I Krig

Palmesøndag del 172
(En Guerre, Stéphane Brizé, Frankrig
Cannes 2018)

For nylig nævnte jeg I Krig her på bloggen mens jeg skrev om Robin Campillos 120 Slag I Minuttet. De to film hænger en lille smule sammen. Det er begge skildringer af aktivistisk arbejde, AIDS-aktivisme i 120 Slag I Minuttet og en strejke i I Krig, skildret via evindelige møder og aktioner og diskussioner, i et kinetisk filmsprog der først og fremmest synes at ville fange energi, den form for kraft der opstår når nogle går i gang med at være aktivistiske. I Krig har dog fået en del mindre opmærksomhed. Det forstår jeg lidt godt. Den har ikke det andet spor fra 120 Slag I Minuttet, har ikke det personlige spor, en kærlighedshistorie. Den er virkelig nærmest 100% proces-orienteret, uden for meget andet pjat. Men hermed får den så også rendyrket en stil, eller i hvert fald et aspekt af stilen, på fremragende vis. Det er en meget ren film, hvor man dog alligevel bagefter sidder og spekulerer over, om ikke der foregik mere end man havde regnet med.

I Krig handler om de ansatte på en fabrik eget af det store multinationale konglomerat Perrin Industries. Nogle år tidligere havde de indgået en aftale der skulle sikre deres jobs i minimum fem år mod at de gik ned i løn, så da de får at vide at fabrikken alligevel skal lukkes ned og de alle skal fyres er der ikke meget tilbage end at gå i krig. Det bliver en ond og hårdnakket strejke, og vi følger dem under forskellige aktioner, under de interne diskussioner om taktik og strategi, og under de mange samtaler med en undvigende og utroværdig ledelse, der mener at løsningen først og fremmest skulle være at de ansatte holder op med at være så aktivistiske. Altså, de ville stadigvæk blive fyret. Og nej, de ville ikke opnå noget som helst ved at være tavse. Men altså, problemet er altså stadigvæk at de ansatte er så krigeriske.

Det er den her energi som er så vanvittig vigtig. Ledelsen gør alt hvad den kan for at dræbe den, forsøger hele tiden at splitte arbejderne imod hinanden, og lykkedes med det ret ofte. Det føles som en konstant kamp op af bakke, og politiet vil hellere end gerne rykke ind med et godt ord for at tæve nogen som er blevet lige lidt for energiske. Og det er her hvor filmen for alvor bliver interessant, for den forsøger stadigvæk at skildre hvordan arbejderne for alt i verden ikke må tabe hovedet. Det er en vanvittig balancegang, hvor de på den ene side er i krig og skal kunne mobilisere en absurd mængde energi, på trods af alle urimeligheder og håbløse vilkår, og på den anden side for alt i verden skal virke kontrollerede, i stand til rent faktisk at trappe ned igen. Strejkens ledere bruger næsten lige så lang tid på at tysse på de andre, få dem til at falde ned igen, som de gør på at få dem kørt op i en spids. Her er det interessante, i den nuancerede håndtering af energierne, og ikke mindst i den filmiske skildring af dem.

I Krig vandt ingen priser i Cannes, men den kunne godt have vundet Soundtrack prisen for Bertrand Blessings fantastiske Mogwai-agtige soundtrack. Foto og klip er rigtig glimrende, cinema verité agtigt, på en meget Loach’sk måde, men det er når at det så kombineres med den her postrock’ede agressive musik at der opstår noget specielt. Musik er så ofte ren energi, det er som om sammenstødende mellem strejkende og politiet bliver til en art ballet. I 120 Slag I Minuttet var der konstant klip af de unge aktivister der danser for at understrege at der er en sammenhæng mellem dans og politisk arbejde. I Krig laver den samme pointe, men med andre midler.

En mand som nok ikke havde en chance for at vinde en Cannes-pris i denne omgang, det var Vincent Lindon, for godt nok gør han det forrygende, men han vandt for Brizés foregående film Markedets Lov. Hans karakter Laurent Amedeo er den fødte leder, stålbevidst, sammenbidt og altid kampklar, men til tider kammer det nærmest over og bliver ubehageligt. Amedeo forbliver en mystisk og uforklaret karakter, vi lærer ikke meget om hans baggrund, og hans endelige valg får filmen til at virke på en helt anden måde. Energi kan også være farligt. Både for samfundet, men så sandelig også for den enkelte.

I Krig virker som en virkelig sand politisk skildring af vores samtid. Slavoj Zizek skrev en bog der hed The Year of Dreaming Dangerously om 2011, året med det arabiske forår, Occupy Wall Street, oprør i Grækenland og London, men også året med Anders Breivik. Man skal ikke kimse af at revolutionær energi vitterlig også er farligt for alle involverede, der er en grund til at man siger at revolutionen æder sine egne børn. Men nogle gange er den nødvendig. Det er en hårfin balance, og den er skildret her af Brizé på en måde som jeg egentlig ikke er sikker på at jeg har set før. Det er ret eminent at håndtere al den energi så fornemt. Som man har set med en anden fransk instruktør med lignende stil, Abdellatif Kechiche, så kan det nemt gå helt galt.

Stéphane Brizé facinerer mig. Han er ikke en instruktør man falder på halen over, han har ikke verdens største armbevægelser. Men det er som om han forsøger at bore ind i noget meget specifikt for vores samtid, også når han laver film der i virkeligheden handler om noget helt andet. Imellem Markedets Lov og I Krig lavede han i 2016 filmen Une Vie, baseret på en roman af Guy de Maupassant, sammen med Flaubert og Zola blandt de største franske naturalister. Det er som om Brizé leder efter noget tilsvarende som de gamle romanforfattere, et ønske om at finde et (film)sprog der kan skildre den franske virkelighed, inklusive noget så kedeligt som arbejde, huskøb, etc. Men han er ikke social-realist som Loach, han har heller ikke Dardenne-brødrenes evne/vilje til at fange karakterernes moralske indre verden. Det er en mere fransk ting, en fornemmelse af at ville opridse det franske samfund i dag. Og menneskene i det. Og deres energi. Brizé er ikke den bedste franske instruktør, dertil er han for lidt særligl i sin æstetik. Men han er helt ærligt en af dem der har gang i det mest lavmælt interessante projekt.