Palmesøndag del 458
(La répétition, Catherine Corsini, Frankrig
Cannes 2001)
Der er stadigvæk rigtig mange aspekter af Cannes-historien, som mangler at blive ordentlig belyst. Tag nu f.eks Cannes og queer-film. Det har været et fokus siden Queer-palmen blev uddelt for første gang i 2010, og tidligere åbnede Cannes dørene til New Queer Cinema-instruktører som Todd Haynes og Gus Van Sant. Så tidligt som 1963 gik Guldpalmen til den homoseksuelle instruktør Luchino Visconti, og selvom hans film på det tidspunkt ikke var udpræget queer, så var queer-tematikker langt mere fremtrædende, da han vandt endnu en stor pris i Cannes i 1971 for Døden i Venedig.
Men hvad så med lesbiske filmskabere? Der har været en del film om queer kvinder i Cannes, fra Mulholland Drive (David Lynch, 2001) over Adèles liv (Abdellatif Kechiche, 2013) og til Carol (Todd Haynes, 2015), men det er jo så film af mænd. Den første rigtig store Cannes-succes om lesbiske kvinder, lavet af en lesbisk kvinde, det tror jeg faktisk er Portræt af en kvinde i flammer (Céline Sciamma, 2019). Men det er ikke den første, der kom i Hovedkonkurrence.
Jeg ved heller ikke, om Catherine Corsini var den første queer kvinde, der lavede film om queer kvinder, og som kom i hovedkonkurrence i Cannes. Men det kan godt være. Hun får i hvert fald nok en prominent plads, hvis nogen skriver en bog om hvad der måske/måske ikke kan kaldes ‘lesbisk film’ i Cannes. Også selvom hendes måde at lave queer film på har vist sig at være ret problematisk.
Jeg kunne godt bruge den gode bog om lesbiske kunstnere og lesbisk tematik Cannes. Jeg kunne også godt bare bruge en god artikel eller bog om Catherine Corsini, for det er ret uoverskueligt for mig at finde rundt i hendes tidlige karriere. Corsini blev født i 1956, og havde efter sigende en del succes med hendes tidlige kortfilm, såsom La Mésange (1982, oversat til Titmouse på engelsk), som er en ret typisk firser cinema du look stiløvelse. Hun spillefilmsdebuterede i 1987 med thrilleren Poker, en filmnoir, der tydeligt adskiller sig fra andre filmnoirs ved, at den handler om en kvinde, der spiller poker og skylder penge til gangstere. Hun instruerede derefter en del tv-serier og tv-film samt enkelte biograffilm. De er ikke ret nemme at komme til at se. Lovers (1994) er et drama om to søskende, hvor storesøster skejer ud ved at have sex med for mange mænd, hvilket lillebror faktisk måske også godt kunne tænke sig at have når han blev stor. Den blev vist på Cannes i sideserien Quinzaine des réalisateurs. Youth Without God (1996) er en filmatisering af en roman af den østrig-ungarske forfatter Ödön von Horváth fra 1937, lavet til tv, men vist på Cannes ligeledes i Quinzaine. The New Eve (1999) var dels en ret stor biografsucces i Frankrig, dels egentlig en ret modig populærfilm, om Camille, en kvinde i trediverne, der fornægter det kedelige parforhold, og dater en række af mere eller mindre uduelige mænd, samt lægger an på en enkelt kvinde eller to.
Corsinis første film har således ofte ret tydelige queer-temaer, og omhandler generelt kvinderoller. De er mindre åbenlyst eksplicit queer end f.eks Céline Sciammas film, men der må man måske også bare sige, at det var en anden tid dengang. De er dog så heller ikke lige så æstetisk interessante som Sciammas film…
Replay var Corsinis mest komplekse og ambitiøse film hidtil; dels et psykologisk drama med queer undertoner, dels et metadrama om teatret og rollespil, hvor teaterstykker spejler personernes drama. Nathalie (Emmanuelle Béart) og Louise (Pascale Bussières) går begge til teater som unge, og er hinandens bedste venner, men deres venskab går skævt under et prøveforløb, hvor også Louise må indrømme at hun nok ikke har hvad der skal til, for at blive skuespiller. Ti år senere mødes de pludselig igen, da Louise går med sin mand i teatret, og ser Nathalie stå på scenen. Nathalie har fået ret stor succes, men mest med moderne og avantgardistiske stykker som hendes kæreste skriver. Louise begynder nærmest at opføre sig som Nathalies assistent, og opfordrer hende bl.a. til at droppe kun at arbejde for kæresten, for i stedet at tage titelrollen i Frank Wedekinds berømte Lulu, iscenesat af den legendariske instruktør Walter Amar. Men snart begynder forholdet mellem Nathalie og Louise at blive kompliceret, og har Nathalie det der skal til, for at spille en af teaterhistoriens mest berømte og ikoniske roller?
Engang imellem er det nogle ret tilfældige ting, som gør man lægger mærke til særlige aspekter af en films æstetik. I Replay er der den sjove detaljer, at Nathalie og Louise tidligt i filmen sammen rejser til København fordi Nathalie skal være med på en teaterfestival, så en stor del af filmen er optaget on location, bl.a. ved Rigshospitalet. Udover at det er virkelig sjovt at se hvordan min by så ud omkring årtusindskiftet, så bliver det også åbenlyst, hvor meget Corsini gør brug af omgivelser i sit filmsprog. Der er virkelig tænkt over locations, der er virkelig tænkt over hvordan ting ser ud, udover at det blot skal understrege et plot. F.eks et klip hvor vi ser tårnet på Vor Frelsers Kirke fra en bil, som er virkelig syret og underligt. Selvom Corsini ikke er nogen særlig unik billedskaber, så er hun helt klart en fransk arthouse-filmskaber, der vil mere end bare fortælle historier.
Det er f.eks også lidt sjovt med brugen af Lulu (som egentlig er to forskellige teaterstykker, men de bliver ofte slået sammen). Lulu er nok mest kendt for at lede alle mænd i fordærv, særligt i første del vil alle mænd eje hende, og når så de ikke kan det sker der de frygteligste ting med dem. Men der hvor stykket afspejler filmen er når det kommer til Lulus støtte og beundrer Martha Geschwitz, der er tydeligt lesbisk, åbenlyst forelsket i Lulu, og som står bag hende til den bitre ende, lige meget hvor mange mænd Lulu ellers ender i armene på. Det giver en måde at fortolke Replay på, som en film om hvordan Nathalie, dels som kunstner, dels som kvinde, bliver brugt og begæret af mænd omkring hende, med uforbeholden støtte fra Louise, der dog også begærer hende på måder Nathalie ikke helt gengælder. Det er meget fint brugt, omend det klip vi til sidst ser fra Amars opsætning af stykket virker som en noget fri, og ret prætentiøs, fortolkning.
Men der er en del lag i Replay. Den er ret fin. Jeg ved ikke om den er meget mere end fin. Og jeg er heller ikke sikker på, at dens måske største claim to fame, at det er en film om kompliceret og ikke-normativ kvindelig seksualitet og begær, instrueret af en kvinde, helt kom igennem i kulturen. På Cannes i 2001 var den berømte sexscene mellem kvinder så klart den fra Mulholland Drive, som ellers nok rimelig tydeligt er instrueret af en mand. De intime scener i Replay er mere komplicerede, faktisk er alting med seksualitet og begær i filmen lidt kompliceret, faktisk er det lidt svært at forstå. Også bare i forhold til instruktører som Chantal Akerman og Céline Sciamma. Det er måske også derfor filmen hverken blev Corsinis store gennembrud, og at Corsini ikke er blevet kendt som nogen from for foregangskvinde. For det er lidt svært at regne ud præcis hvad hun vil sige, hendes filmsprog er lidt for anonymt, og så bliver Replay bare en ganske udmærket fransk arthouse-film, som der bliver lavet store mængder af hvert år, frem for et historisk nybrud.