Palmesøndag del 460
(Le Retour, Catherine Corsini, Frankrig
Cannes 2023)
Med Homecoming gik Corsini over stregen. Hun havde før skrevet nye nøgenscener ind i hendes film under produktionen, hvilket Izïa Higelin, hovedrolleindehaver i Summertime (2015), offentligt beklagede sig over, men eftersom Homecoming handler om to unge teenagere gælder der andre regler. Reglerne i Frankrig siger, at man skal fortælle myndighederne præcis hvad man har tænkt sig at udsætte mindreårige skuespillere for, for at beskytte dem mod overgreb, så da det kom frem, at Corsini havde optaget en sexscene med en blot 15-årig skuespillerinde, som ikke fremgik af det indsendte manuskript, så faldt hammeren. Corsini påstod at det var en fejl, at der ingen nøgenhed havde været på settet, at kameraet blot filmede skuespillerens hoved, og hun klippede i øvrigt scenen ud af filmen, men produktionen fik selvfølgelig en bøde. Og det er virkelig dårligt filmarbejde.
Det skulle blive værre endnu. Det viste sig, at den første skuespillerinde der blev castet som den unge teenager Jessica, havde anmeldt en dansecoach til politiet for at have raget på hende under forproduktionen, hvorefter Corsini fyrede hende fra filmen. Esther Gohourou, der spillede Farah, Jessicas lillesøster, anklagede også en stuntmand for at rage på hende, men det kom der heller ikke noget ud af. I sidste ende sagde en række arbejdere på filmen op, mens andre, inklusive den nye Jessica, Suzy Bemba, klagede til Corsini. Det eksploderede da filmen blev valgt til Cannes, med anonyme breve, journalistiske undersøgelser, og desperate modsvar fra Corsini og hendes producer/partner Élisabeth Perez.
I sidste ende kom der ikke rigtig noget ud af det. Corsini indrømmede der var sket en fejl med den mindreåriges sexscene, benægtede alt andet, og fik lov til at komme til Cannes. Suzy Bemba, der siden blev mere kendt fordi hun var med i Yorgos Lanthimos’ Poor Things, har været med til at starte en supportgruppe for skuespillere i Frankrig, og fortalte om skabelsen af Homecoming til Variety, ‘There was [no great misdoing], more like a pile of little problems, little issues that somehow made a mountain in the end.‘
Hele affæren har nok endegyldigt dræbt idéen om, at Corsini en dag skulle blive husket som en filmisk foregangskvinde. For jo, hun er den måske mest markante lesbiske instruktør, der har været flere gange i Cannes, og udover Cannes-filmene har hun lavet et par nærmest episke queer-film, der er værd at se. Men hun er også for gammeldags. Hun lader til at være stuck i det gammeldags franske mindset, som filmfolk for tiden gør oprør imod. Og selvom Homecoming er en rigtig fin film, i sit indhold imponerende intersektionel i sin fortælling om klasse, race, køn og seksualitet, så er det også en gammeldags film, filmet på meget normal arthouse vis.
Khédidja (Aïssatou Diallo Sagna, der også spillede med i The Divide) vender tilbage til Korsika efter femten års fravær. Hun er barnepige, skal passe børn for det rige ægtepar Marc (Denis Podalydès) og Sylvia (Virginie Ledoyen), og har taget sine to egne teenage-piger Jessica og Farah med sig. De må bo i en feriehytte langt fra Marc og Sylvias store flotte sommerhus, men pigerne får lov til at komme forbi og bade i poolen, hvor de møder Marcs datter Gaïa (Lomane de Dietrich). Og så bliver det en begivenhedsrig sommer, for Jessica og Gaïa forelsker sig, Farah bliver fascineret af den lidt ældre dreng Orso (Harold Orsoni) og Khédidja møder folk fra forsiden. For der var en tragisk grund til, at hun ikke har været på Korsika i femten år, en hemmelighed som også vil ryste hendes døtre.
Det er rigtig meget plot, og rigtig meget af det er fint moduleret med et godt blik for personernes identitet. Jessica er en mønsterelev og er kommet på universitetet, hvilket Marc roser så meget, at det nærmest bliver patroniserende. I det hele taget er Marc en god karakter som den aldrende rige socialist, som i praksis aldrig rigtig kan finde ud af at hjælpe. Omvendt accepterer han, at hans datter er queer, hvilket Khédidja har noget sværere ved. Og klasseforskellene mellem rige hvide Gaïa og sorte langt mindre velstående Jessica er fint skildret. Filmen er fuld af små detaljer, som at Farah brokker sig over at have et mere ‘sort’ navn end sin søster, eller de lokale korsikanske unge, der kaster ét blik på Gaïa, og siger: ‘Hun er fra Paris, hun er skør’.
Det har været Corsinis styrke siden Summertime. At kombinere queer-fortællinger med politiske fortællinger, at have blik for både køn og klasse og seksualitet, og nu også hudfarve. Det er egentlig virkelig sjældent fra en hvid europæisk instruktør. Så meget desto mere mærkeligere, at hun åbenbart på settet mere har mindet om den selvoptagede og passivt-aggressive Marc.
Men problemerne under optagelserne, er det et problem for filmen? Ja, lidt. Film om politiske spørgsmål, film, der påstår at have noget på hjerte om samfundsliv, lever i høj grad af tillid. Publikum, og særligt et typisk arthouse Cannes-publikum, kender ikke nok sorte teenagepiger til at vide, om portrætterne af Jessica og Farah er autentiske, så filmen skal først og fremmest vinde vores tillid til, at karaktererne er ægte. Og det bliver bare sværere, hvis man siden ved, at instruktøren lidt lader til at være en idiot. I Bembas interview med Variety taler hun om vigtigheden af at kommunikere, af at turde fortælle hvad man er utilfreds med klart og tydeligt, selvom det skaber små problemer, for at det ikke skal skabe store problemer sidenhen. Og det er langt hen ad vejen lige præcis det, som Homecoming handler om. At skabe intimitet og tillid nok, til at man kan tale sammen også om svære ting som klasse, racisme, fortidens synder. Det er nærmest det, som filmen ser som et ‘hjem’. Det er en virkelig smuk tanke. Som det lader til instruktøren selv overhovedet ikke forstår?
Sådan kan kunst være så mærkelig. For der er ingen tvivl om, at filmen hylder Jessica for at turde sige fra, det sker meget eksplicit. Og selvom Catherine Corsini lader til ikke have forstået pointen med den film hun har lavet, så er det da stadigvæk en god pointe. Som løfter Homecoming. Men derfor er det nu alligevel en meget almindelig fransk arthouse-film. Fyldt med utroligt flotte billeder af Korsika, og mange flot turnerede sekvenser, men ikke ret mange originale filmiske idéer. Det er arthouse af den gamle skole. Det bliver alligevel aldrig kedeligt, det er en præstation i sig selv med den her genre, og der er indholdsmæssigt rigtig mange fine ting i. Flot filmet, fint skrevet, godt spillet. Det er over middel. Men selv uden skandalerne ville det ikke have fået Corsini op i A-laget af europæisk film.