Palmesøndag del 380
(Emilio Fernández, Mexico
Cannes 1953, ‘Award of Visual Narration’)
Da magasinet SOMOS lavede en liste over de 100 bedset mexikanske film, var der hele ti film af Emilio Fernández der fik plads. Men de var alle ti lavet fra 1943 til 1950. Derefter gik det grueligt galt for Fernández, ligesom den mexikanske filmindustri også begyndte at falde fra hinanden. La Red, fra 1953, kom stadigvæk til Cannes, ligesom den fik dansk distribution under titlen Nettet (men jeg bruger nu alligevel den mere kendte spanske titel). Det er dog stadigvæk tydeligt, at noget er begyndt at gå galt.
Mexikansk films guldalder var nok altid dømt til at slutte. Et land, der ligger så tæt på Hollywood, kan dårligt undgå at blive domineret af den amerikanske filmindustri. Der er en grund til at det gik så godt for Mexico i 30’erne og 40’erne, hvor først Roosevelts ‘Good Neighbour’ politik, og siden behovet for at holde sig på god fod med Latinamerika under Anden Verdenskrig, førte til støtte til lokal kultur, frem for forsøg på at dominere og udkonkurrere. Efter Anden Verdenskrig ville Hollywood gerne have at mexikanerne så Hollywood-film frem for hjemmelavede produkter, og som jeg har forstået det, så gjorde de mexikanske politikeres forsøg på at stoppe den udvikling bare tingene meget værre. For det mexikanske publikum ville virkelig gerne se amerikanske film, hellere end de ville se mexikanske, så regeringen vedtog en lov, om at distributører der gerne ville vise amerikanske film, først skulle lave en mexikansk film. Det blev dog ikke en støtte til den lokale industri, det betød markedet blev oversvømmet med billige og dårlige mexikanske film, kun lavet så man kunne få lov til at distribuere en amerikansk film, som var der pengene kunne tjenes ind. Det gav mexikansk film et dårligt ry, det gjorde det umuligt at tjene nok penge til at opretholde de budgetter som f.eks Emilio Fernández havde været vant til, og det blev til skruen uden ende, indtil mexikansk film i tresserne mest var noget med wrestlere der sloges mod zombier.
Man kan tydeligt se forskellen i La Red fra 1953, men på en lidt anden måde end jeg havde forventet. For at sige det simpelt, så er Fernández lidt gået fra at lave melodrama til at lave b-film. La Red åbner med en ret forfærdelig gangster-scene, hvor et kup går galt, en masse bliver skudt, og kun Antonio formår at komme væk. Og så skifter filmen ellers fuldstændig stemning. Antonio slår sig ned på en strand sammen med Rosanna (Rossana Podestà, italiensk skuespiller mest kendt fra europæiske film), som alle i landsbyen ellers mener er mærkelig fordi hun bor alene, og som hele filmen igennem er klædt i den samme umanerligt nedringede kjole. Da Antonios medsammensvorne José Luis alligevel en dag dukker op, efter at være stukket af fra fængslet, udvikler det sig til et hedt trekantsdrama, samtidig med at loven nu for alvor er på jagt efter dem.
Jeg siger et ‘hedt trekantsdrama’, i virkeligheden forsøger Emilio Fernández at holde fast i de ting, som gjorde Maria Candelaria og Pueblerina så stærke. Dramaet er hovedsagligt skildret i en række ordløse sekvenser, hvor de tre karakterer stirrer på hinanden. Det er ret forbløffende moderne, og overhovedet ikke b-films agtigt. De to mænd svømmer efter ting de kan sælge i byen, og Rosanna ser enormt sexet ud mens hun drikker vand, og det er egentlig det som en stor del af filmen går med. Deleuze definerede i sin bog Cinema 2: The Time-Image neorealismen, og dermed begyndelsen på den moderne filmkunst, således: This is a cinema of the seer and no longer of the agent. La Red nærmer sig det ideal, bare med flere bryster. Hvor Ingrid Bergman hos Rossellini bliver overvældet af at se sublime vulkaner, social armod, døden i Pompeii, så er Rosanna paralyseret af de to mænd i badebukser, ligesom Antonio bliver overvældet af Rosannas krop efter hun tager en dukkert.
Det er en virkelig pudsig blanding. Men det ville være synd at sige, at det sådan rigtig fungerer. Hertil er det hele lidt for plat, volden lidt for billigt skildret, filmen lidt for tom. Æstetisk er det også tydeligt, at Fernández ikke længere arbejdede sammen med de bedste af de bedste. La Red er ikke længere fotograferet af Gabriel Figueroa, men af langt mindre legendariske Alex Phillips. Som bestemt ikke er nogen dårlig fotograf, han havde sågar vundet Ariel-prisen for bedste Cinematografi året før, men i de film Fernández og Figueroa lavede sammen, der skaber billederne af landskaberne en verden så kraftfuld og distinktiv, at det bliver til et nærmest allegorisk udsagn om Mexico. I La red er det vildt flotte billeder af strande og bjerge. Og ikke rigtig så meget mere.
Så selve kunstdelen fungerer ikke helt. Og jeg har svært ved at forestille mig, at det kunne fungere som populistisk b-film, når tempoet er så langsomt. Billige b-film bliver som regel ikke til effektiv kunst ved at gøre dem langsomme og eftertænksomme. Langt mere effektivt plejer det at være, at intensivere dem, så de bliver surreelle og psykedeliske. Det var der en anden instruktør i Mexico, som kunne finde ud af: Luis Buñuel. Hans Los Olvidados vandt i 1951 prisen for Bedste Instruktør i Cannes, og han kom til at stå som mexikansk films store kunstneriske figur. Han var også i Cannes i 1953 med Él, som dog blev et stort flop, hvorimod La red faktisk vandt en pris. I eftertiden er det dog Él, såvel som Buñuels halvtredser-film generelt, der er blevet stående. I samtiden var Fernández’ karriere også ved for alvor at knække.
Fernández’ film var ganske enkelt dyre at lave, og da han blev nødt til at skære i budgetterne, så gik det galt. Han kunne ikke gøre det billigere. Så kom han op at skændes med producenterne. Blev decideret fjernet fra en film i 1954, formentlig for at arbejde for langsomt. Så begyndte han for alvor at drikke. Så gik det for alvor galt. Og det gik virkelig alvorligt galt. Han skød skylden for hans karriere-mæssige problemer på ‘jøderne’. Og han blev voldelig. Der er mange instruktører som udviklede sig til aggressive drukkenbolte, flere af dem mere eller mindre voldelige. Men Fernández straight up myrdede to mennesker. Den ene i et 1959, hvor han efter et skænderi jagede en mand ned ad gaden, og skød ham ned. Det blev han frifundet for, det var i ‘selvforsvar’. Jeg har aldrig kunnet finde ud af hvorfor han skød en anden ung mand i 1976. Jeg tror ikke han havde nogen forklaring, han endte i fængsel for det. Dog ikke så længe. Men hans karriere var forbi.
På grund af den nedtur har fortællingen om Emilio Fernández været ret simpel: Frem til 1950 er han en stor instruktør, derefter går det helt galt. Jeg har aldrig før set en af hans sene film, og jeg kommer nok heller ikke til at trawle det hele igennem. Men La red er på sin egen fejlslagne facon ret interessant. Sådan er det med filmhistorien, den er mere kompleks end som så. Det er ikke kun store mesterværker, og så en masse ligegyldigheder rundt om dem. Der var impulser hos Fernández, der ledte til store filmværker, dengang industrien passede til. Derefter førte det faktisk til interessante fejlskud. Og først derefter førte det til alkoholisme og undergang…