Palmesøndag del 162
(David Greene, USA
Cannes 1973)
Historien om hippierne, om rock’n’roll, om hele tresser-kulturen, er aldrig skrevet ordentlig færdig. Den sædvanlige fortælling kulminerer i 1968, med de resultatløse politiske oprør, og så stopper den i 1969, med Charles Manson, og med Rolling Stones koncerten i Altamont, hvor en ung mand blev stukket ihjel. Men Mad Men kom tættere på at skildre hvad der reelt skete med hippie-ånden, da serien til sidst viste en kendt Coca Cola reklame: Den blev kommercialiseret.
Endnu et sent hippie-objekt er nærmest skrevet ud af kulturhistorien: Jesus Christ Superstar! Det var årets bedst sælgende album i 1971, og om man vil det eller ej er det et rock-album. Ian Gillan fra Deep Purple spiller Jesus! Der er guitar-vræl og mærkværdige taktarter og grooves. Det passer fuldstændig ind i prog/hard rock historien, og genfortællingen af korsfæstelsen er helt i forlængelse af hvad Beatles satte i gang med Sgt Peppers Lonely Hearts Club Band. Det er den ukendte del af hippie-historien: Den blev cheesy. Den blev kitsch.
Det er her Godspell er historisk vigtig, for hippie-kultur var aldrig mere cheesy og kitsch end i denne den med afstand næstbedste Jesus-som-hippie-musical, der af uransalige årsager var i Cannes i 1973.
Godspell begyndte som et studieprojekt i 1970. John-Michael Tabelek skrev det som sin afgangsopgave, 21 år gammel. Derefter blev det til en musical, i første gang med et cast af andre studerende. I løbet af 1971 bredte det sig til off-Broadway, til London, til Australien, over hele verden. Og i 1973 kom der så en film. Plottet er virkelig simpelt. Det er en let genfortælling af Matthæus-evangeliet, men med hippier. Dvs ret meget plot er der ikke, det er mestendels lignelserne som bliver fortalt på en ret teatralsk måde, og så synges der nogle pop-sange. I stedet for den komplekse plot- og psykologi der er i Jesus Christ Superstar, så er der mere noget teater-koncert over det. Tror nok Rune Klan og nogle af dem fra Malk de Koijn lavede noget lignende med Bibelen på et tidspunkt. Det var heller ikke ret godt.
Det er ret syret, men både Jesus Christ Superstar og Godspell havde filmpremiere i 1973. To hippie-musicals om Jesus, filmatiseret samme år! Men der er ret stor forskel på dem, og det kan man se fra start af: I den berømte åbning til Jesus Christ Superstar kører en bus fyldt med hippier rundt i Israel. Da den stopper begynder de at klæde sig ud som folk for totusinde år siden, og så er de klar til lege bibel. I Godspell, derimod, starter vi med at følge en gruppe unge, der er klædt som helt almindelige unge, men så hører de budskabet i det fjerne, og så klæder de sig ud. Som hippier! Det er to meget forskellige idéer. I Jesus Christ Superstar har hippierne lige så meget lov til at være religiøse på deres egen måde, som alle andre har det. I Godspell er det som om de er mere religiøse end andre, som om hippie-stilen er tættere på Jesus end normaliteten. Det gør det hele en del mere selvoptaget.
Det ville kræve virkelig meget talent at leve op til noget så selvoptaget og prætentiøst, men… I stedet får vi naturligvis selvfedme. Hvor teksterne i Jesus Christ Superstar forsøger at formulere nye pointer om de gamle fortællinger, så lyder teksten til Prepare Ye ‘Prepare ye the way of the Lord. Prepare ye the way of the Lord…’ etc. Der er nærmere en jingle end en sang, unægtelig en catchy jingle, men det er musical på Atlantis-stadiet. Det er nok den simpleste sang, men resten er ikke meget bedre. For at vende tilbage til Mad Men, så er det hele vitterlig på I’d Like to Buy the World a Coke stadiet. Men når man tænker på at resten af filmen er genfortællinger af lignelser, som man allerede kender i forvejen, men her fortalt i en art koket vaudeville-form, som aldrig nogensinde er sjov, aldrig nogensinde er original, bare er langstrakt og træls, og man kender altid pointen, så længes man mod endnu en af de middelmådige pop-sange. For hittet Day by Day er da ganske tilforladelig.
Der er to ting som er reelt interessante ved Godspell. Den ene er, at den er optaget on location i New York, på nogle af de mest ikoniske steder, men at der i det meste af filmen er fuldstændig øde bortset fra den lille hippie-menighed. Det er helt ærligt en interessant effekt, og når f.eks. vi er på det dengang nyligt nybyggede World Trade Center er det meget nostalgisk. Det er halvfjerdserbyen, et ikonisk tid og sted, som vi også kender den fra f.eks. Taxi Driver og The French Connection. Godspell kan godt nævnes i samme åndedrag. Og det andet interessante, ja det er det som jeg hele tiden har skrevet om, hvor kitschet, new agy, selvfed, ligegyldig hippie-bevægelsen er blevet. Det er værd lige at slutte af med at understrege det endnu engang.
Den her film var i Cannes!!! Der sad folk et eller andet sted, som mente at den her ret middelmådige filmatisering af en ret ligegyldig musical hørte til blandt det ypperste filmkunst i verden. Eller rettere, den mest interessante filmkunst i verden. Jeg har svært ved at tro at nogen som helst kan have ment det her var kunst, men at det var et tidsbillede, et tegn, måske en ny vej frem? Der er jo energi? Det er det de unge vil have? Også filmverdenen var slået tilbage til start efter at Nouvelle Vague og mange andre film-bevægelser var løbet ind i en mur, og Cannes i halvfjerdserne er fyldt med film, der føles som veje der ikke siden er betrådt. Således også den her form for hippie-film. Det er bare ikke godt.
Men en sidste tanke at slutte af med: Hvor mange af de film der bliver vist i dag, kommer til at virke på samme vis om fyrre år? Jeg kan godt have en film som Under the Silver Lake mistænkt for at virke sådan nogenlunde lige så tom, når ingen længere tager den seriøst, når det bliver klart at den ikke viser en vej frem. Det er det som der er ved Godspell, det er bare ti unge mennesker der klapper og hopper synger og genfortæller ting du ved i forvejen, men de insisterer på at de kender sandheden og vejen frem. Og… tænk nu hvis de havde haft ret? I dag er det nemt at se at det er noget lort, for de tog jo klart og tydeligt fejl. Hvilke andre film bliver lige så nemme at afskrive om tyve år?