Palmesøndag del 459
(La Fracture, Catherine Corsini, Frankrig
Cannes 2021, Queer Palmen)
Catherine Corsinis deltagelse i Cannes i 2001 med Replay var ikke den store succes. Filmen fik ikke særligt gode anmeldelser – Corsini hævder selv at den siden er blevet en kult-succes, men jeg ikke om det er sandt – og den gav ikke hendes karriere noget nævneværdigt boost. Corsinis to næste film var komedier, den umanerligt letbenede The Very Merry Widows (2003), om en bedstemor og et barnebarn, hvis rige mænd har det med på mystisk vis at dø fra dem, og Les Ambitieux (2006), en lidt mere ambitiøs satire om kunstneriske ambitioner, sex og hvem der har ret til hvilke historier. Lykken er lunefuld (2009) fik, som navnet antyder, dansk distribution, og kan ses på Filmstriben. Det er en tilbagevenden til Corsinis fokus på skæve kvindeskæbner, hvor den frustrerede Suzanne kaster sig ud i utroskab. Three Worlds (2012) var også et ambitiøst, men også lidt kedeligt, flettedrama, hvor en bilulykke bragte tre skæbner sammen.
Først i 2015 lavede Corsini igen en film, der var på niveau med hendes tidlige film. Men Summertime var så også dels hendes mest ambitiøse film hidtil, dels for første gang en 100% queer film. Den skildrede to kvinder i tressernes Frankrig, den ene fra landet, den anden i byen, og hvordan deres forhold blev kompliceret på grund af det omkringliggende samfund, hvordan selv anti-abort feministerne i Paris så lidt skævt til de lesbiskes aktivistiskes kampe, og hvordan til gengæld stemningen på landet var så homofobisk, at et åbent forhold nærmest var en umulighed. Den havde så klart kunnet bære en plads i Cannes det år, hvor de franske film ellers f.eks Guillaume Nicloux’ komplet ligegyldige Valley of Love. Corsini fulgte op i 2018 med En umulig kærlighed, der også ligger på Filmstriben, der fulgte en kvinde i over fyrre år, hovedsagligt hendes ‘umulige’ forhold til en mand fra et højere socialt lag, som egentlig mest var umuligt fordi han var en gigantisk narcissist. Der er ikke megen queer-tematik, men det er måske Corsinis bedste skildring af kvinder og de uretfærdige forhold de udsættes for. Den bliver virkelig mørk til sidst.
Det var derfor ret meget en ‘bedre sent end aldrig’, da Corsini i 2021 blev inviteret tilbage til Cannes med The Divide. Som så også er en af hendes mest gennemførste auteur-film. Den vandt ret fortjent Queer-palmen for sin skildring af et langvarigt lesbisk forhold, og er derudover et samfundsbillede af Frankrig mens ‘de gule veste’ demonstrerede i 2018. En ret ambitiøs konstruktion, der dog også skildrer politik og samfund på måder andre franske instruktører også gør det. Men på det her tidspunkt ved jeg ikke hvor mange andre franske instruktører, der kombinerer det med Corsinis måde at skildre queer kærlighed på.
Til at starte med skildrer The Divide queer kærlighed som potentielt præcis lige så dysfunktionel som enhver anden form for kærlighed. En nat kan Raf (Valeria Bruni Tedeschi) ikke sove, og hun sender en strøm af mobilbeskeder til sin kæreste Julie (Marina Foïs), den ene mere grum end den anden, indtil hun nærmest bare kalder hende for en luder. Næste morgen vil Julie endeligt afslutte deres langvarige forhold og forlader lejligheden, sammen med deres søn, der skal ud og demonstrere sammen med de gule veste. Da Raf løber efter dem glider hun på vejen, og ender på hospitalet med en tydeligt brækket arm. Her møder hun bl.a. Yann (Pio Marmaï), der er blevet ramt af en af politiets gasgranater i benet, men som alligevel desperat forsøger at komme ud fra hospitalet, for at kunne køre sin lastbil hjem fra Paris. Det bliver en meget lang nat, særligt for det stressede personale, hvoraf vi særligt følger Kim (Aïssatou Diallo Sagna). Alle skændes om alt fra kærlighed til politik, alt imens personalet gør deres bedste, og politiet lurer udenfor for at kunne anholde demonstranter de mener har været voldelige.
Det er en fransk filmisk konstruktion vi efterhånden har set nogle gange. The Divide blander det politiske med det personlige i en enormt energisk konstruktion, lidt som f.eks Stéphane Brizés I krig eller Robin Campillos 120 slag i minuttet. Men først og fremmest minder filmen om en lidt mere overset film, den senere Palme-vinder Justine Triets Age Of Panic fra 2013. Her følger vi også et par der er ved at blive skilt, mens de render rundt blandt folkemængderne på gaden efter et præsidentvalg. Ifølge den franske kritiker Didier Péron i The Guardian var netop den blanding af intimitet og politik skelsættende i fransk film, og jeg kan godt se det. Jeg kan i hvert fald som nævnt sagtens se et skift hos Corsini fra 2015 og frem. Ligesom Triet, som Alice Diop, Céline Sciamma blander den sene Corsini også det intime med det politiske.
Corsini har så bare en også for den gruppe ret unik tilgang til det intime. Dels fordi hun er lesbisk, men også fordi hun er ældre end de andre instruktører, og allerede ret etableret middelklasse. Karakteren Raf er efter sigende ret meget baseret på Corsini selv, og det er ikke noget kønt selvportræt. Raf er reelt ulidelig igennem det meste af filmen, selvoptaget, højlydt, nedladende. Valeria Bruni Tedeschi er fremragende til at skildre den her slags karakterer på flere forskellige måder, som en satire over overklasseidioter i Mysteriet ved Slack Bay, eller som et portræt af en narcissistisk og manipulerende mor i Ursula Meiers La ligne (2019), men Corsini dømmer ikke på samme måde i hendes film. Heroverfor er Yann et mere åbenlyst sympatisk portræt af en af de frustrerede mænd fra Frankrigs udkant, ikke så meget fordi han egentlig er sympatisk, han er ret meget en idiot til demonstrationen og råber også meget på hospitalet, men fordi han bliver så voldsomt hårdt straffet for alle fejl han begår. Når man er prekært ansat, og lever et liv på kanten af fattigdom, så er konsekvenserne bare nogle helt andre end de er for middelklassen.
The Divide føles lidt som et genrestykke: Rent æstetisk er den virkelig vellavet, men den er ikke særlig original. Corsinis tre film Summer Time, En umulig kærlighed og The Divide er nok højdepunktet i hendes filmografi, med deres på egen vis nærmest episke blanding af kærlighedshistorier og samfundsskildringer, men det er ikke glemte mesterværker eller noget i den dur. Kærlighedshistorierne i Corsinis film er mere dysfunktionelle end hos hendes kolleger, det giver hendes film en særlig kant, og alle tre film havde fint fortjent at være i Cannes. The Divide vandt endda Queer-palmen, som den blot anden kvindelige instruktør nogensinde. Men den første var Portræt af en kvinde i flammer i 2019. Og det er trods alt en helt anden kaliber af film.