Bread and Roses

Palmesøndag del 160
(Ken Loach, UK
Cannes 2000)

Not at once; but woman is the mothering element in the world and her vote will go toward helping forward the time when life’s Bread, which is home, shelter and security, and the Roses of life, music, education, nature and books, shall be the heritage of every child that is born in the country, in the government of which she has a voice.
— Helen Todd, 1910

Ken Loach har altid været bedst til brød. Hans film har mest handlet om mænd, om arbejde, om løn. Hans historiske film har handlet om kamp og krig og strejke. Den anden side af sagen, roserne, musik, kærlighed, skønhed, det har der været lidt mindre af. Det er ikke fordi det overhovedet ikke er der, Looks and Smiles er et glimrende eksempel på hvor fint han kan skildre kærlighed, og Sorry We Missed You er stærkere i dens skildring af omsorg og familie end i dens kritik af prekære arbejdsforhold. Men alligevel. I det store hele, så er det en ret maskulin filmografi Ken Loach har fået skruet sammen.

Brød og Roser. På en og samme tid. Mænd og Kvinder. Det er ret nemt når det er både-og, men hvad når det er enten-eller? Eller når man skal prioritere bare den mindste smule? Hvad gør man så? Det er det som med moderne sprogbrug kaldes intersektionel politik. Hvordan prioriterer man forskellig form for undertrykkelse? Hvordan forstår man hvordan det spiller sammen? Der er vitterlig ikke mange Loach-film hvor han forsøger at angribe den her slags spørgsmål, så alene det gør Bread and Roses til en ret anderledes film for Loach, og et interessant skridt videre efter at han med Land and Freedom og My Name Is Joe var begyndt at ramme loftet for hans hidtidige stil. Her handler historien om en strejke blandt rengøringspersonale i Los Angeles, og hvordan spørgsmål om køn, integration, deportation, famile, og meget andet, hvordan det alt sammen bliver blandet ind i den ellers ret simple arbejdskamp. Point for forsøget. Men Loach får ikke sagt så meget fascinerende om det, og her begynder vi at ramme et emne hvor hundredvis af andre instruktører formentlig kunne håndtere det på mere relevant vis.

Filmen er en smule episodisk. Først følger vi Maya mens hun illegalt krydser grænsen til USA. Det viser sig, at hendes søster ikke har betalt menneskesmuglerne fuldt ud, så de tager Maya med til deres sted for at have sex med hende. Men hun snyder dem og stikker af. Så langt så intersektionelt, vi har her set hvordan kvindelige immigranter bliver undertrykt på en måde mandlige immigranter ikke ville blive det. Herefter bliver Maya ansat til at gøre rent i en skyskraber, et job som hendes søster skaffer hende. Igen er søsteren nødt til at betale på en måde som kun en kvinde kan. Maya må betale to måneders løn til mellemchefen som ‘findeløn’ for at have fået jobbet, en ordning der nok også kun fungerer fordi hun som illegal immigrant ikke har nogen steder at klage. Indtil videre er det ret komplekst. Men så dukker Adrien Brody op.

Brody spiller en fagforenings-repræsentant, der kæmper for at få organiseret de forskellige rengøringsfolk. Cheferne er efter ham, så Maya må skjule ham i en skraldevogn. Snart er de involveret i arbejdskamp, ligesom folk så ofte er det hos Loach. Det er ikke så meget en skuffelse at vi ender i den sædvanlige arbejdskamp, for Loach får skildret hvordan det specifikt er svært for en gruppe minoritets-kvinder at kæmpe imod kapitalen. Men det er ret skuffende hvor meget den hvide mand overtager talestrømmen herefter. Det er Brodys karakter der fortæller om Brød og Roser, det er ham der lirer data af om forholdende i USA, og det er ham der informerer om hvordan strejken går. Det er minoriteten der skal lytte til de objektive fakta fra fagbevægelsen, så skal det nok gå. I mindre grad lærer Brody noget som helst af at være blandt mennesker anderledes end ham selv, udover noget hyggelig mexikansk kolorit, som f.eks. at danse til deres musik og den slags.

Det er lidt den anden streg i regningen, efterhånden en af de sædvanlige streger i Loachs regninger. Ja, der er igen et ret dårligt soundtrack, men den her gang er det fyldt med mariachi-musik. Og det er ikke fordi det virker som om Loach virkelig er mariachi-connoisseur, han får det til at virke komisk, ligesom mariachi-musik så ofte virker i gringo-film. Og jeg er heller ikke den store fan, jeg boede et år i San Diego, hvor mariachi-musik vitterligt blev spillet til fester i kvarteret i weekenden, og jeg lærte aldrig at holde af det. Så det havde nok også været meget forlangt at det skulle ende ud over komedie-stadiet.

Men slapstick-comedy tonen breder sig til resten af filmen, på en virkelig sær måde. Brody løber igennem kontoret, kaster sæbevand på gulvet, alle forfølgerne falder i det, hvorefter Maya får dem overbevist om at de skal løbe i den forkerte retning. Det er som noget fra en børnefilm. Mayas flugt fra menneskesmuglerne er også skildret som en joke, men ffs, de er ved at voldtage hende? Det skildres ikke som noget specielt seriøst problem, det er bare nogle dumme mænd som tror hun kan lide dem. Der sker nogen gange det med Loach, når han skildrer hispanics, som i Carla’s Song at der går lidt kolorit i den. Ligesom når han skal finde på en tragedie der kan ramme hans kvindelige karakterer, så er det ofte noget med sex.

Bread and Roses er også en sang. Den sang blev brugt i Matthew Warchus’ film Pride til stor effekt. I det hele taget er Warchus’ film en langt mere subtil skildring af intersektionalitet. En lgbt-gruppe beslutter sig for at hjælpe en gruppe minearbejdere, rose-gruppe vil hjælpe brøddet. Til sidst mødes de til pride, de unge bøsser og lesbiske kan se frem til en fremtid med langt større accept, minearbejderne vil miste deres indkomst. Og AIDS lurer i baggrunden. Så meget kompleksitet er der i den film. Det formår Loach sjældent at få med. Hans film kan være så befriende simple, så rigtige, så insisterende. Når han fanger et dillemma, så kan han bore sig ind i det som få. Uden nogen sinde at holde sig tilbage. Men han var aldrig den store skildrer af roser. Eller af kvinder, eller af minoriteter.

Læs videre om den næste film Ken Loach havde i Cannes: Sweet Sixteen