Palmesøndag del 381
(青春, Qīng chūn, Wang Bing, Kina
Cannes 2023)

Wang Bing er et af de væsentligste navne i moderne filmhistorie. Hans hovedværk, den ni timer lange Tie Xi Qu: West of the Tracks (2002) blev nummer 157 i den seneste Sight & Sound top 250 over bedste film nogensinde, og på siden They Shoot Pictures, Don’t They, der forsøger at lave samlede lister ud fra et væld af kilder, ligger den nummer 339, og nummer 23 på listen over film fra det 21. århundrede. Wang Bings film satte gang i en bølge af kinesisk dokumentar-film, ligesom den er en af de første film, der beviste, at der var helt nye muligheder i digitale kameraer. Og han har sidenhen lavet en række storværker, såsom den otte timer lange Dead Souls (2018) om kinesiske fangelejre i halvtredserne, eller Mrs Fang (2017), om en gammel kvindes stille død, der vandt Guldleoparden i Locarno.

Jeg tror dog alligevel nok, at Wang Bing for de fleste cineaster mere er en man kender til, end en man rigtig har hånd om. Hans håndholdte og nærgående dokumentariske stil er så umiddelbart genkendelig, at man lidt ved hvordan han arbejder så snart man har set én af hans film, men omvendt er hans film så lange – Tie Xi Qu og Dead Souls overgås af fjorten timer lange Crude Oil, og næsten fire timer er lang tid at bruge på en lukket institution i ‘Til Madness Do Us Part (2013), ligesom den tre timer lange Fengming, a Chinese Memoir (2007) bare består af et enkelt interview med Fengming – at det ikke er helt ligetil at få dem set. Og så er hans filmografi efterhånden ret forvirrende, eftersom den er fyldt med tv-versioner af gamle film, kunstinstallationer der synes at bruge samme materiale som optræder andet steds, og kortfilm om enkelte karakterer. Jo mere jeg dykker ned i det, jo mærkeligere bliver det egentlig.

Men Youth (Spring) kom altså i Hovedkonkurrence i Cannes, og er da også noget af det mest væsentlige Wang Bing har lavet i mange år. En tre en halv time lang dokumentar om tekstilarbejdere i Huzhou, og første del af en trilogi. Det kunne godt føles som en opsummering af instruktørens værker, samt som en virkelig god introduktion. Men den endte nu med at gøre mig ret forvirret, og jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal mene om projektet, førend jeg får set del to og tre.

Youth (Spring) består af materiale optaget 2014-2019 på tekstilfabrikkerne i Zhili City, Huzhou. Hertil ankommer migrantarbejdere fra store dele af Kina for at arbejde med at sy tøj for en latterligt lav betaling. Vi følger mestendels meget unge karakterer, som er lige så meget optaget af at flirte, date, hygge sig med hinanden, en gang imellem slås, som de er af at arbejde med tøjet. En gang om året skal der dog diskuteres lønningsniveauer med ledelsen, og det går alle op i med næb og klør. Drømmen er, at tjene nok penge til at komme ud af miljøet igen, gifte sig og få børn, og starte et rigtigt liv derefter. Det meste af filmen foregår derfor i et mærkværdigt limbo, hvor ingen tager en uddannelse, eller lægger detaljerede planer for fremtiden, men bare arbejder, er sammen med det modsatte køn, og så må det rigtige liv forhåbentlig starte lidt senere.

Wang Bing er blevet kendt for at vise kinesiske fabrikker og arbejdere, og dermed give os adgang til en vigtig kinesisk historisk virkelighed. Den franske filosof Alain Badiou skrev, i et citat jeg har brugt gentagne gange på den her blog: ‘In France, where we’re under the illusion that we live without workers now, we’re aware, thanks to the cinema, that workers still exist in China. A great Chinese cinema has grown up around this very question: What is becoming of our factories and our workers?‘ Men som man nok kan regne ud, så gør Youth (Spring) ikke rigtigt dette. Den foregår jo fem-ti år tilbage, før Covid, før mange politiske udviklinger under Xi Jinping, før begyndende økonomisk krise. Man kan nærmest sige, at filmen ikke så meget er en dokumentation af den kinesiske virkelighed, som den er et vidnesbyrd om en kinesisk fortid. Hvilket egentlig i høj grad er blevet et fokus for Wang Bing, der har lavet et utal af film hvor gamle kinesere fortæller om deres liv, fra Fengming, a Chinese Memoir, over Dead Souls og til den ligeledes DOX-aktuelle Man In Black om 87-årige komponist og dissident Wang Xilin. Det er her jeg bliver forvirret over Youth (Spring), for jeg aner ikke om det jeg ser skal forestille noget som præger Kina i dag, eller om den viser et tabt potentiale.

Min forvirring er endnu større, fordi jeg faktisk har set en anden film lavet ud fra samme materiale, Bitter Money, der var på DOX i 2017. Som titlen antyder var det en virkelig mørk film, hvor det i høj grad handlede om migrantarbejdernes problemer når de forlader deres gamle liv og kaster sig ud i en ny og hård virkelighed. Her gik parforhold i opløsning, stemningen var mørk og undertrykkende, og nye naive migranter ankom, uden at ane hvad de gik ind til. Og det er faktisk ikke den eneste film Wang Bing har lavet med det her materiale, 15 Hours (2017) skal forestille at skildre en enkelt 15 timer lang arbejdsdag på en af fabrikkerne. Det forbløffer mig, at så forskellige film er klippet ud af samme materiale, og det forvirrer mig også en del.

For nu kommer vi til min centrale pointe, som stritter ret meget imod hvad andre kritikere ellers har skrevet om filmen: Jeg var forbløffet over, hvor optimistisk og positiv en film jeg syntes Youth (Spring) egentlig var. Ja, arbejderne arbejder under dårlige forhold, og bor uden privatliv på fællessale oppe under taget. Og ja, de er nødt til at kæmpe for hver eneste lille cent, så de har bare skyggen af chance for at komme ud af miljøet igen. Men der er alligevel et sammenhold mellem de her karakterer. Og i de gentagne lønforhandlinger, der optræder de her unge mennesker nærmest som en helt lille fagforening. Jeg skrev om Bitter Money, at der var et gentaget visuelt motiv, hvor karaktererne gik op af en lang mørk trappe mellem arbejde og privatliv. Jeg husker det som mørkt og ensomt. I Youth (Spring) er der et tilsvarende visuelt motiv, hvor de unge bevæger sig i samlet flok op og ned af trapper, når de skal ind og snakke med ledelsen. Og det føles lyst og energisk. I Bitter Money er der en lang sekvens hvor en enkelt fordrukken arbejder vil tale med ledelsen alene, men ikke rigtig tør. I Youth (Spring) gør de fælles front, helt klare i hovedet. Ifølge wikipedia, så vil de næste film skildre de samme karakterer, og jeg tænker meget kan nå at gå galt. Men so far synes jeg projektet er umanerlig håbefulgt.

Tie Xi Qu skildrede nedlukningen af den gamle kinesiske industri. Før liberaliseringen af Kina var en stor del af den kinesiske arbejderklasse beskæftiget på gigantiske statsejede fabrikker, hvor man nærmest kunne bruge hele sit liv fra vugge til grav. Samme slags fabrikker er skildret i Jia Zhangkes 24 City (2008) og Wang Xiaoshuais So Long, My Son (2019), men Wang Bings skildring af de sidste måneder før fabrikkerne lukker, og de nedbrydende omvæltninger det medfører for de omkringliggende bydele, er uomgængelige som, ja, vidnesbyrd. I dag er fortællingen om den typiske kinesiske arbejder, at det er en migrant fra landet, der knokler i en underbetalt stilling, for at fremstille billige varer til det vestlige marked. Vi hører, at verdens største folkevandring foregår i Kina hvert år omkring det kinesiske nytår, når alle arbejderne skal hjem til hjemstavnen, og The Iron Ministry (2014) af J.P. Sniadecki skabte en egen vidunderlig fortælling om kinesiske arbejdsforhold ved at dykke visuelt og lydligt dybt ned i togrejsen som oplevelse. Den historie føler jeg, at jeg har fået fortalt gennem de sidste ti år. Men det har været en fortælling om trængsler og undertrykkelse.

Youth (Spring) er altså noget andet. Det er en fortælling om gåpåmod, sammenhold og menneskelighed. Under, javist, ekstremt uretfærdige omstændigheder. Men sammenlign med en anden dokumentar om tekstilarbejdere, den indiske Machines (2016) af Rahul Jain, der også fik dansk distribution. Her var luften tung af giftige dampe, og karaktererne blev presset til de drattede omkuld. Hvis man skulle lave en film om tekstil-fabrikker i Europa under den tidlige kapitalisme – og Kina er altså stadig kun lige blevet kapitalistisk – så ville man nok inkludere et par arbejdsskader, og nok også en god del børnearbejde. Det vi ser i Youth (Spring) kunne være meget værre.

Jeg spekulerede på, om det var fordi de her tekstil-fabrikker efterhånden har eksisteret så længe, at karaktererne ved, hvad de går ind til. Der ankommer ikke længere naive migranter som i Bitter Money, alle har hørt fra hjemvendte venner eller familiemedlemmer hvad der foregår. Og derfor er karaktererne langt mere klare om hvad der foregår. Men her kommer forvirringen igen, for de to film er jo optaget på samme tid! Det er i stedet to forskellige vinkler på samme materiale, samme tid, samme historiske virkelighed. Og det begynder altså at forvirre mig.

Hvis man bare ser Wang Bing som en dokumentarisk skildrer af en kinesisk virkelighed, så misser man nok ham som kunstner. F.eks bare hvor fantastisk kameraarbejdet er i hans film. Jeg har igen i år set en del dokumentarfilm optaget med håndholdt kamera, og Wang Bings film er bare ekstremt flot komponerede. Det Wang Bing’ske cinematografiske arbejde er noget af det bedste der findes i den internationale filmverden. Men hans kunstneriske særpræg findes også andre steder. Hvordan han er optaget af isolation. Af trapper og adskillelse. Hvordan han ynder at inkludere enkelte scener, hvor hans karakterer pludselig befinder sig ude i det fri. Ja, hans film handler om kinesiske fabrikker, men de handler også om rum, om sammenhold, og om hvordan alting er dømt til at forsvinde. Youth (Spring) er en stærk og anderledes film fra hans hånd. Men indtil del to og tre kommer ud, har jeg helt ærligt svært ved overhovedet at vurdere hvad filmen handler om.