Den Levende Ørken

Palmesøndag del 114
(The Living Desert, James Algar, USA
Cannes 1954, International Prize & Special Mention for Foto)

James Algar kunne efter en målestok gå for at være den mest succesfulde dokumentarist nogensinde. Hans film vandt ti Oscars, seks gange kortfilms-Oscar fra 1948 til 1958, tre Dokumentar-Oscar i 53, 54 og 59 og en kortfilms-dokumentar-oscar i 54. Hvis det lyder som en glemt pioner/legende, så er svaret lidt mere prosaisk: Algar arbejdede for Disney, og stod bag mange af de natur-dokumentar-film som studiet begyndte at lave i slut-fyrrerne og op igennem halvtredserne, efter at studiet under Krigen var begyndt at lave meget andet end bare tegnefilm. Det er en periode der ofte bliver set på som retningsløs og præget af krise, men som Oscar-regnen viser, så var det også en periode hvor meget blev mødt med stor entusiasme. Walt Disney var allerede en levende legende, han havde året inden i Cannes modtaget en fransk orden for den glans han kastede over festivalen, og halvtredserne var samtidig også perioden hvor ‘Disney’ gik fra at være bare et filmstudie til en art verdenssyn. Den Levende Ørken, den første spillefilm i Disneys ‘True Life Adventure’ serie, er en ret fascinerende film, ikke bare fordi den rent teknisk er i verdensklasse – den vandt da også en Cannes-pris for sit kamera-arbejde – men fordi den er så klar i sin ideologi, i den logik den samler de mange billeder sammen med. Der går en lige linje fra Steamboat Willie og til de mange humaniserede smådyr i den her ørkenfilm.

Først og fremmest er det filmiske arbejde virkelig fremragende, tålmodigt kameraarbejde fanger alverdens smådyr i ørkenen i Arizona, klipningen skaber dramatiske sekvenser, mens en velskrevet voiceover byder på sætninger som at kalde krybdyr for: ‘diminutive dinosaurs who dine on daisies’. Produktions-delen er rent teknisk i top, og det er ikke ingenting. Teknik er ikke kunst, men det er værd at sætte pris på. Der var et stort skift i Cannes i midthalvtredserne, signaleret ved at priseuddelingen blev kodificeret, og den første Guldpalme blev uddelt. Det er måske ikke tilfældigt at det 1954 også var sidste år en Disney-film var repræsenteret, for stor kunst er det ikke. Det er helt åbenlys manipulation af virkeligheden. Men med så mange andre manipulatører, fra Flahertys Nanook of the North og til propagandistiske kunstnere som Sergej Eisenstein, så er man alligevel lidt nød til at beundre teknikken, og den fuldstændig klare ideologi der ligger bag.

Her mener jeg ikke bare en form for amerikansk kristen konservatisme, den der halvtredser-forstads-waspy Disney-mentalitet, som ellers også præger filmen ret meget. Der er squaredans med skorpioner, en masse om parforhold, og så er der et pseudo-religiøst forhold til naturen. Alle dyrene lever med hvad ‘nature has given him’ og til sidst bliver vi konfronteret med ‘the lifeforce itself’. Man kunne nærmest lige så godt snakke om Gud, og det er ikke helt sådan survival of the fittest er foregået, at skorpionerne har ‘fået’ en giftig hale. Naturen er kaotisk, blind, planløs, men på trods af uendelig meget fokus på kampe mellem dyr og rovdyr der æder bytte – der er virkelig meget død i den her film, også selvom dyrene naturligvis antropomorfiseres konstant – så fremstilles det alligevel konstant som om der er en kraft, en plan. En rytme, frem for alt.

Og det er måske her at Disney-trækket kommer klarest til syne, hvis jeg må være lidt fræk, så er det den rytme, som er det essentielt Disney’ske. I en tidlig sekvens kigger vi på mudderpøle, og voiceoveren snakker om naturens symfoni. De mange luftbobler akkompagneres muntert med blæsertoner. Den der symfoni, den der idé om at få naturen til at passe med musikken, det var nøglen til Disneys succes lige siden Steamboat Willie blev den første tegnefilm med synkroniseret lyd. Mickey Mouse, Silly Symphonies, Fantasia, det handler alt sammen om rytme, alt sammen om synkronisering. Den der synkronisering, den er linket mellem Disneys film, og Disneys ideologi.

Jeg har skrevet om det før, i forbindelse med de her tidlige Cannes-film, det man kan kalde ‘klassisk’ film. Det er som om der er en sammenhæng mellem dem, en logik, som ingen seriøs kunstner længere tør bekende sig. En tagen de gængse vidensformer for gode varer, en tiltro til psykologisering, til sandhed, og til filmkunstens evner inden for den slags felter. Klassisk filmkunst er i mine øjne ikke så meget kendetegnet ved konservatisme, som ved positivisme. Det er måske især tydeligt i de dokumentarer, der så ofte deltog i de første år. Men hele setuppet med Cannes, begyndende i 1946 i håb om at på en eller anden måde bidrage til forståelse og fred i verden, var gennemsyret af en positivistisk ånd. Efterhånden som festivalen trådte ind i tresserne, og med den aflyste festival i 68 som det store vendepunkt, trådte en større kynisme ind i stedet.

Film fra Walt Disney deltog, så vidt jeg kan se, aldrig igen efter 1954. True Life Adventure serien har ikke verdens bedste eftermæle. I Den Hvide Ørken fra 1958, også instrueret af James Algar, er der en scene om lemminger, der viser hvordan de små dyr kaster sig ud fra en klippe i en kollektiv selvmordsrus. Der er bare det problem, at den slags gør lemminger ikke. Det var filmskaberne, der selv kastede dyrene i døden. I sidste ende var det også det, der dræbte positivismen, for mange løgne, for megen falskhed. Hele den der synkronisering, den er jo konstrueret. Den er falsk. Men derfor kan man stadigvæk godt beundre konstruktionen.

Næste Uge: Jeg vil rigtig gerne skrive om en anden Disney-film, der netop er aktuel i disse dage: Dumbo bliver genindspillet af Tim Burton, så jeg benytter lejligheden til at skrive om originalen, der deltog i Cannes i 1947. På grund af CPH:DOX kan det godt være det bliver et par dage forsinket.