Climates

Palmesøndag del 285
(İklimler, Nuri Bilge Ceylan, Tyrkiet
Cannes 2006, FIPRESCI Pris)

De fleste folk der lavede en film, der starter på en solskinnet strand, fortsætter i en mørk og regnvåd by, for at ende i et snedækket landskab, ville nok kalde den Seasons. Tiden går, vejret skifter. At Nuri Bilge Ceylan i stedet kaldte sin vejr-film for Climates er lige netop en af grundene til jeg påstår han først og fremmest laver film om sted og rum, og ikke om tid.

Climates er på mange måder en nøglefilm til at forstå den tyrkiske instruktør. Det er ikke en ligeså overvældende oplevelse som flere af hans andre, og den har måske derfor også fået lov til stå lidt i skyggen af resten af hans filmografi. Men det er en af hans film, som jeg tænker mest over, og der gemmer sig umanerligt meget tankegods i filmens kantede mystik.

Plottet i Climates minder ret meget om det i Uzak: Hvor den foregående film handlede om to fætre, som ikke kan relatere til hinanden, så handler Climates om ægteparret Bahar og Isa, der har samme problem. Vi møder dem først blandt solbeskinnede ruiner ved den tyrkiske vestkyst, hvor Isa tager fotografier til brug i sin undervisning. Efterhånden bliver det tydeligt, at ægteskabet er i dyb krise, særligt fordi Isa har gjort et eller andet med en kvinde ved navn Serap, som han selv mener ikke betød noget, men som Bahar ikke kan tilgive ham for. Filmen klipper let og elegant til at Isa viser fotografierne i sin undervisning på universitet i Istanbul. Bahar er rejst væk, og Isa genoptager affæren med Serap, som det viser sig er sammen med hans gode ven. Isa forsøger dog at vinde Bahar tilbage, og rejser derfor til det snedækkede indre Anatolien, hvor hun arbejder på en tv-produktion.

Rigtig mange af Nuri Bilge Ceylans tidlige film legede med hans egen biografi. Hans familiemedlemmer spillede med i hans første film, der også foregik i en lille by lig den Bilge Ceylan selv var fra. Begge de arrogante og introverte mænd i Uzak og Climates er optaget af at fotografere, hvilket også var Nuri Bilge Ceylans profession inden han blev filminstruktør. Med Climates tog han dog skridtet fuldt ud: Manden og kvinden i det ødelagte ægteskab spilles af Nuri Bilge Ceylan og hans kone Ebru. De gør det glimrende. Det er ikke fordi det er en film der kalder på den mest krævende form for skuespil, men særligt Ebru virker så inderligt mismodig og sønderknust, at man til tider begynder at spekulere over om det nu også bare er ren fiktion, eller om der er et eller andet terapeutisk over det. De to er dog stadig gift her over femten år senere, og Climates var første film hun også var med til at skrive, og hun har været medforfatter på samtlige Nuri Bilge Ceylan film lige siden. Så de er langt mindre dysfunktionelle end Bahar og Isa.

At filmskaberne også træder frem foran kameraet tilfører filmen en pudsig dimension, men helt grundlæggende er det ikke en film, der afhænger af sit skuespil. Der er en grund til at den hedder Climates. Det er en film der afhænger af omgivelserne og af sit filmsprog, i forsøget på at fortælle en historie der handler om noget større end bare de to personer. Isa og Bahar er havnet i en uløselig situation, og de kan gøre hvad de vil, have gode og mindre gode øjeblikke, men det ændrer aldrig ved situationen. Lidt ligesom at vejret kan være forskelligt fra dag til dag, men klimaet er altid det samme. Det er varmt ved vestkysten, og koldt oppe i bjergene. Og ligesom der er forskellige klimazoner i Tyrkiet, ligeledes er der tydeligvis kulturzoner. Filmen starter blandt de græske ruiner, fra dengang vestkysten var en fast del af den græske kultur omkring det ægæiske hav. Herefter føres vi ind i det intellektuelle miljø i Istanbul, et kosmopolitisk miljø, der føles fuldstændig afskåret fra resten af landet, om det er den rurale islamiske kultur, eller den græsk-ruinøse. Hvorefter vi ender i en lille landsby i Anatolien, der er så øde og isoleret, at taxachaufføren beder Isa om at sende ham det billede han har fået taget, fordi der ellers ikke er nogen der kan tage andet end pasbilleder. Isa siger ja, men smider senere adressen ud. Der er ingen fungerende relationer mellem de forskellige zoner, og særligt ikke fordi højtuddannede og priviligerede folk som Isa nægter at gøre selv den mindste indsats for andre.

Rent tematisk er Climates således en ekstremt fascinerende film, som samtidig også er så særskilt tyrkisk. Kun Tyrkiet har så ekstremt forskellige kulturzoner. Andre lande kan bestemt være med – Rusland er et åbenlyst eksempel, og en instruktør som rumænske Radu Jude er også dykket ned i hvor meget hans land er stykket sammen af væsensforskellige områder, men kun Tyrkiet er 90% landlige muslimer, og så lige tilsat Troja og Konstantinopel og den slags. Tyrket er et ekstremt eksempel på en problemstilling mange lande har, hvilket er noget af det som gør Nuri Bilge Ceylans filmografi så ekstremt potent.

Men først og fremmest er det selvfølgelig æstetikken og filmsproget, som får det til at blive kunst. Climates var Nuri Bilge Ceylans første digitale film, hvilket i 2006 gav en meget kold æstetik, uden den varme der kommer fra celluloiden. Det passer virkelig godt til filmens kuldslåede virkelighed. Men ellers er det denne gang også klipningen som er eminent. Til tider klippes rummet fuldstændig op, så Isa pludselig sidder ved siden af Bahar. Klippene mellem filmens tre zoner er også fabelagtigt lavet. Og endelig er der så filmens afsluttende intime scene, hvor Isa og Bahar en sidste gang er sammen. Jeg mindes at have set det her klip brugt i Mark Cousins’ The Story of Film: An Odyssey, som bevis for at filmkunsten stadigvæk kan finde på nye idéer. Og det er virkelig også eminent. Det hele er holdt i closeup, uden bevægelser, så det er reelt umuligt at sige hvad der foregår. Hvor den tidligere sexscene med Isa og Serap var lavet med meget lange klip, så er den her klippet helt i smadder. Effekten er nærmest paradoksal: Hvor man egentlig skulle tro så mange nære klip, hvor intet andet er til stede i verden end de to mennesker, ville skabe en fornemmelse af nærhed, så skaber det i stedet uvished og uro. Vi forstår ikke hvad de laver, fordi vi mangler kontekst. Vi mangler hele forløbet, vi mangler deres følelser. Sagt med andre ord, så ser vi kun vejret, og ikke klimaet.

Climates var indtil Det vilde pæretræ den eneste gang Nuri Bilge Ceylan tog til Cannes uden at juryen gav ham noget, selvom han så i stedet fik kritikernes FIPRESCI pris. Det er også en film, der skal have lov til at summe. Og det er en film der rendyrker sin æstetik og tematik så perfekt, at det derefter nok var smart at skifte stil. Det gjorde han da også med Three Monkeys, og herefter har han aldrig igen lavet noget der er så abstrakt.

Serien om Nuri Bilge Ceylan fortsætter med Three Monkeys