24 City

Palmesøndag del 196
(二十四城记, Ershisi Cheng Ji, Jia Zhangke, Kina
Cannes 2008)

Yesterday, with Ford, the cinema did justice to American farmers; with Mizoguchi, it did justice to Japanese prostitutes. Today it does justice to Chinese factories […] In France, where we’re under the illusion that we live without workers now, we’re aware, thanks to the cinema, that workers still exist in China. A great Chinese cinema has grown up around this very question: What is becoming of our factories and our workers?
– Alan Badiou

Jeg skrev i min tekst om Unknown Pleasures, at Jia Zhangke havde ødelagt kinesisk filmhistorie, sprængt grænserne i den sjette generation, således at der aldrig var kommet en syvende. Men der har faktisk været snak om en ny generation sidenhen, den har bare ikke haft et nummer. Den har haft et bogstav: Generation D. Det er et ret dumt og forvirrende navn, når nu der hverken har været en generation A, B eller C, men det dækker over nogle store skift. Skiftet til Digital, f.eks. Og til Dokumentar. Det skift er først og fremmest forbundet med den eneste anden kinesiske instruktør der kan gøre Jia Zhangke rangen stridig som den største, nemlig Wang Bing, manden bag gigantiske værker som ni timer lange West of the Tracks, fjorten timer lange Crude Oil og otte timer lange Dead Souls. De to instruktører har faktisk lidt til fælles, et fokus på det almindelige menneske frem for den store historie, et observerende filmsprog, brug af digital-billeder. Men da Jia Zhangke med 24 City rykkede over til at lave dokumentar-film, så var det alligevel åbenlyst at der er stor forskel. Den forskel vil jeg godt fokusere på.

Wang Bing har lavet mange portrætter af kinesiske arbejdere i en post-industriel verden, og det er også i høj grad hvad Jia Zhangke gjorde med 24 City. Jia skildrede en fabrik, og de folk som havde været afhængige af den fabrik. Fabrikken som han filmede er dog ikke bare en hvilken som helst fabrik. Fabrik 420, som den bare hed, lavede fly-motorer til militæret, og blev opfattet som vital for landets sikkerhed. I start-tresserne blev den flyttet fra Shenyang i Nordøst-Kina til Chengdu i Sydvest, og de 4000 arbejdere måtte flytte med. Når landet ændrede sig, når der kom krig i Korea, disputser med Sovjetunionen og Vietnam, eller når der var intern politisk tumult som Det Store Spring eller Kulturrevolutionen, så blev folk på fabrikken altid ramt. De var jo essentielle. Og så, lige pludselig, begyndte Kina at blive liberaliseret, og så var alle arbejderne måske ikke helt så essentielle alligevel, og så begyndte de at blive afskediget. Og fabrik 420 skulle laves om til butiks-området 24 City, navnet taget fra et gammelt digt om Chengdu. De her ting, militærhistorien og kontrasten til et forlystelsesområde, gør 24 City til en meget mere specifik og unik fortælling end de dokumentarer som Wang Bing har lavet som f.eks Bitter Money, der mere synes at handle om en helt generel kinesisk situation.

Rent æstetisk er der også en forskel, selv med noget så fundamentalt som portræt-interviews. Kernen i 24 City er ni interviews om livet på fabrikken, hvormed filmen kan minde om Wang Bing film som Dead Souls. Men hos Jia er interviewsne foretaget ret særlige steder, i en bus, i en bar, og er smukt sat op. Vi sidder bare og kigger på et menneske der fortæller om sit liv, men det ligner også lidt et portræt-fotografi. I Dead Souls fortæller folk hjemme hos dem selv, det bærer mere præg af vidnesbyrd. Der er også små andre scener i de to film. I Dead Souls følger vi en begravelse af en af de folk der tidligere har været interviewet, hvor vi også mærker hvor vigtigt det er for familien at kunne markere den afdødes liv. Senere filmer Wang Bing fra den dødslejr hvor hans medvirkende sad indespærret, finder skeletter i sandet, og vi forstår hans pointe: At tragedien ikke bare var at folk sultede ihjel, men at de forsvandt, blev begravet i sandet, at familierne ikke fik at vide hvad der skete, at de aldrig blev til vidnesbyrd. Det er det han vil gøre op med, det er derfor at interviewet, vidnesbyrdet, er så vigtigt. Hos Jia er de små scener derimod dybt æstetiske, poetiske, fyldt med musik, små undersøgelser af fabriksrummet, et kort interview med en ung pige på rulleskøjter, fremtidens stemme. Det er portrættet som er vigtigt, vidnesbyrdet en ingrediens til at skabe portrættet. I sidste ende bliver det til et kollektivt portræt, stykket sammen af vidnesbyrd såvel som abstrakte sekvenser, af en specifik kinesisk erfaring. Det er æstetisk to meget forskellige ting. Det er her man godt kan mærke, at Jia Zhangke trods alt er fiktionsinstruktør.

Men det kan man også af en meget simplere grund. Nogle af interviewsne i 24 City er nemlig fiktive. Fire af de medvirkende er ikke arbejdere, men skuespillere. Det drejer sig om Lü Liping, Joan Chen (kendt fra bl.a. Twin Peaks), Zhao Tao (Jia Zhangkes faste samarbejdspartner, som han også har været gift med siden 2012) og Chen Jianbin. De fortællinger de leverer er baseret på arbejdernes vidnesbyrd, men det er skuespillere, og i Kina ret kendte skuespillere, der leverer dem. Hvordan skal vi forstå dette? På den ene side understreger det en pointe i filmen, hvordan Kina er gået fra at være materialistisk til på visse områder at være nærmest fantasmagorisk. Det er en æstetisk pointe: Hvis Kina faktisk kan siges at være blevet mindre ‘realistisk’ med tiden, så skal man måske ikke ligefrem fremdyrke realismen for at skildre hvad der er sket. Men der er også noget andet på spil, for Jia er helt grundlæggende en fiktionsinstruktør. Han er virkelig interesseret i de uvirkelige aspekter af virkeligheden, myterne, drømmene, det surreelle.

Jia har selv udtalt: At this point, I’m most interested in emphasizing cinema’s function as memory, the way it records memory, and how it becomes a part of our historical experience.* Min pointe er, at der er forskel på at være optaget af ‘memory’ eller af ‘testimony’, det er to forskellige måder at skildre fortiden. Wang Bing er optaget af vidnesbyrdet, af kildemateriale, af at skabe dokumenter og beviser for en fortid der forsøges udvisket. Jia Zhangke er optaget af hukommelse, af at skabe en filmisk hukommelse, og en filmisk hukommelse er en mærkelig hybrid-ting. Still Life er en fiktions-film, hvor f.eks der optræder et rumskib, men samtidig er den optaget i det område som Three Gorges dæmningen oversvømmede, så den har også et dokumentarisk perspektiv, den skildrer en verden der var engang. Det samme gør 24 City, og Jias pointe er, at den måske gør det endnu mere præcist, netop fordi den inkluderer poesi og nærmest uvirkelige ingredienser. Dermed får vi ikke bare virkeligheden serveret, men også et forsøg på at beskrive følelsen.

* (The Cinema of Jia Zhangke af Cecília Mello, s. 24).

Jeg er dog ikke helt enig. Jeg får ikke helt så meget ud af 24 City som jeg gør af Wang Bings dokumentarer, men omvendt heller ikke lige så meget ud af den som jeg gør af Jia Zhangkes rendyrket fiktive film. Kamerabevægelserne og stilheden i Unknown Pleasures fortalte mig mere end de poetiske passager i 24 City. Og jeg synes altså lidt at skuespillerne er distraherende. Som med Unknown Pleasures er 24 City også et eksperiment, Jia forsøger at formulere hvordan hans hybrid-tendenser skal smelte sammen. Men jeg synes ikke helt han fanger det. Det er ikke en af hans bedste film.