Palmesøndag del 136
(Les Destinées sentimentales, Olivier Assayas, Frankrig
Cannes 2000)
Det er efterhånden ret nemt at tage Olivier Assayas for givet. Den franske auteur har nået det punkt, hvor hans film rutinemæssigt får dansk distribution. Men den 64-årige instruktør har haft en virkelig lang karriere, og mange af hans film er stadigvæk ret obskure. Især de tidlige. For selv at kunne få en smule hånd om det inddeler jeg hans karriere sådan her:
Starten, fire ret små og ret personlige film, som jeg derudover ikke vil sige noget om fordi de er virkelig obskure og jeg har ikke selv mulighed for at se dem: Disorder (86), Winter’s Child (89), Paris Awakens (91), A New Life (93).
Læreårene: Der hvor han virkelig får styr på sine virkemidler, men samtidig også begynder at eksperimentere mere, og begynder at forholde sig mere til udefrakommende inspirationer. Cold Life (94) er en 16-mm low-budget film oprindelig lavet til en fransk tv-serie, gennembruddet Irma Vep (96) er en meta-film der også er første gang han forholder sig til inspiration fra Østasiatisk film via castingen af Maggie Cheung (som han senere giftede sig med), den inspiration bliver tydeligere i portræt-dokumentaren HHH (97), et portræt af den taiwanesiske mester-instruktør Hou Hsiao-hsien, og endelig kulminerer dette i den modne og personlige Late August, Early September (98), der virkelig hviler i sig selv og som han kunne have gentaget i årevis.
Men det gjorde han ikke. I stedet kommer genre-stykkerne Sentimental Destinies (00), Demonlover (02), Clean (04) og Boarding Gate (07), der er mindre personlige, mere mainstream, større, og internationale produktioner. De er stadigvæk mere kendte end det tidligere – de fik international distribution og har store stjerner i hovedrollerne – men samtidig tror jeg også deres bombastiske træk gik udover hans omdømme.
Det personlige comeback: Sommertid (08), Carlos (10) og Efter Revolutionen (12). Først en film inspireret af Assayas’ egen mors død, og derefter to film der som Cold Water gik tilbage til instruktørens egen formative tid i halvfjerdserne og skildrede den politiske og kunstneriske tumult der har betydet så meget for ham. Efter Revolutionen har endda på fransk en titel der henviser til Assayas’ egne erindringer: Aprés Mai og Une Adolescence dans l’Après-Mai : Lettre à Alice Debord.
De modne auteur-film: Skyerne over Sils Maria (14), Personal Shopper (16), Mellem Linjerne (18), Wasp Network (19). Hvor han ved hvad han gør og har cineasterne med og kan lave lidt med spøgelser og med meta og sådan lidt af hvert.
Assayas’ fem nomineringer til Guldpalmen er med Sentimental Destinies, Demonlover, Clean, Skyerne over Sils Maria og Personal Shopper, og som man kan regne ud er det derfor en ret skæv vinkel på hans filmografi man får hvis man bare ser dem. Især er det ret groteskt at han første gang blev inviteret ind med Sentimental Destinies, og det ser ret skidt ud for Cannes. Det er sent først at komme med med sin ottende film, og om ikke andet havde Irma Vep været en stor succes, også internationalt. Men den måtte nøjes med at være i Un Certain Regard. Og så heller ikke den fremragende opfølger Late August, Early September kunne få lov at være med. Og så kommer Sentimental Destinies, der ikke bare er næsten tre timer lang og en filmatisering og med stjerner, og som er kedelig og pæn og på mange måder alt det der er galt med arthouse-film. Den er også Assayas’ måske dårligste film. Der er en joke om den gamle franske kompositions-pris Prix de Rome, at de nye gode komponister virkelig måtte anstrenge sig for at komponere noget der var røvsygt nok til ikke at skræmme dommerne væk. Det er lidt den fornemmelse jeg får med Sentimental Destinies.
Sentimental Destinies er baseret på Jacques Chardonnes roman af samme navn, der blev udgivet som føljeton i Frankrig i start-trediverne. Den følger den protestantiske præst Jean (Charles Berling), der omkring århundredeskiftet opgiver sit kald for at følge sit hjerte, bliver skilt fra sin kone (Isabelle Huppert) og gifter sig med den yngre Pauline (Emmanuelle Béart). Da Paulines onkel dør og efterlader en stor porcelænsfabrik må Jean efterhånden overtage ledelsen, men det er en turbulent periode med både verdenskrig og senere en verdensomspændende økonomisk krise, så Jean har svært ved at udleve sine håndværkermæssige ambitioner. Især ikke når der også er en hoben af arbejdere, der kræver bedre forhold.
Jeg forstår ikke hvorfor Assayas’ ville filmatisere en roman lige pludselig, og jeg forstår overhovedet ikke hvorfor han ville filmatisere Chardonne. Chardonne var ret velanset i trediverne, men han blev senere kendt som en de vigtigste kollaboratører i fransk kultur under besættelsen, han deltog i ikke én men to af Goebbels konferencer om europæisk kultur. Han var altid højreorienteret og elitær og konservativ, hey, det er der så mange som var, men han var decideret håndlanger for nazisterne. Og ikke, sådan, som så mange andre, at der var noget nationalisme som måske kammede over og han til at starte med ikke tog så meget afstand, manden skrev ækle ting under besættelsen og deltog i Goebbels’ propaganda! Kæft hvor skulle en bog være god før jeg gad filmatisere noget af sådan en person, det skulle være i klasse med Sult, og altså, det kan jeg vitterlig ikke se det her er?
På den anden side, så handler bogen om ting som Assayas både før og efter har været optaget af, og måske han ville forsøge at bearbejde det med en helt anden indgangsvinkel. Assayas har som så mange kunstnere lavet virkelig mange film om kunstnere, men han har altid haft et mere særegent fokus på det håndværksmæssige, selve arbejdet med at lave film, spille skuespil, skrive bøger. Så egentlig giver det fint mening at lave en film om kunsthåndværk, og de mange scener om fremstillingen af porcelæn er klart der hvor filmen virkelig lever. Jean bliver også ved med at klage over konkurrence fra resten af verden inkl Asien, hvormed Sentimental Destinies skriver sig ind i Assayas’ fokus på globaliseringen. Og læg mærke til Jeans hykleri, han havde intet imod selv at forlade Frankrig for at slappe af i Schweiz da det passede ham, men globaliseringen gør desværre også at han ikke kan lønne sine medarbejdere ordenligt.
Assayas har et komplekst forhold til globalisering, til elitisme, og til politik. Han er, som hans selvbiografiske film har fortalt så glimrende om, tidligere ungdommelig maoist, som dog aldrig rigtig kunne forlige sig med dogmerne. Han kommer også fra en ganske elitær familie, der er delvis ungarsk. Politiske og globale spørgsmål bliver vendt og drejet fra alle vinkler i Assayas’ efterhånden rigtig mange film om de her emner, og det er til hans ære at han ikke bare er dogmatiker, men forsøger at skildre de her spørgsmål på mange forskellige måder. Og dermed kan jeg egentlig godt se hvorfor han har villet filmatisere en stærkt højreorienteret roman.
Jeg synes bare ikke det er interessant, Jean og Paulines problemer fremstår som klynk sammenlignet med alt det der foregår i periferien af fortællingen, på en måde som de riges problemer i en film som Sommertid aldrig gør det. Og så fremstår filmen irriterende manneristisk, som om den kopierer idéer og bevægelser fra tidligere historiske film. Det føles som Assayas der leger i en genre, mere end det føles som en Assayas-film. Tag de to fornemmelser, og sid med dem i tre timer, og det er nogenlunde sådan Sentimental Destines føles. Assayas har hverken før eller siden været så ligegyldig. Bravo Olivier, du blev harmløs nok til Cannes…