Palmesøndag del 382
(Kelly Reichardt, USA
Cannes 2022)
Showing Up kan godt kaldes en bagatel. Det er første Kelly Reichardt film i mange år, hvor hun ikke rigtig prøver noget nyt. Igen spiller Michelle Williams hovedrollen, igen er det et minimalistisk hverdagsdrama, igen handler det i aller højeste grad om det ekstra arbejde med omsorg og empati der pålægges kvinder. Det er den mindste Reichardt-film siden Wendy & Lucy (2008), for både Meek’s Cutoff (2010) og First Cow (2019) var westerns, Night Moves (2013) var en øko-thriller og Certain Women (2016) var hele tre historier på én gang, og står for mig som Reichardts hovedværk, der godt lidt kan skygge for den ret lignende Showing Up.
Certain Women skulle så klart have været Reichardts første film i Cannes Hovedkonkurrence. Men Showing Up føles mere som ‘bedre sent end aldrig’ end det gør som en uretfærdighed. For hvis det er en lille film, så er det også en umanerlig Reichardt’sk film, og dens tematik om kunstnerisk arbejde får den til at fungere som nærmest eksemplarisk udgave af Reichardts æstetik. Og Kelly Reichardt er vitterlig en af de ganske få nutidige amerikanske instruktører, der kan siges at have sin helt egen æstetik.
Michelle Williams spiller Lizzy, en kunstner fra Portland, Oregon (hvor langt de fleste Reichardt-film foregår, hun er en af USAs store regionale mestre for tiden), der arbejder hårdt på en kommende udstilling. Der er dog umanerligt mange distraktioner: Hendes udlejer Jo (Hong Chau) reparerer ikke det varme vand, men tager sig i stedet af en skadet due, som Lizzy så selvfølgelig hurtigt får overdraget ansvaret for. Lizzys familie er splittet, i farens hjem er et ældre ægtepar flyttet ind, som ikke lader til at bidrage med noget som helst, og Lizzys bror lader til at have ret seriøse mentale problemer. Og så arbejder Lizzy med administrativt arbejde på den lokale kunstskole, hvor hendes mor er leder.
Certain Women handlede også i høj grad om alt det her ekstra-arbejde som f.eks en kvindelig advokat måtte påtage sig med at håndtere følelserne hos alle mænd omkring hende, og den kunne i meget høj grad ses som en feministisk film. I Showing Up handler det også om klasse. Lizzy må som lejer hele tiden punke sin udlejer for at få ordnet ting, og lade sig indblande i Jos mærkelige projekter med at passe fugle, alt imens udlejeren får penge ind fra lejlighederne, og kan bruge tiden på at lave en gynge, hvis bare hun er god nok til at ignorere kravene fra lejerne. Det er også en aldersting: Mor og far er tydeligvis færdige med at tage sig af Lizzys bror, så 40-årige Lizzy må sørge for han ikke helt bryder sammen, alt imens moren snakker om hvor helt utroligt genial og kreativ han altid har været. Det er et utroligt nuanceret portræt af mange slags arbejde.
Det siges nogle gange om filmkunsten, at den ikke skildrer ret meget arbejde – f.eks i det her interview med Radu Jude. Showing Up er i lange stræk ikke andet. Kameraet hænger mens Lizzy former sine skulpturer ud af ler, for senere at få dem brændt. Der er særskilt fokus på en væver. I scenerne på kunstskolen foregår der konstant aktiviteter rundt omkring, f.eks et hold der bare skal lære at bevæge sig særligt. Kunst er også et arbejde, omend det ikke er et arbejde der betaler særlig godt, så Lizzy må også skaffe sig tid til at udføre kunstnerisk arbejde, ved at navigere kunstskolens administrative bureaukrati. Dvs hænge ud med hendes mor.
Film er naturligvis også et arbejde. Og Kelly Reichardt er en fremragende filmarbejder. Det har man særligt kunnet mærke på det seneste. Før i tiden blev Reichardt ofte set som en del af ‘slow cinema’ bevægelsen, særligt på grund af en vidunderlig sekvens i Old Joy (2006) hvor de to hovedpersoner tog et bad i en skov. Men selvom hendes film stadigvæk er relativt lange og plotløse, og selvom de ofte kan føles minimalistiske, så giver det ikke så meget mening at kalde en film som Showing Up for ‘slow’. Den handler lige præcis omvendt om en kvinde, der har alt for travlt. Hvad Reichardts film altid har haft, før og nu, er grundighed.
Den grundighed har ført til en tålmodighed i de første langsomme og billige film. Det har ført til en hel knivskarp håndtering af følelser, mimik og scenografi i en film som Certain Women, og det har ført til en vidunderlig følelse af frihed i en film som First Cow. Ofte hos Reichardt bliver der truffet filmiske valg, som ikke ligger lige for, men som føles helt rigtige. F.eks ligger der som regel en kæmpe hund i døråbningen på Lizzys kontor. Det er ikke noget som fylder så meget, folk skal bare tage et kæmpe skridt indover den for at komme ind på hendes kontor. Jeg følte ofte undervejs at der var lidt flere billeder af ansigter, end hvad en scene egentlig havde brug for – Reichardt bruger ikke kun folks reaktioner til at drive et plot videre, men dyrker smil, grin, irriterede miner som meningsfyldte i sig selv. Fornemmelsen skifter lidt fra film til film, men fordi Showing Up også handler om kunstnerisk arbejde kan jeg ikke lade være med at sidde og tænke på alt det arbejde der er blevet lagt i at skabe det her, i at fange folks ansigtsudtryk med kameraer, i at få lavet et troværdigt kunstskole-miljø, etc.
Lizzy laver ikke kunst med store armbevægelser. Hun skriver ikke manifester, påstår ikke det handler om noget højpolitisk. Hun laver kvinde-statuer ud af ler, og tegner også en del. Men fordi hun er god til det, så kan hendes kunst fange alt muligt. På samme måde er det med Reichardts film. Der er efterhånden som regel filmstjerner med – Michelle Williams er jo blevet en stjerne med tiden, og André Benjamin som kollega på kunstskolen er også lidt et scoop, ligesom han også har lavet filmens fløjtesoundtrack – og engang imellem er det jo genrefilm, men det er som regel lavmælt. I Cannes 2022 konkurrerede Showing Up med storfilm som Cristian Mungius Kold vinter og Ruben Östlunds Triangle of Sadness, film der begge to virker som om de vil tage pulsen på verdens tilstand – Mungius film hed endda R.M.N. på rumænsk, en titel den har efter det rumænske udtryk for en hjerneskanning, fordi Mungiu så filmen som en skanning af det rumænske folks tankeverden. Showing Up handler i høj grad bare om at møde op, om en kvinde der er tvunget til at møde op fordi ingen andre omkring hende rigtig kan tage sig sammen til at gøre det. Det sagde næsten sig selv, at Reichardt måtte gå tomhændet hjem fra hendes første Cannes-konkurrence. Men rent kunstnerisk slog Reichardt langt de fleste af filmene med store armbevægelser. Billede for billede, klip for klip, er det bare en fantastisk godt lavet film.