Palmesøndag del 156
(120 battements par minute, Robin Campillo, Frankrig
Cannes 2017, Grand Prix & Fipresci Pris & Queer Palm & Francois Chalais Pris)

Jeg er autodidakt filmanmelder. Jeg har aldrig fået lært hvordan man i virkeligheden skal gøre. Tværtom. Jeg begyndte at skrive fordi jeg begyndte at se en masse film som jeg ikke forstod, og ikke var i stand til at læse mig til at forstå, og så gik jeg ellers i gang med at skrive om dem. Og jeg er reelt set aldrig holdt op igen.Sådan har jeg det f.eks. med en vis form for fransk film, hvoraf 120 Slag i Minuttet er et af de vigtigste eksempler. En art politisk fortælling, men på en ny måde, en mærkværdig blanding af nærmest procedurelle scener om politisk / aktivistisk arbejde, samt mere personlige, gerne erotiske eller melodramatiske scener. Ikke så meget et narrativ, som en række situationer. Og så er det at jeg er nødt til at forstå: Hvorfor er de bygget op på denne her måde? Og hvorfor lige i Frankrig?

120 Slag i Minuttet omhandler ACT UP, en aktivistisk gruppe, der kæmpede for at få løst AIDS-krisen hurtigere. Gruppen består fortrinsvis af queer HIV-smittede, og det sker derfor også jævnligt, at gruppen må arrangere en begravelsesdemo i forbindelse med endnu et dødsfald blandt gruppens medlemmer. Unge Nathan træder ind i den gruppe, deltager i aktioner, nogle går perfekt, andre går mindre godt. Han forelsker sig i Sean, der også er HIV-positiv, og som langsomt bliver mere og mere syg. Og det er sådan set det.

Det som de her film kan, er at de dels beskriver hvordan politiske ændringer bliver skabt, og dels på hvordan politik påvirker enkelt-mennesker. Aktivisme er ikke bare en fortælling, ikke en personlig udviklingshistorie. Aktivisme er benhårdt arbejde, det er kommunikation og diskussion, og det er gensidig påvirkning mellem verden og individ. I en film som 120 Slag i Minuttet vises alle aspekter nærmest perfekt. Gruppen føles autentisk især på grund af alle de mange små detaljer, som at der knipses med fingrene i stedet for klappes til møderne. Ægthed er godt på film. De mange aktioner har en kinetisk energi, filmet og klippet med fart og fremdrift. Energi er godt på film. Og de personlige situationer har store følelser og nærmest melodramatisk format, både med små biroller – en midaldrende, ualmindeligt heteronormativ mor, og hendes alt for unge smittede teenage-søn, er dels comic relief fordi de begge to er outsidere i kraft af alder, men implikationerne er samtidig hjerteknusende – og i det centrale forhold mellem Nathan og syge Sean. Følelser og melodrama er godt på film. 120 Slag i Minuttet har det hele.

Instruktøren Robin Campillo er kendt som manusforfatter til f.eks. Laurent Cantets palmevinder Klassen, og har tidligere instrueret to film, heriblandt zombie-filmen Les Revenants, der senere blev til en tv-serie. Han er god, men han er heller ikke så god. Han opfinder ikke den dybe tallerken. Hans filmiske idéer flugter med andres, det er ikke sådan at det føles som om han er et unikt geni. Hvor stammer de her idéer fra? Jeg kan især tænke mig to andre franske instruktører, der arbejder med den her stil. For det første er der Stéphane Brizé, hvis to film Markedets Lov og I Krig fik premiere i Cannes, og derefter dansk premiere. Brizé er den mere socialrealistiske udgave af stilen, han fokuserer på arbejdskonflikter, minder en del om Ken Loach, men har igen den her aktivistiske tilgang til det, især i strejkeskildringen I Krig. Men heller ikke Brizé er noget skelsættende geni. Den anden jeg kan komme på er Abdellatif Kechiche, der fik sit gigantiske gennembrud med Adèles Liv. Hans tidligere film, såsom Black Venus og The Secret of the Grain, havde den her episodiske kvalitet, situation på situation, selvom han mere fokuserede på immigrant identiteter. Adèles Liv har lidt det samme, med den famøse sexscene som den mest berømte ‘episode’, men her er fokus flyttet helt over til det enkelte individ.

120 Slag i Minuttet er som kombinationen af de to spor, af både det aktivistisk politiske fra Brizé, samt af det identitære og processuelle fra Kechiche. Og det er måske den mest rendyrkede og vellykkede kombination hidtil, en ret stor film, der virkelig formår at få det til at fremstå som en ny stil, en egen genre, og vise hvor afsindig meget potentiale der er i den måde at bygge film op på. Det føles dog stadig virkelig fransk. Hvorfor kommer det herfra? Det er ikke et spørgsmål jeg føler jeg kan 100% besvare, men jeg kan som nævnt ikke lade være med at forsøge. Jeg tror den her form for vitalisme er umanerlig fransk. Politik som energi. Aktivisme som fortrinsvis en måde at kanalisere personlig energi ind i politiken. Bio-politik. Den slags gik også igen som en understrøm i al den herlige franske filosofi jeg kæmpede mig igennem på universitetet. Når Ken Loach er bedst, så har en en dialektisk kvalitet, så mødes modstridende teser, kæmper, og den ene vinder. Det er ikke helt hvad som sker her. Her er det meget mere strømme, bevægelser, følelser, som er i centrum.

F.eks. er der en scene som konstant går igen i 120 Slag i Minuttet, hvor aktivisterne danser sammen. Til sidst krydsklippes det med endnu en aktion. Politik er som et dansegulv, en koordineret bevægelse i højt tempo. Helt præcist to slag i sekundet. Men når man siger ‘slag i minuttet’, så må man også tænke på hjerteslag, på hvordan det slår hurtigere når adrenalinen pumper, eller man er forelsket, og hvordan det slår langsommere og langsommere når man så småt er ved at dø. 120 Slag i Minuttet har hvad der fortjener at blive en emblematisk titel, til hvad der fortjener at blive en emblematisk film. Der var film i konkurrence i 2017, der forsøgte sig med mere mærkelige ting, sværere ting, der var mere anderledes og nyskabende. 120 Slag i Minuttet kondenserede en række idéer fra samtidens franske film, hver for sig er det meste set før, men det har aldrig været så godt blandet sammen som her. Fuldt fortjent at det blev en af festivalens mest succesfulde film.