Palmesøndag del 134
(Un Couteau dans le Cœur, Yann Gonzales, Frankrig
Cannes 2018)

Sex har længe spillet en stor rolle i fransk film, ikke mindst siden det der blev kaldt ‘New French Extremity’ fra omkring årtusindskiftet. Her blev der sat nye grænser for nøgenhed og eksplicit sex i film som Romance, Intimacy og Irréversible. Og for vold. De fleste, der har set Irréversible, husker nok især de meget voldsomme scener. Af en eller anden grund er sex og vold ofte knyttet sammen i fransk film.

Det har man også set i forbindelse med den bølge af LGBTQ-film, der har ramt Cannes-festivalen de seneste år: Af en eller anden grund, og ofte til skade for filmene, er de ofte ret voldelige. I den ellers meget roste Girl var der et ubehagelig fokus på vold, der i sidste ende blot forstærkede fordomme om transkønnede. Mange af de bøssefilm, der har været på festivalen, har også haft AIDS og generelt lidelse og død som omdrejningspunkt. Med stor kunstnerisk succes, film som Christophe Honorés Sorry Angel og Robin Campillos BPM, er skildringer af AIDS-krisen på højt kunstnerisk niveau. Og mere metaforiske skildringer, såsom Alain Guiraudies nyklassiker Stranger by the Lake, hvor en morder er løs blandt gæsterne på en kombineret nøgenstrand og cruising-mødested, har skildret en blanding af sex- og dødsdrift, der tydeligvis har haft AIDS i bagtankerne.

Alt det for at sige, at når Yann Gonzalez’ En Kniv i Hjertet skildrer en seriemorder, der hærger i miljøet omkring et lille selskab, der producerer bøsseporno i halvfjerdsernes Paris, så er det lidt set før. Men derfor kan det være meget godt alligevel.

Yann Gonzalez er en ret ung instruktør, der dog med sine to langfilm har opbygget en ret tydelig tematik. Det handler om mennesker, der bygger fællesskaber, omkring sex. I debuten You and the Night møder vi en gruppe mennesker, der mødes for at afholde et orgie. Der vises bestemt en del orgie, men ellers hører vi mest deres fortællinger, der fortælles fantasifyldt, fabulerende og med stærk æstetisering. Og så er fodboldlegenden Eric Cantona i øvrigt med som ‘Rytteren’, der er blevet inviteret med udelukkende på grund af ydre atributter. Hvad You and the Night beskriver måske bedre end nogen anden film, er kontrasten mellem det fantasmogoriske orgie og så den ret kedsommelige planlægning.

Kortfilmen Les Îsles, fra 2017, der netop har været vist på streamingtjenesten MUBI, er derimod ren fantasmogori. Den starter med at skildre et ganske almindeligt heteroseksuelt forspil, men så pludselig dukker der hvad der nærmest kun kan kaldes et monster op, kropslig deform og med en stor kniv. Det går dog hverken værre eller bedre end at manden og kvinden beslutter sig for at have sex med monsteret, og en fin men også lidt mærkværdig trekant udspiller. Det viser sig så at være et teaterstykke foran et publikum, og vi følger derefter to af publikken, der ender med at have sex på et cruisingsted, hvor der er en voyeuristisk crowd der beskuer dem, der igen bliver optaget af en ung kvinde, der så vandrer i mørket og ender tilbage hos den første trio klar til en ny session. Les Îsles er en ret fascinerende, men også meget let-fortolkelig, skildring af normativitet, ikke-normativitet / queerness (franskmændende har også en tendens til at beskrive sexuelle minoriteter som noget ‘monstrøst’, med Bertrand Bonello som det tydeligste eksempel, men så også skildre dette monstrøse som noget fascinerende og kraftfuldt, i en form for queer-portræt jeg som ekstremt normativ mand ikke helt ved hvad jeg skal synes om) og voyeurisme.

I En Kniv i Hjertet er to former for homoseksualitet sat endnu mere på spidsen, en drømmende, vidunderlig og frigørende seksualitet, og så den vold som morderen bringer ind i miljøet – og som afspejler den død, der, via AIDS-epidimien, snart ville hærge hele den verden, filmen foregår i. I en fantastisk åbningsscene kontrasteres de to, idet vi både ser en smuk iscenesat porno, to smukke mandekroppe i en skov, optaget på flot, gnidret celluloid, samt en dunkel og dekadent mordscene, hvor den ene skuespiller myrdes med en kombineret dildo og springkniv. Det er skåret ud i pap, og det ville være alt for meget, hvis ikke scenen i skoven var så smuk og så transgressiv i sin nostalgiske skønhed.

Vi følger selskabets instruktør Anne, spillet af Vanessa Paradis, mens hun forsøger at højne niveauet og lave en episk pornofilm, samtidig med at hendes lesbiske kæreste har forladt hende, og der altså er en morder løs, der hærger hendes selskab. Filmen bliver undervejs til en lidt tung krimi, og den endelige løsning på mordgåden interesserede mig ikke så meget.

Men det æstetiske, og især metalagene, er ret fint lavet. Især er det sjovt hvordan Anne genskaber scener fra sit eget liv i hendes porno, med titlen Le Toueur Homo. Hendes indviklede plot lader samtidig til at indeholde en kommentar om kunstneren som morder, hvilket vel også altid vil være en pointe en film som En Kniv I Hjertet vil forsøge at levere, men det giver et ekstra lag når det så kommer fra en prætentiøs porno-instruktør. Ellers er æstetikken neon-belyst som så mange moderne art-krimier post-Drive, og der konstrasteres fornemt til pastorale græs-scener. Det er en glimrende film rent æstetisk, meget fransk, men for at være helt ærlig også noget vi har set mange gange før, og der mangler det sidste man finder hos en instruktør som førnævnte Bertrand Bonello, eller hos Bertrand Mandico, hvis The Wild Boys blev vist i Cinemateket sidste år. Mandico er vist også et erklæret forbillede for Gonzales, og han spiller rollen som fotograf i En Kniv i Hjertet. Med andre ord er der meget af det som Gonzales er god til, som andre egentlig nok gør noget bedre.

Men til sidst er der endnu en fantastisk drømmescene. Anne drømmer om endnu en orgiescene, smukke nøgne kroppe der vrider, kysser, sutter, mens en anden smuk mand i et satyrkostume danser rundt imellem dem. Det ligner noget fra en græsk vase, og det er meget dejligt. Men så pludselig stopper de alle sammen, kigger rundt imellem sig, er lidt bange, foruroligede. Døden lurer i fremtiden. Sorgen trænger sig på.

Yann Gonzalez kan det at få sex og nøgenhed til at virke ikke ekstremt, måske monstrøst, men alligevel smukt og længselsfyldt. Han har også et trumfkort i ærmet, han er nemlig bror til Anthony Gonzalez, der står bag det populære band M83, kendt fra hits som ‘Midnight City’ og ‘Kim & Jessie’. Anthony har lavet soundtracket til begge broderens film, og de er små kunstværker i sig selv, nostalgiske, længselsfyldte og sensuelle. Det er Yann Gonzalez’ styrke. Få kan filme et blowjob så rørende som han. Så det er lidt ærgerligt han føler, han skal blande det op med al den vold.

Dette er en forlænget udgave af en tekst jeg tidligere skrev som del af artiklen ‘Arthouse i Huset: Sex fra mange lande’ på POV International.

En Kniv I Hjertet kan streames fra Filmperler og Blockbuster.

Næste Uge: Jeg skriver om en Cannes film der bliver vist i Cinemateket. En af de mærkeligste Cannes film nogensinde. Dokumentaren Mondo Cane, der, ifølge al info jeg kan finde, var i Cannes i 1962.