are young, but when you are old, you want to be married.’ Og jeg har det lidt mistænkt for at være den centrale pointe, at seksuel frihed er godt for unge damer, men at det er en tragedie når de bliver ældre. Bergman’s klimatiske scene har hende grædende råbe til Philip: ‘Try to understand. I am old, I am old, I am old, I am old.’ Jeg tvivler på ret mange af de unge og smarte syntes det var en specielt dyb pointe. Vi skal føle sympati med Paula, når hun både i start og slut sidder alene, holdt hen af sin utro partner, men vi skal samtidig også føle sympati med den utro partner Roger, som det lader til at Litvak finder langt lettere at sympatisere med end unge Philip. Det er lidt noget rod, og det tror jeg også den smarte målgruppe har syntes dengang.

Det er måske en ret typisk udgave af hvad der sker, når Hollywood vil kopiere andres stil. Det hele bliver lidt mere plot-baseret. Det hele bliver lidt mere reaktionært. Man misser lige subtext og tone. Og så ender man med et kuriosum, der aldrig ramte sin samtid, og ikke har noget liv i eftertiden. Det er en langt bedre film end Anastasia, uden tvivl, men den når ikke de samtidige europæiske udgaver til sokkeholderne.

Fortjent Pris?

1961 er ikke en berømt årgang i Cannes, ikke i forhold til 59, hvor Truffaut og Resnais debuterede, eller 60, hvor Antonioni’s L’Avventura og Fellini’s La Dolce Vita kæmpede om at definere italiensk film. Guldpalmen gik til Buñuel’s Viridiana, som også er den eneste rigtig klassiske film ud af konkurrencen. Holder De af Brahms? er en fin film, men det ville være trist hvis der ikke var både bedre skrevne og instruerede film i konkurrencen. Anthony Perkins modtog prisen for Bedste Skuespiller, og det virker fortjent. Han spiller virkelig glimrende.

Senere i aften: Besøget fra 1964.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.