254301

Bitter Money

Yesterday, with Ford, the cinema did justice to American farmers; with Mizoguchi, it did justice to Japanese prostitutes. Today it does justice to Chinese factories […] A great Chinese cinema has grown up around this very question: What is becoming of our factories and our workers? Such testimony about the world is unique to cinema; no documentary-style reporting can ever be a substitute for it.

Alain Badiou – Cinema

Jeg mener 100% ærligt – og filosoffen Alain Badiou var enig i et interview fra 2010 – at kinesiske dokumentar-film er blandt det absolut vigtigste filmkunsten har haft at byde på i indeværende århundrede. Til tider kaldet ‘dGeneration’ fordi kinesiske instruktører inddeles i generationer, og de her instruktører bruger digitale kameraer. De ikke bare bruger digitale kameraer, kinesisk dokumentarisme var en af de første scener der overhovedet begyndte at etablere styrker og svagheder ved en lo-fi digital stil – sammen med DOGME-bølgen, selvom det mærkværdigt nok ikke er noget vi snakker om i Danmark. Wang Bing, instruktøren bag Bitter Money, lavede gennembruddet med den ni timer lang Tie Xi Qu: West of the Tracks fra 2003 om fabrikker i det nordøstlige Kina. Den store instruktør Jia Zhangke havde dokumentaren 24 City om en nedlagt fabrik i Chengdu i hovedkonkurrence i Cannes. Men der kom et væld af fantastiske små fortællinger, optaget billigt og hurtigt, som Zhao Liang’s Petition der omhandler en by hvor folk der vil klage over regimet er tvunget til at bo, eller Disorder af Huang Weikai, en mareridts-montage af dysfunktionelle scener fra kinesiske gader. Som de korte beskrivelser måske antyder er det film som regimet ikke er vanvittig interesseret i at skabe, så stilen har altid været undergrund, klandestin. Optaget af ganske enkelt at vise ting som det er vigtigt at vise.

Bitter Money viser migrantarbejdernes vilkår i Huzhou. Centralt er en enkelt lille tøj-fabrik, hvor de tilrejsende arbejdere bor under kummerlige forhold lige ved siden af. Fællesværelser hvor dyner på væggene er varme-isolation. Mangel på varmt vand, og en kost der hovedsagligt lader til at bestå af instant nudler. Og så skal de gerne kunne sy omkring 200 stykker tøj om dagen. Det bliver nærmest et lille mikrokosmos, fabrikken på den ene side, og arbejder-boligerne gemt væk oppe under taget, med en lang mørk trappe der fører derop, som Bing igen og igen filmer karaktererne bevæge sig op og ned af. Den meget meget korte adskillelse mellem arbejde og privatliv. Vi følger også i filmens start et fætter-kusine par på deres rejse fra provinsen og ind til den store by, hvorefter vi driver rundt blandt de mange forskellige arbejdere. Nogle af dem er værd at følge, nogle af dem er desværre ikke. Der er lidt for mange af dem, som ikke er det.

Når Wang Bing er bedst er han dog fænomenal til den helt simple ting at repræsentere mennesker og problemer, på en filmisk unik måde, så vi føler vi kender og forstår. Forstår så meget mere end hvad vi blot ser. Tidligt i filmen ber en ung kvinde kameramanden om at følge efter hende når hun går hen for at konfrontere sin mand, som har smidt hende ud og truer med at slå hende ihjel. Hun går ind i hans butik, hvor fire andre personer er i gang med at gamble, og det udvikler sig højlydt og voldsomt. Kameraet bliver udenfor, filmer trofast ind af vinduet, bevæger sig lige ind og markerer sin tilstedeværelse når manden bliver for voldsom, hvilket får ham til at holde op. De andre mænd stiller sig som statuer udenfor, skamfulde over deres vens opførsel, eller måske nærmere at det bliver foreviget på film, men alligevel er der kun én af dem som tør forsøge at stoppe det. Hun vil have penge så hun kan rejse hjem til deres søn og have en gave med, han er rasende fordi han ikke altid ved hvor hun er, og er nødt til at lave sin egen mad. Den scene siger så meget om migrations-bølgens omkostninger for det traditionelle patriarkalske familiemønster – og hvordan et enkelt kæmpe røvhul lader det gå ud over sin kone. I scener som denne er Bitter Money hvad Badiou ville kalde vidnesbyrd når det er aller bedst.

Men andre tider er det lidt sværere at se hvor vi skal hen. Det er lidt mærkeligt at sige om en 160 min lang film, men jeg tror Bitter Money var for kort. I en film som den fire timer lange Til Madness Do Us Part om et fængselslignende sindssyge-hospital tager man sig ikke på samme måde af hvis en enkelt sekvens ikke giver én det store, for akkumuleret er det et overvældende stærkt portræt. Her blev jeg lidt irriteret over at f.eks. bruge så lang tid på at følge det første fætter-kusine par, og så forsvinder de ud af filmen. En anden meget lang sekvens viser en arbejder, der har besluttet sig for at sige op for at prøve lykken på en større fabrik. Fordrukken vandrer han rundt blandt de andre arbejdere, hævder at han blot venter på at chefen skal komme med hans penge, men tydeligvis fuld og ensom og bange for at forlade den tjans han trods alt har, selvom han mener den er underbetalt. Den sekvens er for udstillende, for moraliserende, jeg kan ikke se hvad vi skal bruge den til, og blev især irriteret da kameramanden får at vide det er for sent at filme, og blot bliver ved. Til Madness Do Us Part var en enormt udstillende film, der fulgte sindsyge mennesker mens de tissede, sked, vandrede nøgne omkring. Men det føltes vigtigt, som om det var essentielt at vise mennesker som Kina håbede blot kunne gemmes væk. Den fulde mand i Bitter Money er ikke gemt væk, han er tværtom bossernes præmieeksempel på hvad der sker hvis de giver deres ansatte for mange penge, og vi kommer aldrig ind til hvorfor han drikker, så det bliver aldrig interessant på mandens egne betingelser.

Jeg forsøgte engang at danne mit eget overblik over filmhistorien, og fandt frem til nutidens vigtigste film har to store kernepunkter. Dels digitaliseringen, og hvordan det influerer filmkunsten. Dels hvad globaliseringen har gjort ved tidligere fastsatte  grænser. Engang lavede argentinske intellektuelle mestendels intellektuelle film om hvad det ville sige at være argentinsk intellektuel. Nu er der kæmpe forskel på filmene fra Buenos Aires og dem fra den sublime natur i landets yderområder. Pedro Costa revolutionerede den digitale filmkunst med sine portrætter af Kap Verde-immigranter i Lissabon. Og ligesom Pedro Costa har de digitale film om forandringerne i Kina forenet de to bevægelser, og skabt hvad der vitterlig er en af de vigtigste ting der sker i filmen lige nu. Og Wang Bing er måske den vigtigste mester fra den bølge. Men. En film som Bitter Money giver mig også en idé om, at han måske ikke er helt så vigtig længere som han var engang. Det føles ikke helt lige så essentielt, som f.eks. de film udkantsinstruktører som Pema Theden i Tibet og Wang Xuebo i Ninxia laver. De laver film fra de områder migranterne kommer fra. Måske det er den nye bølge de næste par år. Dermed ikke sagt, at Wang Bing ikke stadig er vigtig, hans film har fået mig til at tænke som få andre på årets festival. Og han udsendte faktisk en anden film i 2016, Ta’ang, om en etnisk minoritet på grænsen til Burma, måske den er bedre. Men den her var ikke helt så mesterlig som det andet jeg har set af ham.