Palmesøndag del 133
(Stanley Donen, USA
Cannes 1957)
Stanley Donen, der døde tidligere i år, 94 år gammel, var 33 da han lavede Funny Face. Det vil sige, han var bare ét år ældre end jeg er nu. Og ret beset kan man godt sige at han havde sine bedste værker bag sig – Sømænd på Vulkaner og s’føli udødelige Syng i Sol og Regn, som han begge instruerede sammen med Gene Kelly, samt Syv Brude til Syv Brødre, som han instruerede på egen hånd. Jeg føler mig ret gammel når jeg tænker over det. Også fordi der er noget mærkværdigt gammelmandsagtigt over Funny Face, selvom den egentlig handler om at finde en ny tids kvinde. Jeg har det på samme måde med mange af Stanley Donens film. Selv som ung var det som om han var gammel af sind. Sagt på en anden måde, så var hans film ofte unge af form, men gamle af indhold. Sagt på en mere abstrakt måde, så er det ofte som om Donens film er mærkværdigt ude af trit med sin tid, fanget i en art tidslomme. Både i form og indhold. Funny Face er måske det bedste eksempel.
Jeg er relativt ny med Stanley Donen, men efter hans død viste DRK en lille kavalkade, så jeg har fået set en del, og funderet over hvad det specifikt Donen’ske kunne siges at være. Han lavede masser af kendte, populære, og indflydelsesrige film, men han er ikke kendt som en stor personlig kunstner, snarere var han håndværker, der dog som så mange andre ofte kredsede om de samme elementer. Det bedste jeg er kommet frem til, er den her tidslige dobbelthed. I sin simpleste form et tydeligt præg af nostalgi. Syng i Sol og Regn er det tydeligste eksempel, den er på én og samme tid en milepæl i musical-historien, der viste en tydelig vej fremad, men samtidig er det en nostalgisk film om branchen i tyverne-trediverne, der har en god del melankoli over det som gik tabt da stumfilmen forsvandt. Det er også slående, at Donen instruerede nogle af de sidste film med flere af industriens største, f.eks Cary Grants svanesang Charade, og så denne her, der ikke var Fred Astaires sidste film, men var en af de sidste hvor den dengang 58-årige legende havde en sædvanligt ultra-fysisk danse-rolle. Grunden til at Funny Face kan ses som en nøglefilm, den film der klarest viser den tidslige dobbelthed hos Donen, kommer i mødet mellem Fred Astaire og hans ganske unge med-hovedrolle-indehaver: Audrey Hepburn, efter Prinsessen Holder Fridag, men inden My Fair Lady, hendes første musicalfilm. Noget helt nyt, friskt og anderledes. Sat sammen med det gammelkendte. I en film der bobler og sprækker af den her dobbelthed.
Funny Face kredser, som navnet antyder, om Audrey Hepburn som en anderledes skønhed, en anden type superstjerne med et ‘funny’ ansigt. Fred Astaire spiller fotografen Dick Avery, der skal fotografere en ny type ‘Quality Woman’, der altså både er smuk men også intellektuelt dyb på en ny måde (det er ikke den mest feministiske film der nogensinde er lavet, den formår at være let nedladende over for snart sagt alle slags kvinder…). For at simulere intelligens fotograferer han en model i den boghandel hvor Jo Stockton (Hepburn) arbejder, og den unge kvinde kommer med på et enkelt billede. Selvfølgelig finder alle ud af, at hun er præcis den kvinde de leder efter, så de to tager med magasinets redaktør til Paris for at optage en fotoserie, mens Jo dog også tænker hun kan møde sit filosofiske idol, manden bag ’empatismen’, en ung smuk franskmand der hedder Flostre, og nok er en parodi på Sartre.
Når jeg støder på den her slags film bliver jeg konstant forbløffet over at man kunne basere store dele af en Hollywood-film på en parodi på eksistentialismen. Kan man forestille sig at MJ fra Spider-Man pludselig gik op i spekulativ realisme? (Ok, det kan jeg egentlig godt, omend hun mere er til intersektionel feminisme) Men samtidig er det også her man mærker alderen trykke, for det er et ret negativt portræt af både fransk filosofi og beat-kultur, der skildres som prætentiøst, fortænkt, og fjernt fra den kropslige og umiddelbare forholden sig til sine omgivelser som Astaires dansetrin udviser. Det eneste tidspunkt hvor den unge verden ser ud til at fungere er i Audrey Hepburns legendariske ‘boheme’-dansescene, omend det også understreger hvad filmen siger problemet er: Hepburn er den eneste af karaktererne der er sådan rigtig moderne, og hun er netop et egensindigt unikum. Mændene omkring hende er fuskere.
Der var en dobbelthed hos Donen, det er som om han altid er ude af tid. Det kan også ses i, at flere af hans musicals var baseret på andre værker, men så var det som om producenterne ikke turde gå all in på det. Sømænd på Vulkaner er en filmatisering af Leonard Bernsteins On the Town, men det var lidt for moderne og mærkelig musik, så der er indsat andre numre undervejs, der naturligvis lyder helt bedagede i dag. Omvendt skal Funny Face egentlig forestille at være en filmatisering af en gammel Gershwin-musical, men jeg tænker omvendt de har været bange for at det skulle være for gammeldags, så igen er der nye numre, der paradoksalt nok er det mest forældede. Det blev ekstra pointeret med Donens sidste store værk, den tidsmæssigt komplekse To på Vejen fra 1967, der skildrer et ægtepar på utallige bilferier i Frankrig over 12 år, og klipper frem og tilbage i tid indtil deres forhold nærmest bliver som en art limbo, den konstante rejse som en skærsild.
Donens store innovation er det som er blevet kaldt for ‘cine-dance’, at han sammen med Gene Kelly opfandt en ny måde at filme dansescener på, hvor kameraet og andre filmiske virkemidler var medtænkt som en central del af scenen. Det bedste eksempel på wikipedia er naturligvis regnvejrsscenen fra Syng i Sol og Regn, hvor kameraets svingture for alvor får Gene Kellys ekstase kommunikeret til publikum, men se også klippet ovenfor, hvor meget af Astaires dans med jakke og paraply der egentlig afhænger af de skiftende kamera-vinkler. Jeg sidder dog også og overvejer om den her introduceren af kameraet som aktiv medspiller kan være med til at forklare den her dobbelthed jeg snakker om. Den får dansen og danserne til at virke som én del af den filmiske verden, snarere end at hele verden bare er en musical. Det er som om der opstår en sprække i verden rundt om danserne, et skel mellem dem som danser og dem som ikke gør, og det her skel betyder der er to verdener på én gang. Sammenlign med Dancer in the Dark, f.eks., hvor Lars von Trier optog danse-scenerne med utallige digitale kameraer placeret overalt på settet, og fornemmelsen er mere neutral, og dermed også som om hele verden danser sammen med Selma.
Jeg ved det ikke helt. Jeg ved bare at Donen ofte føles som om han er ude af trit med tiden, og Audrey Hepburn ofte føles som om hun er ude af trit med tiden – hun er absolut moderne, men spiller ofte en ung kvinde der forelsker sig i / længes imod langt ældre mænd – og satiren over både modeverdenen og modkulturen føles ude af trit med tiden, og dansescenerne føles også lidt som om karakterne er ude af trit med deres egen tid, og det er alt sammen ret gennemført. Omend det sikkert overhovedet ikke er meningen. Men det er derfor jeg egentlig finder Funny Face til at være blandt Stanley Donens mest givende film, omend han både før og siden lavede mere succesfulde film. Sømænd på Vulkaner og Syng i Sol og Regn er innovative, men virker alligevel i dag ret klassiske. To på Vejen virker mest som et let overfladisk forsøg på at følge med tressernes innovative filmkultur. Funny Face rammer noget langt mere fascinerende, i al sin upolerede, nedladende, bizart fragmentariske form.
Stanley Donen var ikke en af de største instruktører, men det er også som om han godt vidste dette. Da han modtog en æres-oscar i 1997 holdt han en af de bedste takketaler nogensinde (og hvis han virkede gammel som 33-årig, så virker han omvendt ung og frisk som 73-årig…) der kort fortalt sagde at han bare havde arbejdet med de bedste, og så ladet være med at ødelægge noget. Helt så grelt er det ikke, men han er en af dem jeg finder mere interessant end jeg beundrer. Den slags er der også altid virkelig meget af i Cannes.
Næste Uge: Jeg skrev om Yann Gonzales’ En Kniv i Hjertet til min streaming-klumme for POV, det vil jeg forsøge at gøre til en hel blogpost.