Palmesøndag del 245
(Jean-Pierre & Luc Dardenne, Belgien
Cannes 1999, Guldpalme + Bedste Skuespillerinde (Émilie Dequenne) + Økumenisk Pris Special Mention)
En dør åbnes, en krop flintrer gennem et rum, flintrer gennem en døråbning, smækker døren bag sig. Klip. En krop flintrer videre, kameraet følger efter den, filmer ryggen, indtil den flintrende ryg bevæger sig gennem endnu en døråbning, og igen smækker døren bag sig. Klip. En krop flintrer ned af en trappe, på en fabrik, forsøger at undgå ledelsen. Først nu ser vi også et ansigt, først nu er vi på vej til at se ikke bare en krop, men et menneske. Rosetta.
Det er en af Cannes-film-historiens helt store åbningsscener. En helt ny æstetik, nogle helt nye filmiske idéer. Dardenne-brødrenes æstetik fandt en ny socialrealisme ved at beskrive bevægelse og fart. De er socialrealister, og de behandler sociale verdener og sociale spørgsmål, men de startede et helt andet sted, ved mennesket og dets krop, og begyndte så at bygge verdener op derfra.
De skildrer dermed stadigvæk strukturerne, men deres strukturer kommer til syne ved at kigge et helt andet sted. Et meget mere filmisk sted. Det er genialt! Og Rosetta er stadigvæk måske det klareste sted man kan se deres æstetik. Det er mesterligt!
Rosetta er en ung teenager, der vigtigst af alt er desperat efter at finde et job. Hun bor i en trailer ude i yderkanten af byen, sammen med en mor der stadigvæk drikker og får besøg af skumle mænd. Hun møder en næsten jævnaldrende ung mand, der arbejder som vaffelsælger, og gerne vil hjælpe hende. Men i den situation hun er i er det mere effektivt at stikke sine konkurrenter i ryggen end at håbe på hjælp og solidaritet…
Dardenne-brødrene startede som dokumentarister. Jeg var for nogle år siden så heldig at se et par af deres tidlige dokumentar-film på en filmfestival, og det var glimrende politisk dokumentation om strejker og arbejderhistorie, måske lidt tv-agtigt, men godt tænkt og gennemført. De kunne sagtens være blevet faste gengangere med små film på CPH:DOX. Men i stedet forsøgte de at skifte over til fiktionsfilm. Deres to første forsøg gik galt, ifølge dem selv fordi produktionsselskaberne blandede sig for meget, og instruktørerne ikke havde selvsikkerhed nok til at kæmpe for at lave filmene på deres måde. Derfor er Løftet – La Promesse fra 1996 ofte set som den første ‘rigtige’ Dardenne-film. Her udførte de lige netop deres skift: I stedet for at tage udgangspunkt i den store arbejderhistorie, så tog de udgangspunkt i en lille menneskelig historie, her om en ung mand der bliver sat i et moralsk dilemma fordi hans far udnytter illegale immigrant-arbejdere, hvoraf den ene dør efter en arbejdsulykke. Det helt lille moralske dilemma ender med at afspejle store spørgsmål om arbejderklassens situation i 90’erne.
Det gør det også fordi Dardenne-brødrene fandt på et helt nyt filmisk princip, som de kaldte corps-camera eller ‘krops-kamera’. Deres film er filmet med håndholdt kamera af Alain Marcoen. Det lå lidt i tiden, Lars von Trier og Dogme var også håndholdte film. Men hvor Trier f.eks brugte det håndholdte kamera for at give en følelse af ‘verité’, af dokumentarisk film og dermed af realisme, så brugte Dardenne-brødrene det håndholdte til at give en fornemmelse af kropslighed. Vi kan simpelthen hele tiden mærke, at der er et menneske bag kameraet. Især fordi kameraets bevægelighed mimer hovedpersonernes bevægelighed. Rosetta sprinter rundt fra det ene sted til det andet, og det gør kameraet så også. Når hun en sjælden gang står stille, så står kameraet også stille. Det er dermed ikke dokumentarisme, ikke objektivitet. Dardenne-brødrenes krops-kamera skaber subjektivitet! Vi sætter os ind i hvordan det føles at være udsat og fattig og at verden er uretfærdig. Vi mærker manglen på ro og sikkerhed i Rosetta især.
Men det er ikke kun kroppen der er i fokus. Rosetta er som titlen antyder et helt karakter-portræt. Og her arbejder vi langsomt frem. Vi starter som nævnt med hendes ryg. Så ser vi hele den unge kvinde, og fornemmer hvem hun er, mest via den måde hun råber og bevæger sig på. Hele filmen igennem er der en masse ting om hendes fortælling, som vi ikke får at vide, som f.eks hvem hendes far er, og hvad der skete med hendes skolegang. Men vi ser hende i flere og flere situationer, og lærer hende derfor at kende på forskellige måder. Det helt afgørende er de moralske valg hun bliver stillet over for ved den unge mand Riquet. Her er der så pludselig closeups på Rosettas ansigt. For her er hun ikke bare nærmest mekanisk på jagt efter løn og sikkerhed. Her er hun nødt til at træffe moralske valg, på mange måder det som gør et menneske til et menneske. Der er ikke mange closeups i Rosetta, men de er vitterlig alle sammen fantastiske.
Rosetta blev, så vidt jeg har forstået, vist på den sidste dag i Cannes i 1999. Der var ikke voldsomt mange som vidste hvem de to instruktører var i forvejen. Favoritterne det år var David Lynch med The Straight Story og Pedro Almodovar med Alt Om Min Mor. Det var en meget stor overraskelse, da Rosetta vandt hovedprisen. Men det gav et kæmpe gennembrud til de to belgiere, og siden da har de været umanerligt stabile. Næsten altid hvert tredje år har de været i Cannes igen, og deres første fem deltagelser medførte alle en pris. De er blevet en grundsten i det 21. århundredes arthouse-scene.
De har sidenhen varieret deres virkemidler. I nogle film er det de moralske valg, der er omdrejningspunktet. Andre gange er det stadigvæk bevægelserne og kropsligheden, der bærer filmen. Men på ret forbløffende vis opdagede de to belgiere en helt særlig filmisk idé dengang i anden halvdel af halvfemserne, og den guldåre har de siden udforsket på fornemmeste vis.